I december 2006 fik jeg hele
tre påmindelser om, at livet
kan slutte fra det ene øjeblik til
det andet...
I alle tre tilfælde var stress en
væsentlig del af forklaringen på
hændelserne.
Klip nr. 1 – juleaften
Min mor har netop for anden gang rakt skålen med brunede kartofler over til mig, og jeg har lige nået at udtrykke stolthed og glæde, fordi jeg for første gang nogensinde helt egenhændigt har stået for familiens julemiddag. Den er, osse ifølge de andre, præcis som den skal være. Jeg er glad, selv om julestemningen af en eller anden grund har været mere end svær at finde frem i år.
Pludselig bliver min far imidlertid meget stille. Med ét er han helt hvid i ansigtet, og jeg får med det samme fornemmelsen af, at noget er helt galt. Han mumler noget om, at han føler at ”han godt ku’ lægge hovedet ned på bordet nu”. Få sekunder senere er hans tale reduceret til en uartikuleret rallen, og han reagerer ikke, da jeg næsten råber ”Far!” lige ind i hovedet på ham. Jeg kommer hurtigt op fra spisestuestolen, det samme gør min bror, mens vores mor ser lamslået til.
Jeg får fat om min fars brystkasse og løfter ham ned fra stolen for at lægge ham på siden på gulvet. Jeg holder ham først støttende under hovedet og får så bakset en pude på plads. Jeg kan stadig ikke få kontakt med ham, selv om jeg gentagne gange dasker ham på kinderne med hånden.
Min bror er heldigvis ikke sen og råber fra sin plads nede ved telefonen, hvor han er klar til at taste 112, at jeg skal hælde noget vand i hovedet på min far. Som sagt så gjort. Jeg får knappet Fars skjorte op, og vores mor åbner vinduet, så der kan komme frisk ilt ind i det julevarme rum.
En masse meget ubehagelige og forvirrede tanker farer gennem mit hoved i de sekunder: ”Er han ved at dø???” ”Hvorfor f... fik jeg aldrig taget det førstehjælpskursus, som jeg har ævlet så meget om??” ”Tænk hvis Mor havde været alene med ham i aften...”
Min far hoster og sprutter nu i stedet for at ralle. Han åbner øjnene og beklager sig lavmælt og groggy over at få hældt vand i hovedet. Han kommer op at stå og er helt bims, men virker dog nærværende. Så kaster han pludselig op, men er dog fiks nok til at få hånden op for munden, indtil vi får en balje frem fra køkkenet, som han kan knække sig i.
Vi får ryddet op og gjort rent efter optrinnet, der dog kun har griset en smule. (Min fars største bekymring var betegnende nok, om han svinede gulvtæppet til...).
Bagefter viser det sig, at han intet husker fra selve hændelsen.
Jeg forstår pludselig, at min far er et menneske. Et menneske, der aldrig har beklaget sig, er pissedårlig til at sætte grænser og sige stop – selv når han er meget overbebyrdet. At han har trukket læsset for tit, når min mor har været for svag til at ha’ overblik og ansvar. Ligesom min mor vist trak læsset, da de var unge...
Han har stresset over julen. Over om han gjorde alting godt nok. Over om vi syntes, det var godt nok – syntes, at han strakte til. Han har flere gange gentaget, at var jeg ikke kommet hjem, var der ingen jul blevet. Sådan har han aldrig sagt før. Jeg burde ha’ hørt, at det, han i virkeligheden sagde, var: ”Jeg har følt mig så alene med det hele, Nille.”
Min mor græder først lidt senere, da det hele er ovre. Det arme skind blev så forskrækket – og måske lidt brødebetynget. Hun aer min far over kinden, kysser ham og siger, han ikke må forlange så meget af sig selv. Jojo, hun har fattet, hvad det drejer sig om, høres det. Min far afviser for et syns skyld vores omsorg og velmenende råd om at blive tjekket af lægen (jeg insisterer!), men jeg lægger mærke til, at han selv beder om lov til at hvile sig, inden vi pakker gaver ud. Ingen protesterer.
Jeg kan se på min brors eftertænksomme ansigt, at han tænker meget af det samme, som jeg selv tænker om vores far dér i stuen, hvor der nu lyder en sagte, sovende vejrtrækning fra den sofa, hvor vores far ligger. Jeg kan se, at der hos min bror osse er en yderligere dimension i tankerne:
I de sidste par år har han rodet sig ud i et par meget ubehagelige hændelser pga stress og laden hånt om sine egne grænser og sit helbred. Han ligner vores far mere og mere. Og dér foran os på sofaen, godt stablet op med puder og et glas vand ved sin side og vores mors hånd på kinden, ligger nu en mand knap fyrre år ældre end min bror og hviler ud efter at ha’ givet sin familie et alvorligt chok, fordi han nåede sin grænse...
