onsdag, december 13, 2006

Hvordan var det nu det var med det dérsens blogging?

Kan man blogge om, at man er ved at dø?
Af længsel? Af kærlighed? Af madforgiftning?
Af kedsomhed? Af nysgerrighed?
Kan man blogge upersonligt?
Kan man blogge helt privat? Anonymt?
Jeg havde en masse forestillinger om, hvad
man kunne, gjorde og måtte i Blogland, da jeg

begyndte at blogge for et lille år siden.
Virkeligheden viste sig som altid mangfoldigere...

Da jeg begyndte at blogge, tænkte jeg: "Jeg skal i hvert fald ikke blogge om scoringer - og slet ikke om at være forelsket". Det skrev jeg så. På bloggen.
Et par måneder senere føg det mig om ørerne med egne blogposts om min håbløse - og i dag komplet uforståelige - forelskelse i Ungersvenden...
Da jeg begyndte at blogge tænkte jeg: "Venner er da ikke noget, man får i Blogland. Net er net. Virkelighed er virkelighed." To måneder senere fandt jeg et meget dyrebart og inspirerende venskab med en af de største følelsesmæssige begavelser, jeg endnu har mødt. Og det venskab er rykket ud IRL. For længst. Og så er der endda osse kommet et par andre meget interessante bekendtskaber til på msn...
Da jeg begyndte at blogge, tænkte jeg: "Jeg forstår simpelthen ikke netdating, og jeg skal ikke nyde noget! Tænk at mødes med en person, jeg kun kender fra Nettet. Men blogging lyder tiltalende. I Blogland er kursen tilsyneladende en helt anden."
Et halvt år senere flirtede jeg løs i kommentartrådene, da jeg løb på Nordvestjyden.
Da jeg begyndte at blogge tænkte jeg: "Blogs egner sig sgu ikke til ulykkelige følelser som ensomhed og gamle traumer." Men relativt hurtigt fik jeg set mig omkring og konstaterede, at det bestemt ikke var tilfældet. Bloggere har osse dårlige dage og tunge bagager, som de måske kun kan tale om netop dér - på bloggen. Til min egen overraskelse skrev jeg osse selv for nylig et indlæg, der omhandlede min opvækst med en psykisk syg mor.

Blogs kan mange ting - og bare de hidtidige diskussioner af, hvilke "typer" af bloggere der findes, viser meget tydeligt, at mangfoldigheden heldigvis lever i bedste velgående i Blogland, fordi bloggere bruger mediet vidt forskelligt.

Jeg har for længst overgivet mig. Jeg elsker blogmediet. Når dét så er sagt......:

Jeg synes osse, at de overvejelser, jeg har omkring blogging nu, er meget mere besværlige og komplekse, end da jeg startede. Somme tider er Blogland lidt en landsby, ikke? Og man kan blive helt svedt ved tanken om at komme til at sige det forkerte blandt nogen, som måske hører at..., og som så viser sig at drikke kaffe med... Bloggere er jo i sagens natur meget kommunikerende mennesker... ;-)

Osse på det helt personlige plan er blogging lidt vanskeligere nu.
Helt konkret er det somme tider besynderligt på regelmæssig basis at udveksle kropsvæsker med en anden blogger - kan man blogge om ham? Kan man blogge om sine tanker og følelser om det, som par nu går og føler og slås med og glædes over? Jeg har svært ved det, må jeg indrømme.

Hvis nu min kæreste ikke var "her fra byen" (blogosfæren), så kunne jeg sikkert sagtens beklage mig over skæghårene i vasken, undre mig over hans mors opdragelse af afkommet og/eller besynge hans evner på et lagen, eller hvad filen man nu ellers ku' forestille sig af mere intime emner på en blog.

Men helt ærligt, det er noget andet, nu hvor I lige kan liste hen på hans blog et smut og måske for jer selv konstaterer, at "nå, han virker da ellers glad - jamen, skrev Pernille ikke lige, at...?"
Det er mystisk, for I kender ham jo stadig ikke i virkeligheden, selv om I kender hans blog, og alligevel er jeg utroligt varsom med, hvad jeg skriver om ham og mig. Jeg har fundet ud af, at mine grænser måske går nogle helt andre steder, end hvor jeg først troede, og at jeg er blufærdig på nogle ganske andre punkter end først antaget, når det kommer til alt det her med privatliv i Blogland...

Osse i forbindelse med koblingen mellem blogging og chat (msn) er der visse barrierer og uskrevne regler. Det er i mine øjne helt tydeligt, at der eksisterer et "officielt" Blogland og så et mere hemmeligt, som kun findes på msn, hvor vi udvikler bekendtskaberne fra kommentartrådene i nødvendige private rum - men dét er en helt anden historie...

Hvad forestillede I jer, da I begyndte at blogge? Og blev det så, som I havde tænkt?

Lommen - blogging er som kinderæg: Fuldt af overraskelser og svært at begive sig ud i uden at blive en lille smule snavset på fingrene...

22 Comments:

Blogger Maria sagde...

Interessant indlæg. Jeg kan nikke genkendende til mange af de oplevelser, du skriver her.

Og nu, hvor du får mig til at tænke over dette, så kan jeg da godt se, at jeg har lært mere og mere om denne blogverden og dens muligheder. Altså blevet en mere og mere erfaren blogger.

