torsdag, maj 25, 2006

In your face!

Som så mange andre sagesløse sprogstuderende blev jeg i tidernes morgen på min grunduddannelse udsat for Goffmans såkaldte teori om face-work. Jeg kan ikke engang huske, hvad Goffman hedder til fornavn, og jeg kan ikke huske detaljerne, men jeg kan huske teoriens hovedtræk. (Fandt så efterfølgende ud af, at hans navn var Erving Goffman, og at den tekst, jeg refererer til, hedder "On Face-Work" og er fra 1963).

Goffman gør opmærksom på, at når mennesker kommunikerer med hinanden, så er der nogle helt bestemte krops- og verbalsproglige regler, de overholder for ikke at få beskadiget (eller ligefrem tabe!) deres face. Vi taler jo osse på dansk om at tabe ansigt. Og det er frygteligt, når det sker - at man taber ansigt. - Selv om vi da har vores strategier til at hjælpe både os selv og andre i den slags situationer, sådan at hele virker knapt så slemt...

Meget enkelt sagt er vores face det samme som vores værdighed. Mere specifikt definerer Goffman vores face som vores selvopfattelse. Hvad er vores rolle i forhold til situationen, i forhold til vores medmennesker og i forhold til verden i det hele taget? Den opfattelse (eller: det face) signalerer vi på alle mulige måder v.hj.a. vores sprog, og hvis vores medmennesker er søde og rare, hjælper de med at bekræfte os i og dermed med at opretholde det selvbillede, som vi signalerer. Der er tale om ren kræmmermentalitet, for hvis modparten hjælper og støtter os, så gengælder vi naturligvis osse deres anstrengelser og smadrer ikke deres face. Man samarbejder så at sige om at bekræfte hinandens selvbilleder og dermed om at give hinanden tryghed, gruppetilhørsforhold og i sidste ende en form for identitet (som jo så i sagens natur kan skifte, alt efter hvilket selskab man befinder sig i).

Mange af os har imidlertid haft den oplevelse, at et menneske af den ene eller den anden grund har jordet sit eget face med vilje. Det er ubehageligt, når folk taler grimt eller nedvurderende om sig selv. Hvor er deres selvrespekt? Hvordan skal vi have respekt for dem, når de end ikke selv respekterer deres egen person? Skal vi hjælpe dem med at opretholde et såkaldt negativt face? Og hvad kan de så ikke finde på over for os andre? Disse mennesker overholder ikke Goffmans regler, og dét føles underligt og ubehageligt.

Endnu værre er det dog med grupper, der jorder et enkeltindivids face - sætter spørgsmålstegn ved hans autoritet (som når elever fx ignorerer en lærer og bliver ved at snakke indbyrdes, selv om der undervises), udstiller hans (manglende) viden, hans evne til at indgå i gruppen (fx ved ikke at grine af hans jokes - eller grine, når han absolut ikke er humoristisk...). Så er vi ved at være ovre i en så grel intimidering af face, at det grænser til mobning. Altså dét at der bevidst gås efter at udstille en person ved at smadre dennes face og gøre ham til grin.

.....

Jeg har tænkt en del på gamle Goffman på det sidste. Lige siden teenageårene (måske tidligere) har jeg været en rigtig drillepind. Rap i replikken og i perioder en sand plage for mine omgivelser, fordi jeg altid gik lige til grænsen (og somme tider over den) i forhold til andre menneskers face. Husker, at jeg allerede som 10-årig fik følgende vidnesbyrd med hjem af min kvindelige musiklærer, som jeg nu ellers godt kunne lide: "Lommen snakker meget i timerne og må godt spare på sine til tider spidse kommentarer til undertegnede [altså læreren]". Orv, jeg blev flov! Tænk engang, at hun havde følt sig så stødt. Den dag i dag næsten tyve år senere har jeg stadig lyst til at ringe og sige undskyld. Hun skulle i øvrigt bare vide, hvor sart jeg er blevet...

