Far og datter

Nede ved den frodige søbred, mødte jeg forleden på min daglige gåtur en far og hans datter. De var på cykel. Faderen bagerst, hans lille pige med lyserød cykelhjelm lidt usikkert slingrende på sin barnecykel foran ham. En lille angst i barneøjnene, da de opdager mig, som skal forbi på den ikke alt for brede sti. Hun trækker lidt ud til siden, og straks er faren dér: "Flot, skat!"
Jeg tog mig selv i at smile over hele fem-øren.

Den dag så jeg en lille pige vokse. Jeg kunne se osse hendes smil brede sig ud over det lille ansigt under cykelhjelmen, og kroppen, der lige pludselig rettede sig lidt mere op i sadlen. Og så ønskede jeg, at jeg kunne komme i tanke om tilsvarende øjeblikke fra min egen barndom. Og tænk, dét kunne jeg - lige pludselig. Dér på stien kunne jeg genkalde mig min fars stolte stemme, når han på sin egen sindige, men tydelige måde fortalte mig, at noget var godt klaret af den lille Lomme.

Hurra for at møde de gode minder i solskinnet på en søbred mange år senere.