onsdag, december 06, 2006

Ingen forklaring

Først lige en advarsel til Lucy og alle jer andre, der bare ikke gider læse sådan nogle kvalmende, juhuu-glade indlæg, og som lige for tiden mener, at lykkelige folk som mig bare burde kvæles. Spring denne post over...

Jeg er sikker på, at hvis jeg havde været religiøs, så havde jeg i denne tid siddet ydmygt i min lokale kirke og takket Gud i flere timer hver dag. Ganske vist har jeg absolut ingen penge for tiden - og det er jo ikke så velvalgt lige op til jul. Men altså...
Jeg er elsket. Og jeg kan derudaf konkludere, at jeg må være... elskelig? *Huh?*
Jeg var ti år om at opnå at føle dette - at mine forældre elskede (elsker) mig. Fucking ti år! Spandevis af tårer, skrig og tre (og en halv) kærester om at føle det. Og hold kæft, hvor var det mærkeligt, den dag følgende repliksskifte udspandt sig mellem min far og mig:
Jeg: "Far, hvorfor fanden tror du aldrig på, at jeg kan ting? Hvorfor skal du altid påpege alt det, der kan gå galt, når jeg vil noget?"
Min far (med undrende og overrasket ansigtsmine): "Jamen, Nille... Jeg tror såmænd, du kan det meste... Ja, jeg tror faktisk, du kan alt - hvis du virkelig, virkelig vil det."
Jeg: "Øh...".
Min far: "Jamen, det gør jeg!"
Og dét er han så hele tiden gået ud fra, at jeg bare vidste - at jeg udmærket var klar over, at sådan var det, og at sådan tænkte han. Bare han havde sagt det lidt før. Men bedre sent end aldrig. Måske var jeg heller ikke parat til at tro på det før den dag i sommer?

Den dag gik det nemlig for alvor op for mig, at min far bare er en sød, gammel mand, som ikke lærte at tale højt om sine følelser dengang langt ude på landet. Men lige pludselig gjorde det ikke noget, at han er en klods til den slags. Nu véd jeg, præcis hvordan det er. Og han behøver sådan set aldrig sige til mig igen, hvor meget han tror på mig og mine evner og holder af mig.

Det er den samme følelse, jeg har i forhold til kæresten nu. Lige pludselig er der en brik, der bare passer i puslespillet...

Jeg har tidligere oplevet at være i parforhold, hvor kommunikationen blev mere og mere forkludret og forkrampet i angst for modpartens fortolkning, som man tog flere og flere forholdsregler for at prøve at undgå. Forhold, hvor begge parter hele tiden var stressende og bævende på stikkerne, altid ledte efter alle mulige (og især umulige!) dagsordener, som ikke var dér, i den andens udsagn. Forhold, som blev et net af desperate beskyldninger, tvivl, usikkerhed, sårethed, vrede. Alt foregik indirekte. Til sidst ku' man hverken finde sig selv eller den anden eller forelskelsen i det. Man ku' hverken finde op eller ned, ud eller ind, hoved eller hale. Man svævede frit i luften, mens man paradoksalt nok følte sig så uendeligt...

tung.

En dag tog man sig så til hovedet, snuppede i samme bevægelse en stor mundfuld luft. Og så gik man. Man kunne ikke andet. Man anede ikke, hvordan det var blevet sådan. Man vidste bare, at det var mange, mange måneder siden, at man et eller andet sted valgte at dreje fra ned ad en forkert vej...

Tilsvarende aner jeg simpelthen ikke, hvad det egentlig var, der lykkedes denne gang.

Simon og jeg var ved at gå fra hinanden, og jeg tænkte: "Nu springer det hele med et ordentligt rabalder!", og i mange, mange dage var jeg ét stort sitrende og afkræftet nervebundt, som man kun kan være det, når man instinktivt er klar over, at man er ved at miste noget, som er helt uvurdérligt for én...
Det prikkede alle de forkerte steder: "Pernille, du véd, du kæmpede for hårdt, sidste gang du mistede én, der var dig kær. Du véd, hvad du lovede dig selv dengang. Ikke kæmpe for det, der er skidt for dig! Ikke hage dig fast for enhver pris! Ikke bilde dig selv ind, du overlever bare du kæmper hårdt nok - og så bagefter opdage, at du selv er død. Ikke...".

