tirsdag, januar 16, 2007

Det dér med mænd og kvinder

Jeg kan huske engang, da min
daværende kæreste og jeg havde
mange problemer og skændtes
meget. Jeg syntes ikke, jeg fik det,
jeg havde brug for. Mange af
sammenstødene startede, fordi
jeg følte mig forsømt.
Og kunne han
da ikke se?
Jeg klagede - rent undtagelsesvis -
min nød til et par veninder. Efter
at ha' lyttet opmærksomt nogen tid,
sagde de begge noget i retning af:
"Pernille, det dér får du aldrig fra
nogen mand i verden! Det er pigeting,
du efterlyser! Du må komme til os
eller nogle andre veninder, når du
har brug for det dér...".


Når jeg fortæller, jeg pletsover meget for tiden
Når jeg fortæller, jeg er nervøs for fremtiden
Når jeg fortæller, jeg er træt af specialet
Når jeg fortæller, jeg har mange mareridt
Når jeg fortæller, min mor er på hospitalet
Når jeg fortæller...

Så er spørgsmål som...

- Er der noget galt, siden du ikke kan sove om natten, Pernille?
- Hvad er du nervøs for?
- Hvad er du mere præcist træt af på studiet lige nu? Jamen, hvad kunne muntre dig op ift specialet?
- Er du bekymret, fordi din mor igen er på hospitalet?
- Er det de samme ting, du har mareridt om hver gang? Og hvorfor tror du, du har de mareridt?

... så er sådanne spørgsmål det samme som en tryg og kærlig arm omkring mine skuldre, et kys på panden og et par forstående øjne. Sådanne spørgsmål er at tage imod mig.

Men kan det virkelig passe, at evnen til rent faktisk at høre, hvad der bliver sagt (og på den baggrund spørge lidt ind) udelukkende er en kvindelig evne? Kan det passe, at mænd bare regner med, at jeg af mig selv kommer og siger det, hvis der er noget galt?

Jeg har altid nægtet at tro, at der var den store forskel på, hvad mænd og kvinder havde brug for på sådan et psykologisk, almenmenneskeligt plan. Nu er jeg ikke længere så sikker... Jeg frygter, at jeg går og håber på det umulige. Fra faderen, fra kæresten, fra de gode mandlige venner. Jeg har fortalt dem dette - og jeg ved, at der er få ting, de hellere ville give mig end dette. Men det er vist vanskeligere for dem, end jeg nogensinde forestillede mig.

Jeg er ikke tilhænger af den stereotype kvindelige gættekonkurrence, som så mange mænd klager over at blive udsat for diverse afarter af. Jeg er helt på det rene med, at hverken kæresten eller andre mænd kan gætte, hvad der foregår i mit hoved. Så jeg kan sagtens sige til dem, at jeg sover dårligt, at jeg er nervøs osv..

Men er der noget galt i, at jeg altså meget gerne vil spørges lidt, når jeg nævner sådanne ting. Så jeg véd, det er i orden, at jeg udbreder mig yderligere? Er det helt urimeligt, hvis jeg føler, at et ekstra spørgsmål eller to er omsorg (osse selv om de spørgsmål måske rammer helt ved siden af)? Her er det den ytrede tanke, der tæller!

Hvad er det gode, indsigtsfulde perspektiv på den her, folkens?
Er ved at ha' tænkt mig selv til blods og mangler ærligt talt lidt frisk ilt til hjernen... Har jeg mon stirret mig blind på en bestemt form for omsorg som den væsentlige? Må jeg bare ta' mig sammen og lære, at ikke alle mennesker viser omsorg på samme måde og lære at leve med nogle af disse "andre former"?
Eller kan jeg rent faktisk godt stille krav om, at jeg vil spørges ind til og "hives fat i"?

Lommen
- mænd og kvinder: to slags, én art...

9 Comments:

Blogger Lene sagde...

nu har jeg grublet over dit indlæg over opvasken her til morgen, og jeg vil sige ja til blindhed, hvis du mener, der er en form for omsorg, der er mere end de andre.
Men også ja til at det er i orden, at du siger, jeg vil gerne at I stiller uddybende spørgsmål, men forvent ikke at det altid lykkes. Jeg har boet sammen med min mand i 24 år, og i dag lægger jeg mærke til de andre former for omsorg han yder, nu kender jeg ham jo ;-), men han har også lyttet til mig, så han prøver også at give mig den omsorg, jeg har efterlyst.

