Grænsemarkering part I

Sms til Ungersvenden her til aften:

"Hej XXXX. Måske har du bemærket, at jeg på det sidste ikke har besvaret dine sms'er og i det hele taget har lukket lidt af over for dig. Måske ikke. Vil under alle omstændigheder gerne forklare mig: Det er såmænd meget enkelt. Jeg er for forelsket i dig til at gå og lege venner. Har brug for noget afstand lige nu. Måske kan det lade sig gøre at være venner senere. Men lige nu er det en umulighed. Er ked af at måtte vælge dig fra, men der findes ikke andre måder for mig. Dette er ikke en krigserklæring, men bare udtryk for et ønske om at være i fred og deale med situationen for mig selv. /Lommen."

Og som ventet hørte jeg ikke det mindste pip fra ham. Han respekterer kort sagt min grænse, som nu er utvetydigt markeret. Indrømmet, det er da en liiiille smule trist at vide, at jeg nu helt sikkert intet hører fra ham igen, at vi nu officielt ingen relation har. Jeg holder jo forbandet meget af ham. Men der er vel for pokker grænser for, hvor længe man kan lyve for sig selv og hinanden - især når det intet højere formål tjener. Den dominerende følelse i mig lige nu er derfor helt klart - lettelse. Osse selv om jeg ser ham hver dag.

Vil nu synke sammen i min dejlige lænestol, lytte til Beethoven og i stearinlysets skær rette det sidste opgave-halløj og derefter bare sove tungt, indtil jeg vågner af mig selv i morgen. Forhåbentlig bliver det med en følelse af, at "denne dag er den første i resten af mit liv", som man siger, når der skal startes på en frisk.


Lommen - nu med rent bord