Vi har en dejlig juleaften herefter. Min far føler sig bedre tilpas efter en lur, og vi synger som altid mange julesalmer. Og ligeledes traditionen tro synger jeg for. Jeg er ikke troende. Men jeg tænker alligevel lidt mere end sædvanligt over teksten til Dejlig er Jorden...
Jeg forstår, at livet er skrøbeligt.
Klip nr. 2 – ca fjorten dage tidligere
Jeg er hjemme hos mine forældre. Det er, som om der kun er to muligheder ift søvn, når jeg opholder mig i mit barndomshjem: Enten sover jeg som en kampesten – eller osse sover jeg ad Helvede til.
Well. Denne morgen (snarere middag) har jeg sovet fabelagtigt og vågner totalt groggy og tung i hovedet på den gode måde, tumler ud af sengen, hiver dynefutter på i det evigt fodkolde hus, børster tænder og får mig selv inkl. lodret morgenhår bugseret op i køkkenet.
Jeg venter at møde min fars drillende blik og den sædvanlige kærligt stikkende kommentar, der lyder noget i retningen af: ”Godmiddag, frøken – nå, De kom op inden aftensmaden, ser jeg...”
Men i stedet er det første, der møder mig, min mors ængstelige øjne. Min fars yndlingsplads i køkkenets spisekrog er tom, og hans elskede mokkakop står stadig klar til brug, men urørt på bordpladen. Køkkenet er halvmørkt. Ingen kaffeduft. Ingen avis. Ingen frugt skåret i skiver. Ingen tændte stearinlys.
”Far er taget ind til byen. [Min brors navn] har overnattet på hospitalet. Han har fået et blackout efter julefrokosten i går. Far er taget ind for at hente ham...”.
Hun siger noget mere. Men jeg opfanger det ikke. Det svimler for mig. Min brors navn og ordet ’hospitalet” runger for mit indre øre. Min puls er pludselig så dunkende, at det gør ondt i brystet. Jeg tager mig sammen og lytter videre.
Det viser sig, at min brormand efter sin julefrokost er blevet fundet bevidstløs midt om natten i en opgang inde i byen. Ikke bare lige inden for gadedøren, men oppe på fjerde sal. – Og det kun iført en t-shirt. Ingen boxers, ingen bukser, ingen sko. Ingenting ud over den t-shirt havde han på.
Han erindrer intet fra timerne efter sin sortie fra julefrokosten til sin opvågnen på hospitalet.
Ud over sit tøj har han osse mistet sine penge, sit sygesikringskort, sit pas (som han havde med for det tilfælde, at han sku’ legitimere sig, hvis de sku’ videre i byen – han ser stadig lidt ung ud), sin mobil og sine nøgler.
Mere fortalte han ikke i det korte opkald fra hospitalets telefon, hvori han bad vores far om at komme og hente ham. Vores far tog selvfølgelig straks af sted med lidt af min brors tøj og en ekstranøgle til hans lejlighed under armen. I øvrigt kun for to timer senere at vende alene tilbage: På hospitalet havde man nemlig forsikret ham om, at min bror blev udskrevet kl. 14, altså tre timer tidligere...
Men dette ved min mor og jeg ikke endnu.
Da min far heller ikke har nogen mobil, bliver situationen nu noget værre rod:
Min bror ringer atter hjem fra hospitalet og spørger os, hvor Far dog bliver af. Min mor og jeg bliver meget nervøse; det er længe siden, han tog af sted. Hvorfor er han endnu ikke ankommet til hospitalet?
Det viser sig siden, at hospitalspersonalet har klokket i den og givet min stakkels far en forkert oplysning. Min far kommer hjem, snakker endnu en gang med hospitalspersonalet. De har heldigvis åndsnærværelse nok til at spendere de penge, som en taxa til min stakkels bror koster.
Da min bror så endelig kommer hjem til os – kun iført et par afskyelige hospitalsboxers og gårsdagens t-shirt – bliver vores undren over hele forløbet ikke mindre:
Han er naturligvis ved ankomsten til hospitalet både blevet testet for narkotika i blodet (nogen ku’ ha’ bedøvet ham uden hans vidende). Han har osse fået målt sin promille. Han kan derfor berette, at der absolut ingen tegn var på bedøvelse eller anden stofindtagelse, og at hans promille var ganske beskeden (1,5), hvilket passer glimrende med hans eget udsagn om, at han stort set intet drak i løbet af festen.
