onsdag, januar 03, 2007

Ugens fænomen #1

Jeg har ladet mig fortælle, at enhver
blog med respekt for sig selv har
nogle faste serier af indlæg.
Ugens dit,
månedens dat.
Nu hopper jeg med på vognen!*)

Denne uges fænomen er...
biografernes
forpremierer

Lad det være sagt med det samme: Jeg fatter ikke det her forpremiere-hype, som for mig at se er opstået nærmest ud af det blå i løbet af de sidste par år. I samtlige af Københavns biografer er såvel biografejerne som deres kunder inden for de sidste par år gået i et selvsving af dimensioner, der får sidste års MTV awards-show på Rådhuspladsen til at ligne et uannonceret loppemarked.

Forpremierer synes dog hverken at være at sammenligne med musikbegivenheder eller nogen form for shopping. Nej, den event, der kommer tættest på al den spænding, som forpremieren øjensynligt kan tilbyde, er vel sportsbegivenheden.

"Mål, stillinger og resultater" som det hedder i "Sport på 3'eren" på Danmarks Radio. Folk konkurrerer ligefrem på, hvor mange forpremierer, de har været til - i år...! Og de snakker om, hvor mange kendisser de har set, og hvor meget merchandise, de har hevet hjem.

At det hele sker for disse udvalgte, før det sker for alle andre, er vist nok en helt særlig del af fornøjelsen, som man mindst skal være kulturminister og konservativ for at forstå betydningen af. En del af dette særlige - denne næsten logeagtige mystik, som forpremieren har over sig - er altså selve det at holde alle andre udenfor. - Bare en uges tid i hvert fald.

Biograferne tjener som altid mest deres penge på popcornene. De forøgede billetpriser financierer formodentlig mest den halvsure champagne, som folk er sindsforstyrrede nok til at betale ekstra for et glas af.
Eller osse går pengende til de mere eller mindre afdankede kendisser, der har tid til (og brandingmæssigt brug for) at komme og præsentere den pågældende film så aldeles forudsætningsløst, som hvis jeg præsenterede galvaniserede, ligekærvede skruer.

MEN: Der er reklamer, branding, kontrakter og netværk i det. Siger de, biograffolkene. Og det er bare såååå sjovt at prøve sådan noget glamour, siger biografgængerne. Jamen, hurra for det - aviserne trykker pseudonyheder om, hvem der vinder dansekonkurrencer i tv, og biograferne laver ekstra premierer for dem, som er liiiige ved at være kendte - ja, og så selvfølgelig dem, som gerne ville være det.

Jeg fatter altså ikke, at folk giver cirka halvanden hund for det fis!

Pssst - fik jeg nævnt, at min bror nok hiver mig med til forpremieren på Harry Potter til sommer...? Jeg tager da med, hvis jeg får chancen, men det er naturligvis udelukkende, fordi jeg gerne vil se filmen. *Host*

Lommen - principfast hele vinteren og foråret med...


*) Kæresten ville sikkert hævde, at dette er et tilløb til det, han betegner "breezer-indlæg". Han må tro om igen.

3 Comments:

Anonymous Anonym sagde...

Jeg har engang været til én af de dersens for-premierer med kendisser og det hele. Og jeg kom til at gå ind i de lounge-område, der var reserveret de "fine" gæster.

Udover det, så må jeg medgive, at det ikke var noget der satte ild i mine trusser ;-D

03 januar, 2007 21:29  
Blogger Lizelotte sagde...

Nu siger du godtnok "pseudonyheder". Det var lige det ord, jeg tænkte, da TV-avisen for nylig bragte et længere indlæg om en af de engelske prinser, som var blevet færdigt på et eller andet militærakademi.

På en skala fra et til ti - hvor ligegyldigt er et så??

06 januar, 2007 17:29  
Blogger Lommen sagde...

@Lucy:
Fine gæster? Jamen, så var du jo gået det rigtige sted hen! Prøvede du vel osse at fortælle dem?? :-D
Ild i dine trusser? Nej, den slags er der vist... andet... der sørger for for tiden. Pardon my French, men dén BAD du altså selv om! :-D

@Lizelotte Livsnyder:
Ja, hvor ligegyldigt er det? Hm... Næsten ikke til at afgøre, jo! :-D men hvis skalaen går til 10, ligger omtalte "nyhed" så ikke omkring 73...?

06 januar, 2007 23:50  

Send en kommentar

<< Home