For ved I hvad? Jeg kan sgu ikke længere klare noget som helst - ikke en brøkdel af, hvad jeg førhen kunne håndtere. Jeg ved ikke, hvad der er sket i løbet af det sidste års tid, men særligt efter min beslutning om ikke at pingponge mere, så er de rappe replikker svundet ind helt af sig selv. Min hjerne er TOM, når folk flaber den over for mig. Og det gør ondt langt ind i maven, når nogle, jeg ikke kender helt godt nok, siger noget drillende til mig. Jeg bliver usikker på deres følelser for mig og helt fantastisk ked af det. Hvor mange aftener har ikke allerede dette forår været ødelagt på grund af bemærkninger, der burde have været glemt minuttet efter?

Og nu er det så, jeg spørger mig selv: Hvad filen er egentlig forskellen på kommunikation med intenderet face-tab (mobning, spydighed) og så på såkaldt venskabeligt drilleri? Er det face-tab, når man føler det som et face-tab? Eller er det, når modparten intenderede at jorde én, at det kan klassificeres som et sådant? Og hvorfor er det lige, at jeg nu i modsætning til førhen næsten kan sidde og tude for mig selv bagefter ved tanken om ting, folk har sagt og tydeligvis (ud fra ansigtsudtryk og den øvrige relation at dømme) ment som en joke? Er det, fordi jeg mærker mit face mere? Altså, hallo!! Vi taler hævngerrige tanker om den totale, uhumoristiske ydmygelse af modparten for ganske harmløse ytringer (som min hjerne så altså desværre ikke finder harmløse overhovedet). Er dette den negative side af rent faktisk at have fået sig et selvværd? Eller er jeg bare blevet gammel og selvhøjtidelig og kan ikke klare en lille udfordring?

Er faktisk meget forvirret og frustreret over dette. Kan man nu ikke engang drille mig mere? Det var jo ellers smadderskægt. På det sidste har det bare slet ikke været sjovt - med mindre jeg kender folk rigtig, rigtig godt. Nu står jeg mest og kigger - og føler mig som en torsk på land. Er det virkelig den klare følelse af egne grænser, som gør det her? Hvorfor kan jeg ikke skelne mellem sjov og alvor?

Skal jeg lære at grine ad mig selv igen? Skal jeg bare glæde mig over min nye værdighed og se i øjnene, at dette er bagsiden af medaljen, når man har et selvværd (kan de sgu da for hulen ikke mene...!)? Er det her bare en overgang, fordi jeg har været vant til at lukke følelserne inde i sarkasme, og jeg nu har valgt at lukke lidt mere op for sårbarheden?

Lommen - frustreret og følsom

P.s. Hvis du kunne tænke dig at læse lidt mere om Goffman og hans face-begreb, findes et oprids her.

3 Comments:

Blogger Terse sagde...

Som djævelens advokat: hvis du har fået et selvværd, hvorfor så overhovedet bekymre sig om, hvad mennesker som du ikke kender føler for dig?

Eller med et andet take: Når det lykkes én at ændre mønstre står man pludselig uden erfaringer at trække på - man skal betræde ukendt terræn. Selvfølgelig bliver du utryg og forvirret, det er jo et helt nyt landskab du bevæger dig i. Balancen skal nok indfinde sig.

26 maj, 2006 00:22  
Blogger Pernille sagde...

@Terse: Pointtaken! Meeen selvværd er jo ikke enten eller... Det kan være mere eller mindre stærkt, ikke? Og visse dage er værre end andre, når det kommer til at tackle andres kommentarer. Tror dog osse, at visse mennesker tilsyneladende tackler det godt, fordi de ikke helt kan finde ud af mærke efter.
Mht balancen: Jeg håber, du har ret. Dit ræsonnement om, at man til de nye mønstre osse liiige skal have nogle erfaringer at trække på, er meget præcist. *Tænker: "Hm... Dén blog må jeg lige tjekke ud."*

26 maj, 2006 00:27  
Blogger Lene sagde...

Hmm... du lyder ligesom mig.. Jeg kom til at tænke på om du , ligesom jeg, har overvejet at i den tid hvor det gik fint med at være sarkastisk er der måske andre der har været "følsomme" og dermed lidt sårede af din sarkasme... Altså ligesom du nogle gange vender og drejer tingene nu, sådanne perioder har nogle af dine nære og bekendte måske haft, mens du har været sarkastisk og flydt oven på og man har dermed givet nogen unødig grund til tankespind over det man har sagt?
Giver jeg mening?

28 maj, 2006 13:55  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home