Min bror får senere alle sine ting på nær kontanter og mobil tilbage. Selve hændelsen forbliver dog et mysterium:
Hvordan var han kommet ind i den opgang, hvor han blev fundet? Hvorfor lå han helt oppe på fjerde sal? Og hvorfor netop dén opgang langt væk fra noget som helst, man kunne sætte i forbindelse med min bror og med den fest, han havde været til? Hvorfor får han black out, når han tilsyneladende ikke er påvirket af hverken stoffer eller – i nævneværdig grad – alkohol? Hvem har taget hans ting? Og hvem har ringet efter en ambulance? Er det den samme person, som har bestjålet ham? Hvorfor er han allerede ved indlæggelsen stort set afklædt? (Det ku’ han huske, at han var).
Min bror indser vist endelig, at hans værste fjende er ham selv og hans insisteren på at klare alting selv, uanset hvad. Han har sovet alt, alt for lidt i ugerne op til hændelsen og arbejdet alt, alt for meget og – fortæller han siden – ved flere lejligheder ligefrem haft ondt i hjertet af stress. Eksamen og overarbejde spiller ikke sammen – ikke i de mængder.
Jeg forstår, at jeg stadig skal kigge lidt efter min bror. Tage hånd om ham nu og da. Minde ham om, at det ikke bare er okay at drage omsorg for sig selv, men ganske enkelt livsnødvendigt.
Jeg forstår, at livet er skrøbeligt.
Klip nr. 3 – cirka tre uger siden
Måske er det, fordi jeg dér i decembermørket går og skælder mig selv ud over, at jeg havde glemt, at jeg havde lovet min bankrådgiver at dække det sidste af et gammelt overtræk – hvorfor jeg nu (en uge inde i december) finder ud af, at jeg knap nok har penge at købe mad for resten af måneden – og da slet ingen til julegaver? Måske er det, fordi jeg bare går dér i min egen verden? Jeg ved det ikke.
Faktisk er jeg nu ikke længere inde i den dér verden, end at jeg når at tænke, at når nu mp3’eren drøner i ørerne, skal jeg være ekstra opmærksom på trafikken. Jeg skal over gaden om lidt.
Alligevel sker der få sekunder senere præcis det, enhver fodgænger engang imellem har frygtet. Da jeg denne aftenstund kommer gående ad hovedgaden, og skal over vejen ved en rundkørsel, kører en bil lige ind i mig, idet jeg træder ud på kørebanen. Jeg havde kigget mig for, men bilen opstår som ud af intet lige foran mig.
Den bremser hårdt op, og jeg undgår lige akkurat at blive væltet omkuld. Men min venstre hofte gør ondt.
Der sker heldigvis ingenting. Bilen kørte ved lav hastighed, fordi den rundkørsel var dér.
Jeg er allerede på vej videre, fortumlet og forskrækket, da jeg kan høre en bildør åbne sig bag mig:
”Kom du noget til?” Kvindelig billist. Midaldrende. Oprevne øjne, der lyser af skyld. Hun sad og sov bag rettet. I sin egen verden. Mon hun sad og tænkte på, hvor frygteligt meget hun sku’ nå inden jul?
”Nej”, råber jeg tilbage, ”men tag og se dig for, ikke!” Jeg bliver overrasket over, hvor vred jeg lyder, samtidig med jeg – nu sikkert ovre på modsatte fortov – nærmest har ondt af kvinden. Jeg lyder vred, fordi jeg følte mig truet. Fordi jeg blev forskrækket.
Lige pludselig synes den skrantende økonomi ikke så vigtig mere...
Jeg sms’er til kæresten, som straks ringer til mig. Men jeg tager den ikke, fordi jeg nu er nået ind på biblioteket, som var mit mål. Og dér må man jo ikke tale i mobil. Skriver endnu en besked til ham i stedet: ”Er okay. Blev bare forskrækket. Der skete ingenting.” Er allerede videre i mit travle hoved. Hvad var det nu, jeg sku’ nå?
Kæresten skriver nogenlunde beroliget tilbage, men kommenterer, at ”når han hører sådan noget, bliver han da urolig og bange”. Jeg tænker lidt, han er pjattet og overbekymret. Men er samtidig ufatteligt taknemmelig over at ha’ ham. At vide, han er dér.
Jeg fortæller ikke mine forældre noget. De har nok at bekymre sig om.
Jeg forstår, at det er meget værre for mig at blive mindet om, at de andres liv er skrøbeligt.
