tirsdag, januar 30, 2007

Om at få dét, man havde brug for

Eneste - absolut eneste - sang med Robbie-drengen, som jeg kan holde ud at høre på, drøner ud af højttalerne, og jeg sidder og skråler med foran Nordvestjydens puter:

You think that I'm strong
you're wrong, you're wro-o-ong...

Ikke fordi jeg sådan føler mig specielt svag eller noget - det er bare en god skråle-sang. Og jeg er glad. Og jo, lidt blød er jeg måske. På den gode måde. Har affundet mig med det.

I går gik det op for mig, hvad det lige fra starten er, der har fået mig til at føle mig så vidunderligt tryg og glad i det her forhold - og som vist efterhånden gør det muligt at tro på, at det består:

Det er noget med en stor grad af betænksomhed og tagen ansvar... Alle de dér små ting, som at jeg véd, at han holder de aftaler, han indgår, og at det osse er ham, der kommer og siger: "Jeg tænkte på, sku' vi ikke...?"
Og det kan være alt - lige fra "sku' vi ikke gå ud og spise?" og "sku' vi ikke se film i aften?" over til "sku' vi ikke tage os tid til at snakke det her ordentligt igennem?"

Jeg var mor for min mor i mange år. Og logisk nok var der så ikke rigtigt nogen til at være mor for mig. Jeg prøver for tiden at acceptere, at det kan være dét, der gør, at jeg er sådan en hund efter tryghed og stabilitet (samtidig med at jeg nu og da vil ha' lov at ha' mit helt eget rum og tænke lange, snørklede tanker alene).

Jeg prøver at acceptere, at jeg bliver ovenud lykkelig, når jeg lister i bad om morgenen og opdager, at han har sørget for at hænge MIT håndklæde op på radiatoren for at det ku' være varmt, når jeg kommer derud... Jeg prøver at give slip og turde nyde det fuldt ud. Mærke den dér boblende Benny Andersenske hverdagslykke.

Og jeg forsøger samtidig at tackle det stik, det osse giver, fordi min mor ikke gjorde sådan - i lange perioder ikke sørgede for alle de små ting og passede på mig. Det er et lille stik efterhånden. Et ganske lillebitte ét. Et stik, jeg næsten er kommet overens med. Jeg véd, at der var gode grunde.

Men giv mig lige fem minutter mere, ikke?

Lommen - alt det, jeg lige stod og manglede

2 Comments:

Blogger Lizelotte sagde...

Selv med en tryg og omsorgsfuld opvækst kan man sagtens længes efter nogen, der vil vise en omsorg og give tryghed.

Jeg fandt den, da jeg fik min Bruno. Det var sådan "DYBT SUK - jeg er hjemme"-agtigt. Og det er det bedste i verden.

Selvom jeg ikke er sådan en lille uselvstændig en, nyder jeg fornemmelsen af at der er nogen, der giver mig kærlighed ubetinget, og som altid har en arm og et bredt bryst, jeg kan putte mig ved. Det føles som en tilbagevenden - ikke til barndommen, men til den tryghed og varme, jeg fik fra mine forældre dengang.

Plads til at blive "passet på" - og til at være sig selv og tænke de der snørklede .... det er jo nemlig optimalt.

31 januar, 2007 12:40  
Anonymous alice sagde...

Du kan også få 10 minutter, hvis du vil have det ;o)

Jeg behøver ikke at blive ved med at skrive, hvor skønt det er at læse om, at det går godt, og at du er glad vel?

31 januar, 2007 16:20  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home