Men så vågnede jeg. Den nye Pernille - hende, jeg opfandt for næsten to år siden - hun kan godt give slip, hvis det virkelig er dér, vi skal hen, men hun sætter ord på sine følelser først. Hun sikrer sig, at hun har gjort, hvad hun ku' - og gjort det inden for sin egen værdighed. Hun passer ikke på sig selv ved ikke at vise sine følelser. Hun passer på sig selv ved at være helt ærlig om sine egne behov og sine inderste mest sårbare tanker - og ved at gå uden om de mennesker, som ikke gør det samme.

Jeg har ingen forklaring...

på, hvad der skete, da Simon og jeg så snakkede sammen på en helt ny måde i to timer, og roen pludselig indfandt sig i min mave, og jeg vidste, at det var det helt rigtige, jeg havde gjort, da jeg ringede til ham, selv om vi var blevet enige om at holde afstand. Jeg fortalte, præcis hvor ulykkelig jeg var over ikke at ha' forstået. Over ikke at ha'... Over at ha'... Over at jeg troede, at... Og han åbnede tilsvarende en lillebitte sprække og lod pludselig det hele flyde ud - det flyder endnu...

Jeg har ingen forklaring på, hvor den ro og den tillid kom fra. Jeg har absolut ingen forklaring på, hvorfor jeg nu er sikker. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor vores hensigtserklæringer virkede.

Jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke længere spekulerer over, hvor den næste sms fra ham bliver af (men i stedet overvældes af glæde hver gang der kommer én - og dét gør der meget, meget tit :-)), jeg har ingen begrundelse for, hvorfor alle de ting, vi gjorde og sagde før, og som dybest set var de samme, nu virker helt fantastiske. Det er ligesom før - "bare" uden usikkerheden og angsten. Ikke mere "hvad nu hvis...?", ikke mere "hvorfor det ordvalg...?", ikke mere "ville han gøre sådan, hvis han virkeligt elskede mig?", ikke mere "hvis han går, så dør jeg (mindst!)", ikke mere "men var det dét her, jeg havde forestillet mig?", ikke mere "han synes nok, jeg er for..."

Og nu heller ikke mere "måske lykkes det, hvis jeg en dag lærer at forstå kærligheden"...

Lommen - helt klar

10 Comments:

Anonymous Lucy sagde...

Nu er jeg jo ikke sådan at skræmme væk, bare fordi jeg bliver advaret. Og heldigvis er jeg heller ikke sådan, at jeg ikke kan finde fornøjelse (eller inspiration) i andre folks glæde.

Så jeg har læst, tænkt, arkiveret og glædet mig over, at noget er blevet så godt for dig.

06 december, 2006 11:23  
Blogger Maria sagde...

Det glæder også mig Pernille :o)

Vigtigt er det at få sat ord på det, man føler. Og ja, man skal passe på med ikke at vende positive ting til noget negativt og tro, at der er skjulte dagsordener.

06 december, 2006 12:18  
Blogger Pernille sagde...

@Lucy:
Haha - burde jeg ha' vidst. Både at du ikke kan holde dig væk, og at du er en overskudsperson, der selvfølgelig godt kan glæde dig over andres lykke. :-) Rart!

@Maria:
Godt, at jeg åbenbart ikke virker helt candy floss-kvalmende på hele min omverden. :-) Frygtede lidt - men man skal jo på den anden side heller ikke holde sig tilbage for at vise sin glæde somme tider bare af frygt for Jantelovens eksistens...

06 december, 2006 15:52  
Anonymous Eva sagde...