16 januar, 2007 08:50  
Anonymous Lenore sagde...

Jeg ved godt, det lyder kliché agtigt, men prøv at læse John Gray's "Mænd er fra mars, kvinder er fra venus".

Det var en øjenåbner for mig. Nu er det et par år siden, men jeg husker forklaringen på det eksempel, du giver, som det følgende.

Mænd vil som regel gruble over deres bekymringer selv. Når de har fundet en løsning, får de ro. Hvis de ikke kan finde en løsning, spørger de andre om hjælp. Det eneste formål med at tale med andre, er altså at få hjælp til at finde en løsning.

Kvinder derimod har behov for at tale om ting simpelthen for at få luft, også selvom der allerede er fundet en "løsning".

Konflikten opstår når de to slags ræsonnementer mødes. Når kvinden f.eks. siger, "jeg sover dårligt om natten", har hun brug for at høre "det er jeg ked af at høre, er der noget i vejen?".

Men manden vil typisk svare "så lad vær med at drikke kaffe efter kl. 20", "så gør det.." , "hvorfor gør du ikke bare...". Han antager, at du taler om det for at få hjælp til at finde en løsning.

Når han reagerer sådan, udvikler det sig let til en diskussion. "Jamen, jeg har jo gjort..".

Jeg introducerede min ekskæreste til den her bog og specielt det her eksempel, og jeg synes faktisk, det hjalp en hel del. :-)

16 januar, 2007 10:22  
Blogger Mie sagde...

Kære Lomme...

Lenore kom mig i forkøbet - mænd vil rigtig gerne yde omsorg.... rigtig, rigtig gerne! De vil gøre ALt for at undgå, at deres kvinde (datter, søster, veninde, whatever) lider og måske endda græder. ALT. Derfor er deres omsorg løsningsorienteret - der er åbenbart et problem, der forårsager tristesse, jeg må finde løsning. Derfor de gode forslag - gør dit og dat, måske hvis du, hvorfor ikke prøve at, osv. osv. osv.

Hmmm - tager du selv en ctrl-c/v på Lenores kommentar.... forekommer mig, at jeg bare gentager :D

Løsninger ER omsorg, Lomme - men selvfølgelig ikke, hvis det ikke er løsninger, du efterlyser! ;-)

16 januar, 2007 10:46  
Anonymous toke sagde...

Okay, lad mig prøve at give mit besyv (eller otte) med. Mest af alt til det sidste du skriver.

Det er jo ikke fordi jeg ikke selv har fået det her af vide af dig før. Som Lenore og Mie skriver så har mænd (og i hvert fald mig) nok en større tendens til "red-verden"-genet, at vi helst ville løse alle problemer for alle vores venner. Jeg mener så ikke at det er isoleret til mænd det gen her, kvinder kan også sagtens have det (læs: min mor). Som Mie skriver er dette bestemt en form for omsorg, omend den kan være misforstået engang imellem.

Jeg synes sagtens du kan kræve at venner og kæresten skal stille spørgsmål, spørge ind til hvad det er der plager dig og ikke mindst hvorfor det plager dig. Personligt synes jeg ikke altid det er lige nemt at stille, eller måske nærmere finde, de søgende spørgsmål, hvorfor kan jeg ikke lige finde ud af, men det kan være jeg skal til at overveje det lidt mere *skævt smil*. Det med at lære at stille de gode spørgsmål er ikke noget der læres 'overnight', så der kan blive noget skuffelse involveret fra din side overfor de her fyre...

NÅr alt det er sagt så lad det også være sagt at jeg ikke lige er typen der skal gå og gruble over noget helt for mig selv. Jeg foretrækker at få vendt tankerne med andre, specielt hvis de er negative. Jeg har en kedelig tendens til at tænke mig selv ned i huller jeg ikke så nemt kan komme op ad igen :-).

16 januar, 2007 14:14  
Blogger Pernille sagde...

