Jeg får traumer og noia over den her sprogbrug, mand!
Hvad er det tegn på, når folk i ramme alvor render rundt og siger ting som fx...
... "jeg får traumer over, hvor lang kassekøen er i Netto fredag lige inden spisetid"?
... "jeg har krise over at skulle aflevere opgave lige om lidt/over at veninden er mobset på mig"?
... "jeg får noia på, når chefen/min mor/skattevæsenet altid blander sig i alting"?
... "jeg bliver depri, når der er fiskedag i kantinen på jobbet"?
... "jeg ved, det er tåbeligt - det bliver sikkert hyggeligt nok - alligevel fortrænger jeg, at jeg skal til fødselsdag hos svigermor i weekenden"?
... "jeg laver overspringshandlinger, fordi jeg ikke orker at færdiggøre den arbejdsopgave, som jeg har lovet chefen at ha' færdig til på mandag"?
... "jeg rydder lidt op, selv om det slet ikke roder - ved egentlig godt, det er lidt neurotisk"?
... "jeg har både lyst til at blive hjemme og gå tidligt i seng og til at tage i byen med vennerne - totalt skizo"?
Er den her sprogbrug udtryk for, at det blevet mindre tabubelagt at ha' psykiske problemer og derfor ligefrem en del af dagligsproget at tale om dem?
Er det dérfor, vi bruger de her ord i flæng?
Eller er sproget blevet inficeret af de mange selvhjælpsbøger og anden lommepsykologi, vi i vores ugudelige og ugidelige ensomhed trøster os med?
Har vi måske tværtimod absolut ingen reel forståelse for, hvad psykiske lidelser og problemer egentlig drejer sig om og medfører af pinsler for dem, som vitterligt er i krise, har depression eller lider af en paranoid-skizofren psykose?
Selv kan jeg ikke lade være med at tænke, at nogle af disse ord og udtryk paradoksalt nok bruges i et forsøg på ikke at snakke om alt det svære i tilværelsen. For at opretholde en eller anden distance og kontrol.
"Jeg er ovenpå, jeg har det fint - er bare lidt depri over jobbet og har noia på , fordi konen derhjemme virker skizo, ikke?"
Aha - du er med andre ord ulykkelig i dit job, og du føler dig usikker på, hvad din kone går og tænker, og på om forholdet holder, fordi du synes, at hendes humør er meget svingende...?
Jeg tænker, at vi i virkeligheden har så svært som aldrig før ved at kapere følelserne og tankerne, tvivlen og bekymringerne og ved at lukke folk derind, hvor det virkelig gør ondt...
Hvad mener I?
Lommen - ud med sproget!
Nedfældet af Lommen kl 03:02
4 Comments:
Hej.. Jeg har - ligesom jeg mener at have læst du har - haft psykisk sygdom tæt inde på livet i min familie. Jeg tror bare man skal affinde sig med at der ligesom er to lag i sproget - det sådan tunge fagpsykiatriske og så det mere "folkelige" - som jo begge dele sikkert udtrykker noget reelt, men på forskellige niveauer? Jeg bruger ikke selv de "folkelige udtryk" så meget - måske fordi jeg har set en paranoid psykose i udbrud og har set en depression - noget der har en helt anden tyngde og realitet end de eksempler du anfører i dit indlæg. Man kan bare (heldigvis)ikke forvente at den "tyngde" i ordene er almen viden - på en måde kan det også være en befrielse at noget så tungt og alvorligt kan blive noget der glider ind i "hverdagssproget" med sådan en lethed, at man kan være "depri" over hvad som helst? Måske gør det - som du skriver - tabuerne mindre i en eller anden grad.
Det kan godt gibbe i mig når fagpsykiatriske termer bruges så "let" - men inde i mit hoved prøver jeg at skille det ad..
Det blev vist lidt langt.. forhåbentlig ikke for kringlet..
Jeg tror i højere grad, det er udtryk for en inflation i de kraftudtryk, der anvendes til daglig.
Lidt ligesom når man i dag starter alle mails, også til mennesker, man slet ikke kender, med "kære". Eller når alting er "super nice" eller "fantastisk" i stedet for bare godt.
Mange af udtrykkene, f.eks. at have noia på, totalt skizo, nederen, knytter sig også i nogen grad til bestemte sociale grupper i samfundet og er dermed udtryk for et socialt tilhørsforhold eller socialisering. Når andre sociale grupper afholder sig fra at bruge samme udtryk, er det derfor ikke nødvendigvis udtryk for en større forståelse for psykiske lidelser, men snarere en social afstandstagen eller en anderledes socialisering.
Jeg tror ikke, at denne sprogbrug er udtryk for en accept af psykiske lidelser eller lommepsykologi. Faktisk tror jeg, at ordene i høj grad bruges afskåret fra deres kliniske betydning, selvom brugen selvfølgeligt knytter sig til ordets oprindelse.
Men som Anonymous skriver tror jeg også, at folk der reelt kender til psykiske lidelser er mere påpasselige med deres sprogbrug, fordi det har en anden betydning for dem.
Jeg har også selv haft psykiske lidelser ganske tæt på i min familie.
Jeg er helt pjattet med dit brug af disse udtryk, som jeg forbinder med en helt bestemt mennesketype.
Jeg tror desværre bare, at det er en del af den almindelige devaluering af sproget, ord midster kraft over tid og ender med at få nye betydninger efterhånden som de bliver en del af den almindelige sprogbrug. Og efterfølgende opfindes nye udtryk der dækker over den oprindelige betydning.
Jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være, hvis man som Anonymus og dig har haft en given sygdom inde på livet, og så efterfølgende hører udtrykket brugt om noget der kun er kvart så alvorligt...
Jeg tror, jeg vil lade kommentarerne tale for sig selv denne gang...
Blot vil jeg understrege én ting, som for mig at se er noget af det absurde i dette:
Jeg, der selv er barn af en psykisk syg mor, bruger selv disse udtryk nu og da. Så meget er de åbenbart gledet ind i sproget! Og jeg tror altså ikke, de kun finder anvendelse i én socialgruppe (sådan som Lenore osse antyder). Synes, jeg hører folk fra forskellige socialgrupper bruge dem.
Sproget er sådan en dejligt underlig fisk. :-)
Hm... Jeg tror, det er farligt, hvis jeg sprogmenneske kaster mig ud i en diskussion af det, Alice kalder "devauering" af sproget... (Læs: Det har jeg ikke TID til lige nu, men jeg er meget optaget af sprogholdninger).
Jeg tror i stedet, jeg køber Anonymous' tanke om, at der ER flere lag i sproget...
Send en kommentar
<< Home