Da jeg var yngre, troede jeg, at kærlighed skulle være kompliceret og svær for at være ægte og virkelig. Nu hælder jeg mere til, at kærligheden er let og utvunget, og føles som om den næsten er kommet for nemt til én. Selv om det næsten kan være lidt bekymrende, at man ikke altid skal kæmpe for og ville tingene, når det nu er det man er vant til...
Godt at høre, at du er glad og ubekymret igen, Pernille :-)

06 december, 2006 20:17  
Anonymous Sille sagde...

Jeg smiler bare...skønt skønt skønt for jer :o)

06 december, 2006 21:06  
Anonymous LomombaGuy sagde...

Smukt skrevet. Gu' er du da ej candyfloss kvalmende. :)

Mediekulturen vænner os til at det kun er alt det negative / dramatiske / truende som får opmærksomhed.
Men det er da et livsbekræftende indlæg som dette der redder ens dag. Så tak for det!

Faktisk er de ting du er gået igennem, jo ikke så unormale - især for piger tror jeg - så jeg vil tillade mig at tage en kopi af det i tilfælde af at en fremtidig kæreste har for mange 'syndromer'. (Har jo også set dem før).

Måske jeg så kan henvise hende til konsultation hos dig :)

07 december, 2006 00:55  
Blogger Pernille sagde...

@Eva:
Dét ku' du altså godt ha' fortalt mig før, det dér! :-)
Nej, spøg til side - det er vist "bare" noget, der kommer på et tidspunkt. Og ja, du har helt ret: Det er ind imellem ganske angstfremkaldende, at det virker så ukompliceret - må jo være en "fælde". DE må ha' sat den op, og nu klapper den nok snart... *Ser mig nervøst omkring*

@Sille:
Jamen, så er vi to, der smiler. *Dejligt*
Tak for opgaven i øvrigt. Den har været til gavn. :-)

@Lomomba:
Tak for en sød kommentar :-)
Hæ! Mht mediekulturens iver efter sensationer af den negative slags: Netop dét er faktisk én af mine kæpheste. Hader at kun negative nyheder åbenbart antages at være af betydning for den brede offentlighed. Sjovt, at jeg så selv går lige i gyngen og synes, at et indlæg nemt kan blive for positivt til, at det skulle være værd at læse for andre... *ahem*
Mht en fremtidig kæreste og konsultation hos mig: Nøh, desværre vil jeg vist ikke kunne hjælpe. Min pointe var jo netop, at jeg ikke aner, hvad det egentlig er, der gør, at jeg pludselig føler mig fuldstændigt tilpas i dette. Nok egentlig netop sådan noget, der ikke SKAL forklares...

07 december, 2006 04:35  
Anonymous Alice sagde...

Nu har jeg læst det her igennem et par gange... og jeg har ikke engang komme med en rigtig god kommentar, men jeg synes det er så fint og godt at blive klog af ;o)

Jeg glæder mig på dine vegne :o)

07 december, 2006 17:53  
Blogger Marian sagde...

Nej, er det ike maerkeligt og vidunderligt naar det hele pludselig gaar i orden?

Saa naar det hele paa et tidspunkt maaske bliver lidt svaert igen, er det lige som om man kan finde mod og haab ved tanken om det mirakel man har oplevet.

- det med din far - saadan er min far ogsaa - tror bare det er saadan en typisk indesluttet mande ting, svaert ved at udtrykke foelelser, og de regner med at det maa man da vide.

Min far sagde til mig, da jeg konfronterede ham "jeg emner jo, at du er en professionel i det du forategr dig, og for profesionelle menneksker er der altid mulighed for at tingene kan goeres endnu bedre. Ros er for amatoerere, kritik er for profesionelle."

Saa han mente faktisk at hans kritik var et udslag af repekt, en slags "tough love".

Men det er jo kun godt, hvis kritikken anporer en til at goere sig umage - det bliver destruktivt der hvor den begynder at oedelaegge ens selvtillid - saa tilukke med at du fik dig en snak med din far!

08 december, 2006 17:32  
Anonymous Szabo sagde...

Dejligt at læse, intet mindre. Og pyt da med om det ligner candyfloss!

11 december, 2006 22:24  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home