@Lene:
Jeg tror i høj grad, du har ret i, at det er noget skidt, hvis man kun bemærker én slags omsorg, fordi det lige netop er den, man har stirret sig blind på. Jeg ved, at fx min mor har måttet lære, at én af min fars største kærlighedserklæringer er, når han laver morgenmad parat til hende eller renser tagrender... :-) Omvendt er jeg glad for at høre, at man kan finde sig til rette et sted midt imellem den typisk kvindelige og den typisk mandlige tilgang til det her!

@Lenore:
Jeg har ellers altid HADET den titel (selvhjælpsbøger er ikke mit store nummer), men det ku' da godt være, jeg sku' kigge lidt nærmere på den...
Flere af de mænd, jeg kender, er nu ellers absolut ikke "grublere". I hvert fald er det sådan, at de godt kan komme til mig EFTER grubleriet og sige, hvordan de har det uden nødvendigvis at være specielt løsningsorienterede, synes jeg. Ofte har de faktisk netop det dér behov for "bare at få luft". :-)

Jeg synes, det værste er, hvis jeg virkelig åbent fortæller om ting, der går mig på, og jeg så INGEN reaktion får. Der er ingen, der forlanger, at mænd (eller nogen andre) skal kunne læse mine tanker. Men det er hårdt at opleve, at hvis man ytrer sine bekymringer, så kommer der ikke andet end tavshed og et par grynt.
Hvis nogen forsøger at komme med en løsning, har jeg intet problem med at fortælle dem, at det er sødt af dem, men at det ikke er dét, jeg har brug for. Det er det her "ingenting", jeg frygter, fordi jeg bliver så såret.

Til gengæld har det slået mig, at jeg måske er lidt for frygteligt god til at være så velformuleret, at det lyder, som om jeg slet ikke har BRUG for omsorg. Og dér skal jeg sgu nok til at øve mig lidt - i at VISE sårbarheden snarere end at postulere den... *Mental note skrevet med rødt*

@Mie:
Det er ikke ret tit løsninger, jeg efterlyser. Og det har jeg osse været ret åben omkring over for diverse mandlige bekendtskaber.
Men du har nu alligevel ret i, at der ER noget med mænd og løsninger...
Og jo, din kommentar minder om Lenores, så læs evt. mit svar til hende osse. :-)

@Toke:
Jeg hæfter mig meget ved din ytring om, at det er svært at vide, hvordan man stiller de dér spørgsmål.
Jeg tror ærligt talt, vi er nogle evigt snakkende individer, som simpelthen ikke fatter, hvor svært det kan være at formulere de dér ting og gå i kødet på andre. Om mænd generelt har sværere ved det end kvinder, er jeg ikke sikker på. Tror mere, det er et spørgsmål om, hvorvidt man er indadvendt eller udadvendt af natur, og dét er vel ikke bundet op på det biologiske køn...?

Tror derudover, det er ret vigtigt at overveje, at det, som man (jeg) selv finder nemt, ikke nødvendigvis er så nemt for andre...
I det hele taget er overførsler som altid farlige: Hvis jeg er lidt ligeglad med en eller anden (eller ikke har overskud), spørger jeg ikke ind. Derfor kommer jeg nemt til at læse det samme ind som årsag, når mine nære ikke spørger mig.
Måske var det en idé at få øjnene op for, at mennesker endnu en gang viser sig at være forskellige - og at tro på, at éns nære selvsagt gerne VIL...

Mht red verden-genet, så er jeg ret overbevist om, at kvinder og mænd i denne henseende vil redde verden på to RET forskellige måder... :-)

16 januar, 2007 15:59  
Anonymous toke sagde...

@Pernille: Tænker man på vores fædre, eller i hvert fald min far og din far som jeg har fået ham forklaret, så ligger der måske en lille forklaring gemt her. Enten det eller også er jeg i gang med at digte historier :-).

Vores forældre er opdraget efter nogle meget anderledes normer end vi er blevet det i store træk. Heriblandt også den gamle cliche om at mænd ikke snakker om følelser, og ikke skal påvirkes alt for tydeligt. De rammer bryder ned engang imellem ved jeg, men kunne det ikke tænkes at en del af den her tankegang hænger ved og er blevet overført til vores generation? At det at fyre er dårligere til at spørge ind ikke så meget er biologisk bestemt, som det er (en rest af) en samfundsnorm?

