onsdag, maj 10, 2006

Mens vi venter på kærligheden

Dengang - sidste gang - lovede jeg mig selv, at "aldrig, aldrig, aldrig nogensinde mer'". Aldrig nogensinde mere være venner med én, man ønsker sig meget mere med, aldrig mere "samle på signaler og små tegn fra ham", aldrig mere blive skuffet over, at modparten distancerer sig fra den flirt, som alle andre omkring jer tydeligt kan se, aldrig mere kun vente. I månedsvis.
... Heller ikke selv om det endte med forhold, stormende gensidig forelskelse og idel lykke i mere end et godt stykke tid. Aldrig mere.

"Gudfader, så banalt! Hvorfor gå rundt om den varme grød, til den bliver iskold?? Snup en afvisning fra cellonfan-pakken og tør øjnene, Lomme! Kom videre!"


Men sagen er jo: Hende Intuitionen har kun én gang i den slags sager taget fuldstændigt fejl, og som I ved, skreg hun af sine følsomme lungers fulde kraft torsdag aften, at den kære Ungersvend er mere end hooked. Som jeg forudsagde, er jeg imidlertid nu alligevel godt i gang med at dekonstruere det hele... Eller nej... Jeg vover pelsen og lader hende Intuitionen snakke. Hun ved, den er gal og har derfor sendt bud efter ham dér Tålmod. Men desværre har han været travlt optaget andetsteds på det sidste, så jeg har måttet klare mig selv, som jeg bedst kunne... Og dét har fedt hjulpet. Udtrykt på godt nudansk har Lommen fårked eftertrykkeligt op. Tilbage til det senere.

Jeg er dog blevet noget klogere på Ungersvenden som person de seneste dage. Over bare fire døgn er der kommet betroelser og indrømmelser op, som jeg på ingen måde havde troet muligt. Han har bedt mig om tid. Tid til at lære at turde nærheden.

Til aften ringede Intuitionen så til mig. Endelig havde hun fået fat i Tålmod, og nu ville de meget gerne mødes og tale med mig. Sammen.

.....

Intuitionen lægger ud med kærligt at hviske mig i øret, at der klart er potentiale. For hvorfor have samtaler af en sådan kaliber (om nærhed og angst for at miste og om fællesskab og følelser og deres udtryk) hvis ikke der er mere end venskab i sigte? Den nu lettere grånende Intuition med natursjalet, og de vise rynker omkring de makeup-løse øjne får støtte af en venligt udseende, meget rolig mand. Det må være Tålmod - han har forandret sig meget siden sidst, men det er osse længe siden, jeg har set ham. Sammen klapper de mig på skulderen, mens de nærmest messende fortæller mig, at de nu nok tror, Ungersvenden snart fatter, hvor det er, han vil hen. Og at det er samme sted, som jeg vil hen.

