tirsdag, december 19, 2006

Noget om temperament

Kender I følelsen af, at man bare
har arvet den dårlige, upraktiske,
upassende kombi af temperamenter
fra sine forældre? Kender I den dér:
"Hvorfor filen ku' jeg ikke bare være
lige så rolig som...?" eller "hvorfor er
jeg ikke bare ordensmenneske ligesom...?"
Sådanne tanker tænker jeg, hver gang
jeg bliver rasende og/eller stædig...
*Suk*

Det meste af tiden tænker jeg på mine forældre med stor kærlighed og varme. Og det sker som regel flere gange om dagen.

Der er de bittesmå ting som fx synet af gode, danske efterårsæbler. Min far voksede op på en æbleplantage og elsker den dag i dag æbler næsten lige så højt, som han elsker min mor - og dét siger en del...
Der er den lille kaffekop, hvis underkop altid står ét sted, mens selve koppen gerne befinder sig på et andet. Ikke sjældent vil dét sige faretruende tippende på stolens armlæn alt for tæt på min fars ivrigt gestikulerende hænder... Jeg kommer til at tænke på min far, når jeg ser en kop af lignende tilsnit.
Der er de særlige ord og vendinger i sproget, som jeg nærmest kun har hørt min mor bruge. Der er den type pen, som de begge konsekvent foretrækker at skrive med. Osv..

Men der er naturligvis osse de større ting: Hvem ligner jeg? Sådan i det inderste - hvem er det, jeg skal kigge nærmere på, hvis jeg vil forstå mig selv? Hvordan er blandingsforholdet mellem min far-træk og min mor-træk i min personlighed?

Her i eftermiddags har jeg endnu en gang tænkt lidt over det. Sagen er, jeg kan blive så hidsig, at man sku' tro, det var løgn - det er lige så hele Huset er ved at vælte. Og nej, hvor er jeg ikke stolt af de gange, hvor jeg har været så oprevet...

Jeg er ikke sådan én, der bliver hidsig hvert andet sekund - faktisk siger de fleste, at jeg virker, som om jeg har styr på mig selv. Men ift dem, der når ind under huden på mig, er der tusind forsvarsmekanismer og sårbare pletter inden i mig, som man uforvarende kan komme til at røre ved - og SÅ eksploderer jeg. Og bliver det rigtigt slemt, så bliver jeg selvretfærdig og stivsindet. Heldigvis kan man ikke være vred på den måde ret længe. Rent fysisk er det simpelthen for udmattende - eller osse er jeg i dårlig form...? !-)

Men desværre kan jeg nå at sige mange sårende ting på ganske kort tid. Jeg har for længe siden indset, at jeg nok ikke kan lave mit temperament om, men jeg kan i hvert fald forhindre mig selv i at sige alle de dér grimme, urimelige ting til modparten, som jeg bagefter fortryder så frygteligt. Så langt er jeg i det mindste kommet.

Men når jeg bliver så vred - som jeg for eksempel gjorde i dag...
Så er det, jeg tænker på mine forældre med et lidt opgivende suk og måske himmelvendte øjne.

Min mor er koleriker, så det vil en ting. Det vil sige - her på sine ældre dage er hun bare mild og blød. Men da jeg var teenager... Nøøøj, vi kunne tage nogle ture! Og det var altså med råben og skrigen og smækken med dørene og kalden hinanden de forfærdeligste ting. Og det kunne snildt ske lige fra ét minut til et andet. Dengang forstod min moder desuden ikke rigtigt værdien af at sige undskyld. Dét har hun heldigvis lært siden.

Min far er til gengæld så stædig, at når først han har sat sig noget i hovedet, så kan han simpelthen ikke skifte mening. Det er ham umuligt at se sagen fra den modsatte side - for han véd jo, han har ret. Og han véd godt selv, at han egentlig ikke er spor... hm... charmerende, når han går i det mode dér.
Nu og da har han taget sig til hovedet, når han har overværet, hvor kontrær, jeg kan blive: "Nille, du bli'r så frygteligt stædig! Du minder mig om mig selv, da jeg var ung. Dengang ødelagde jeg så mange ting for mig selv...".

Jeg driller ham som regel ved at sige noget i retning af: "Så du mener altså, at det kun var, da du var ung, du var stædig...?" Så smiler nordjyden og klukker lidt, og øjnene bliver til helt små sprækker. Men han er klog, er han, den gamle, for han siger ingenting.

Men guess what. Jeg er så i besiddelse af den fuldstændigt uhåndtérlige kombination af disse to temperamenter... *suk*.