Selvfølgelig har det også en hel masse at gøre med ud- og indadvendthed for den enkelte person. Har fyre en tendens til at være mere indadvendte...?

For en genert person vil det være meget mere grænseoverskridende at begynde at spørge ind, fordi der hele tiden vil ligge overvejelsen om, om man nu kommer til at træde den andens grænser for nær. Det er naturligvis et misforstået hensyn, men jeg er ret overbevist om, at det i mange tilfælde er det, der vil løbe gennem hovedet på en genert og indadvendt person.

Men ja, som du siger er det uhyre vigtigt at holde sig for øje at vi mennesker altså er forskelligt indrettet og har forskellige anlæg for forskellige ting. Du er gudsbenådet dygtig til at spørge om de helt rigtige ting, en af de ting jeg holder så meget af ved dig, og du forventer nok meget det samme af andre mennesker. Man er vist nødt til at tro på at ens venner kun vil det bedste for en, og giver en alt det hjælp, støtte og forstand de kan. Det er jo trods alt ikke for sjov skyld jeg er fartet nordpå på de særeste tidspunkter af døgnet ;-).

Derudover vil jeg gerne en dag ved lejlighed høre lidt om hvad forskellen på mænds og kvinders red-verden-gen er...

16 januar, 2007 16:37  
Anonymous Anetq sagde...

Læste engang en bog af to amerikanske psykologer så vidt jeg husker (det var ikke Venus&Mars), der netop handlede om mænd og kvinders forskellige sprog: Kvinder beder om omsorg (så skal de nok kunne klare problemerne), mænd svarer med løsninger... og omvendt: at mænd beder om løsninger og får omsorg i stedet.
Det forklarede meget godt, hvad der gik galt mellem mig og kæresten; Jeg var ked, han sagde: "Nåmen, det er jo ikke noget problem, du skal bare..."
Selv som én der ellers sjældent passer i den typiske-kvinde-kasse, ramte det hovedet på sømmet!
Personligt tror jeg det er miljø i meget høj grad, når man læser "Self-Made Man" (Om Norah Vincent der var undercover som mand i et år - som i øvrigt var starten på b(l)ogklubben) ser man tydeligt, hvordan mænd socialiserer hinanden til problemløsningsmodellen... Bogen kan varmt anbefales!

16 januar, 2007 21:23  
Blogger Pernille sagde...

@Toke:
Jo da :-) Selvfølgelig kunne det tænkes, det der er tale om en samfundsnorm. "At spørge ind" er nærmest det samme som at "snakke følelser", jo - og det ved vi jo alle, at mænd ikke just er (blevet) socialiseret til... :-)

Tak for din ros, i øvrigt. :-) Komplimenten vedr. det at være god til at spørge ind kan OSSE bruges som en reminder til mig om at huske, at verden ville være kedelig, hvis vi alle var gode til det samme og gjorde alting på samme måde...

@Anetq:
Har lyst at læse bogen lige på stedet! :-) (Frygteligt som boganbefalingerne her i tråden får mig til at overgi' mig med det samme... !-))
Hm... "Hvordan mænd socialiserer hinanden til problemløsningsmodellen"... Meget, meget tankevækkende! For kvinder socialiserer jo osse i dén grad hinanden! - Til at sidde og gennemanalysere alting og pille (mænds) hændelser og udsagn i stumper og stykker og udveksle erfaringer, og mange af os ved jo udmærket, hvor lettende det kan virke... Ikke at orienteringen mod deciderede løsninger aldrig virker for os, slet ikke. Men jeg ved godt, hvad jeg bruger mest tid på. Og finder vigtigst...
Havde egentlig aldrig rigtigt tænkt over, hvad mænd gør - og hvorfor. Dét må jeg til!

Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus.
Ja, og Pernille er så fra Langbortistan...

P.s.
Ellers ganske pudsigt, at jeg netop (igen) i går fik at vide, at jeg virkede, som om jeg var god til at HANDLE ift og finde løsninger på de problemer, jeg løber ind i... Pernille - nu som maskulin? !-)

16 januar, 2007 21:45  
Anonymous Anetq sagde...

Jaja maskulin, det er meget godt, den får jeg også altid - alternativt "Du er da lesbisk, ikke?", men lige på det her plan er man helt klart feminint socialiseret!

16 januar, 2007 22:20  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home