"Men Lomme", siger Intuitionen indtrængende og læner sig frem imod mig, "han har ikke engang været så tætte venner med nogen før, hvordan sku' han turde forelskelse?" Tålmod supplerer: "Ja, hvordan skulle han i det hele taget genkende forelskelse hos sig selv? Det tager tid. Giv ham den!" Intuitionen nikker ivrigt: "Han har nok aldrig rigtigt prøvet det før, og han aner ikke, hvad du føler, selv om du mener, du har blottet dig utroligt meget. Tro mig! Så lad være med at blive så pokkers såret, når han slet ikke reagerer på dine små tegn. Det er, fordi han ikke ser dem. Han er ikke ude på at såre eller gøre dig til grin."
Ved lyden af mine opgivende "hvor har vi hørt dén svada før?"-suk, kigger Tålmod alfaderligt på mig hen over kanten af sine guldindfattede læsebriller: "Hør nu her, Lomme, en ung mand og en noget ældre kvinde med talegaver og attitude i orden... Han har nok at gøre med at finde ud af, hvilket ben han skal stå på! Når det i hans halvbrandert bliver til, at I pludselig har vandkamp på køkkenet, og dér går ét-tag-fat og hujen og hvinen i den i bedste børnehavestil..." Tålmod og Intuition ser smilende indforstået på hinanden, "...når han står og tørrer sit våde hår af i dig og I ender med at stå og kramme pjaskvåde, så kan du da nok se, at du ikke skal blive ked af det, når han så senere leger venner og bortforklarer en lillebitte smule. Visse-vasse. Han blev lidt forskrækket over, at hæmningerne røg forleden, og hvad du ikke tænke om ham? Er han nu for barnlig? Han kom lidt bag på sig selv - og dét endda lige for øjnene af dig". Her kniber Tålmod Intuitionen drillende i kinden: "Kan du huske de branderter, vi havde, da vi var unge, hva' frøken?", og Intuitionen rødmer let, så det et kort øjeblik ser ud, som om hun rent faktisk har taget rouge på. Hun rømmer sig forlegent og siger så: "Ja, altså... Tålmod og jeg synes jo generelt du er blevet en hel del bedre til at konsultere os og lytte til os... Men æh... Vi er altså nødt til at fortælle dig, at i det her tilfælde...". Hun ser over på Tålmod som for at hente hjælp. Han skærer igennem: "Ja, du må altså stramme op, Lomme! Du har dummet dig. Ganske enkelt. Selvfølgelig skal du da ikke sende ham en sms, hvor du skriver, at du ikke synes, I kan være venner. Og slet ikke når I lige har haft det pjattet og interessant og rart. Hold nu op! Bare fordi han ikke lige kaster sig over dig, når I nu er alene under mere private forhold... Du véd, han sagde, at han aldrig havde talt så meget med nogen som med dig. Du er da i hans hoved konstant. Nu bare... tålmodig". Tålmod afslutter sin irettesættelse med et lille nik som for at understrege dens betydning.
Ved synet af mit skeptiske ansigtsudtryk rømmer Intuitionen sig igen: "Altså, selvfølgelig skal du ikke vente i evigheder, Søde" (her sender hun et skarpt sideblik over mod Tålmod, der dog ikke lader sig mærke med noget) "men altså... Det er ikke godt, at netop som han var begyndt at åbne sig for dig, så skynder du dig at afvise ham ganske eftertrykkeligt, fordi du pludselig bliver forvirret. Ro på! Han har givet dig nogle ganske gode hints om, hvordan han er indrettet, og der er bestemt ikke noget, der tyder på, at han ikke skulle kunne udvikle dybere følelser for dig lige så stille og roligt. De er dér nok allerede, sådan som han savner dig, når du ikke er dér, og med al den opmærksomhed du altid får. Men han skal lige indse det selv, ikke? At du har listet dig ind på ham, og at han nu ikke længere kan snyde hverken sig selv, dig eller andre - han har jo knyttet sig. Og så skrider du, dit bæst!" Her ryster Intuitionen på sit lille hoved med de fine ansigtstræk.