Jeg forsøger at anskue det positivt. Jeg forsøger at acceptere mig selv. Et 'temperament' er jo ikke blot, hvordan man udtrykker vrede og vrangvillighed. Et temperament er jo osse éns udtryk for alle de andre følelser.

Så... det kan godt være, jeg kan blive ustyrligt vred - men det er den selvsamme energi, der gør, at jeg bevæger mig fremad. At jeg overkommer ting. At min glæde er lige så voldsom og bemægtiger sig mig fuldstændigt - og er en energi, jeg ikke kan undgå at dele ud af (siges det). Det er tilsvarende stædigheden, der andre gange antager form af målrettethed og tiltro til egen dømmekraft. Måske er det alligevel ikke helt skidt?

Ja, jeg er vanskelig. Jeg er besværlig. Jeg har nykker. Og jeg tror, jeg véd bedst. Men kun i kort tid ad gangen...

Lommen - jeg håber, I ved, det ikke er sådan ment...?

8 Comments:

Blogger Maria sagde...

Ditto med temperament og det besværlige.

19 december, 2006 16:09  
Blogger Maria sagde...

Har i øvrigt svaret på det med blogningen.

19 december, 2006 16:10  
Blogger Lizelotte sagde...

Du er garanteret ikke halvt så vanskelig og besværlig, som du selv tror ... ;-)

19 december, 2006 22:58  
Blogger Pernille sagde...

@Maria:
Hvad søren, Maria? Er du en lille temperamentsbombe? *Driller lidt*
Og ja, jeg har set dit svar.

@Lizelotte:
Tak for tiltroen. Og du har ret, mine nære prøver i hvert fald at fortælle mig, at jeg er til at holde ud. Det meste af tiden... !-)

20 december, 2006 03:55  
Blogger susling sagde...

Pernille, kunsten er at tilgive sig selv. Man kan ikke være rigtig, velafbalanceret og alt det her...hele tiden and so what...Ingen er perfekte.....Bortset fra det, så har man måske arvet træk fra sine forældre og oh rædsel, når man indser det.....Men efter det, er det jo bare at forvalte den arv på sin egen måde....Og stol på mig, det bliver nemmere og nemmere og nemmere for hvert år, der går :-)

20 december, 2006 10:00  
Anonymous Anetq sagde...

1) Så længe man selv har en del selvindsigt og dermed kan prøve at moderere det, man ikke er så stolt af - så er man da et stykke af vejen. Og at kunne finde ud af at undskylde, det er stort.
2) Så skal man også huske, at ethvert 'negativt' karaktertræk også har en positiv side: Du går da fx. ikke og brænder inde med din vrede :) Jeg har valgt at huske at se, at min (lige som din) faderligt nedarvede extreme stædighed også har sine positive effekter i form af vedholdenhed...

20 december, 2006 18:43  
Blogger Pernille sagde...

@Susling:
Næ, se goddag! Godt at se dig her til blogs :-)
Dernæst: Selvfølgelig har du ret, og som jeg osse synes, man kan læse mellem linjerne på min blog, så er jeg generelt ret glad for mine forældre. Trods alt. :-) Og dermed har jeg vel osse sagt, at jeg lever med de mindre "pæne sider" og forsøger at lade være med at slå mig selv alt for meget i hovedet.

@AnetQ:
Især det dér med at de fleste umiddelbart "vanskelige" karaktértræk osse har en positiv side kan jeg abonnere på. En overgang tænkte jeg, at jeg måske mest forsøgte at trøste mig selv, men ærligt talt: Fx det drive, der følger med at ha' en vis portion ilterhed, ku' jeg nok ikke leve uden... Og jeg nævner vist osse i teksten, at stædigheden osse kan benævnes 'målrettethed'. Har tit gavnet mig. Meget.

@Alle kommentatorer hidtil:
Sjovt nok har jeg i øvrigt på fornemmelsen, at det er Bloglands fyrige kvinder, der responderer på denne post... !-) Ikke at hverken mænd (eller mildere hunkønsvæsener ikke skal føle sig velkomne!) Synes bare, det er dejligt at vide, jeg ikke er den eneste havgasse.
Hvad med mændene mon? Er der nogle hidsige herrer på linjen? :-D

20 december, 2006 19:29  
Blogger Lizelotte sagde...

:-D jubiiii jeg er en fyrig kvinde!!

...faktisk har jeg jo også en smule temperament. Bruno . . . min mand . . . havde engang nær fået min mor til at få kaffen galt i halsen, fordi han sagde "Liselotte er jo så mild,"... hahaha...han mente det endda!

21 december, 2006 09:36  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home