Jeg er helt ør i hovedet og sidder og stirrer skiftevis på den ene og den anden af de to, som åbenbart altid ved, lige præcis hvad de skal sige. "Men hvad er det så, I foreslår mig at gøre?", vil jeg vide. Til min egen overraskelse lyder min stemme fortvivlet.
Tålmod er dér med det samme: "Ja, for det første skal du skrotte kontakten til hende den skøre sladderkælling til Forvirring". Han ser over på Intuitionen, som nikker samtykkende og ikke engang irettesætter ham for hans sprog. Tålmod kan ikke udstå Forvirring. Han synes, hun har en gennemført dårlig stil - på så godt som alle områder. "Og så skal du se at få fortalt Ungersvenden, at du godt vil forsøge dig med det venskab alligevel. Og så må du aldrig, aldrig gøre sådan noget imod ham igen. Du må aldrig svigte ham igen, vel? Hører du? Du har jo nok skræmt ham fra vid og sans og sikkert skuffet ham dybt og gjort ham vred og hamrende forvirret. Hans værste mareridt er jo at blive forladt, husker du nok, og her forstår han ikke engang hvorfor...". Intuitionen sidder og nikker, så hendes øreringe dingler. Hun kunne åbenbart ikke have sagt det bedre selv.
"Jamen", protesterer jeg, "når han nu tit behandler mig så rebound-agtigt... Dét er da ikke rimeligt, at jeg altid skal føle det, som om det lige så godt kunne være en anden af vores bofæller, han tilbragte tiden med. Altså, han må da osse udvise noget og tage noget ansvar for sine følelser og den måde, han udtrykker dem på eller rettere ikke udtrykker dem på! Det hele kan da ikke være op til mig!"
Jeg er nervøs for, de to vil tale mig midt imod. Men Intuitionen ser mildt på mig: "Hvad var det nu, han sagde, Lomme? Han havde aldrig villet såre dig, vel? Han talte med dig på en helt anden måde end med alle andre omkring jer - ja, måske end med folk i det hele taget? Han ville dig, fordi du havde dybde! Han blev normalt nærmest aldrig såret, men når du fortalte ham om alle de sårede og vrede tanker, du havde haft om ham, så blev han både ked af det, såret og sur, som jo er hans ord for 'vred'..." Jeg kan pludselig ikke finde nogen gode argumenter for ikke at forsøge at nærme mig Ungersvenden igen og så at sige bide amorinerne i mig. Tålmod sidder og piller lidt beklemt ved en af sine fingernegle. Jeg når at tænke, at hvis det er dén med blomsten og bien, han kommer med nu, så er det altså hans tur til at "stramme op" i repertoiret. Men det er ikke dén om blomsten og bien. Og så måske lidt alligevel:
"Altså, hvis nu denne... Ungersvend er bare lidt på samme måde som andre mænd, ja, så... viser han nok ikke helt, hvor glad han bliver, hvis du opsøger ham igen. Men nu ingen panik! Du har jo altså heller ikke givet et billede af dig selv som den mest tilregnelige og stabile person i det her, vel? Du har jo været temmelig hidsig et par gange sådan nærmest lige ud af det blå... Men altså... Få det sagt til ham, at du begik en fejl og tag du så bare væk fra Huset mellem de to Søer en stund, sådan som du havde tænkt dig. Træk vejret. Tænk på noget andet, ikke? Og når du så kommer tilbage, så hiv en god flaske vin frem. Del den og hyg jer - og nyd at se hinanden igen. Og lur mig så, om ikke han snart bliver meget blød om hjertet, uden at du behøver gøre noget som helst ud over, altså, at være dig." Tålmod bliver stille lidt og tilføjer så efter en indskydelse: "Ja, og så lytte til mig...". "Ja, og mig", indføjer Intuitionen ovre fra sin stol.

Audiensen er tydeligvis forbi. Jeg giver dem hånden og skal til at gå, men opdager så, at de har forladt stedet først. De forsvandt bare. Så går jeg i seng. For én gangs skyld ingen søvnproblemer. Jeg ved, at de to dukker op igen, så snart jeg behøver det.

Lommen - nu med ro



2 Comments:

Blogger Mie sagde...

Det glæder mig, at du har taget den indånding...

Giv det tid ;-)

Og styr så de sms'er, du!!!

10 maj, 2006 11:13  
Blogger Lommen sagde...

@Tossen: Dybest set har jeg dig vel til ALT. Undtagen sex og rengøring. Er det ikke sådan, kontrakten er? :-D

@Mie: Jo, Mor. Ska' nok (forsøge). Skrev ham i øvrigt et mail-undskyld tidligere på dagen. - Og fik et sødt svar retur right away. Alt (åbenbart) tilgivet. :-)

@Liguster: Herligt! Forelskelse - nu pr. post... Eller... ;-)
Blev i øvrigt meget glad over at læse den gengivne tekst. Jeg holder meget af den sang og går tit og nynner den smule af den, jeg kan, udenad!!

10 maj, 2006 18:43  

Send en kommentar

<< Home