Jeg har blogget i lidt over to år. Og min blogs oprettelse skyldes en tidligere kærestes interesse i ny teknologi. På det tidspunkt læste jeg nogle få blogs og havde en masse fordomme. Min tidligere kæreste fik en blog og spurgte, om jeg ikke også ville have en.

Jeg tænkte, at det måske ville være en vej til at komme af med fordommene om blogs. Jeg vidste også helt sikkert på dette tidspunkt, hvordan jeg i hvert fald ikke ville blogge.

Slutter nu, men det kan være, at jeg skriver noget mere til dette indlæg på et tidspunkt :-)

14 december, 2006 01:25  
Blogger Pernille sagde...

Til kernen, Maria! :-)

Hvad gik dine fordomme på? Og hvad ville du ikke blogge om? Og gælder de tanker stadig, nu hvor du - som du selv siger - er en "erfaren" blogger"?

Glad for, du kunne lide indlægget! :-)

14 december, 2006 02:38  
Anonymous Lucy sagde...

Du, Pernille? Har du lige lavet et meme? :-P

Jeg tænker og skriver i morgen. Har længe haft et lignende indlæg puslende i baghovedet, men nu har jeg jo dig at linke til og give skylden :-D

Men jeg kan allerede nu afsløre, at msn ikke er så meget i brug for mig - folk er jo aldrig online eller altid optaget ;-)

14 december, 2006 06:34  
Blogger BusterLiguster sagde...

I princippet tror jeg, at mange har haft de overvejelser du præsenterer her... Jeg har i hvert fald haft en del af dem og er faldet i en del af de samme fælder som du opridser...

En af de vigtigste overvejelser for mig er, at alle bekendelser skal kunne ses i morgenspejlet... Og forsvares overfor chefen... Men grundlæggende forsøger jeg da at anonymisere tingene så meget, at det bliver svært for familie og kollegaer at "finde mig" ...

Derudover har jeg en semiaftale med kæresten om, at der er en fin grænse mellem det offentlige forum og vores privatliv... Så irritation over skægstubbe o.l. leveres til manden personligt og ikke på bloggen...

Faktisk er der uhyggelige mange overvejer ...

Supert indlæg, som jeg åbenbart lige må tænke lidt mere over...

14 december, 2006 08:48  
Blogger Lizelotte sagde...

Hmmmm .... lucy .... ja, det kunne vist godt være et meme... jeg skal nok skrive noget fhv. begavet, når jeg altså engang får sovet lidt og bliver bare lidt klar i pæren...

14 december, 2006 10:03  
Blogger Mie sagde...

Pernille-lomme altså... Du er så knivskarp med formuleringerne linet op som små tinsoldater på rad og række. Jeg imponeres igen :-)

Tanker omkring blogging har der været mange af - mange er faktisk hældt på bloggen undervejs. På et tidspunkt blev det for meget; bloggen var blevet FOR intergreret i Mokken - eller var det Mokken, der havde involveret sig selv så meget i mediet, at billedet faktisk blev ensidigt, fortænkt, forkrampet, for forceret og dermed for uægte?

Eller hvordan var det nu, det var?

En pause var nødvendig. Mokken er ikke hele Mie og det, der står på bloggen, er kun et yderst selektivt billede af mig; og det er MIG, der har selekteret! Så hamrende subjektivt, som det overhovedet kan tænkes - egoistisk funderet, centreret i og afsendt af mig, mig mig.

Jeg havde et behov for at distancere mig, sikre mig, at det var hele mig, der blev set - derude i det rigtige liv, som altå ER det vigtigste.

Jeg løb ind i en blog-krise lidt a la det, du formulerer her. Mit liv tog en drejning, og jeg vidste ikke, om bloggen skulle med om det hjørne... Og hvis den skulle, hvordan blev det hjørne så lige omgået - med eller uden skøgstubbe, for nu at blive i din terminologi?

Jeg fandt ikke ud af det - har faktisk ikke fundet trådet endnu.

Måske jeg slog mig selv hjem?

Måske reflektionerne bare ER en del af det at blogge?

Måske jeg i virkeligheden er mere blogger NU, end jeg var, da jeg skrev på daglig basis.

Måske jeg synes, at definitionen på dét at være blogger er mindst lisså interessant som dét at blogge som sådan?

Mediet har også overrasket mig. I mange sammenhænge. Jeg satte skibet i vandet med tanke på at skrive Nynne-agtigt om livets gang i min Lidenlund. Det blev så meget mere. Så meget mere :-)

14 december, 2006 10:05  
Blogger Maria sagde...

Uddybning skal nok komme din frækkert ;-)

14 december, 2006 11:59  
Blogger Pernille sagde...

@Lucy:
Et MEME? Jeg ville da blive glad, hvis andre i Blogland kunne lade sig inspirere af mit indlæg, men et MEME ligefrem? Ih, du fredsens! I det mindste ville jeg så denne gang være fri for at sku' tagge andre (alternativt at være et skarn, som selv besvarer memet uden at tagge videre...) :-)
Mht. msn: Jeg føler mig ramt... !-)

@Liguster:
Tak for rosen. :-) Og tænk, den slags "semi-aftaler" kender jeg godt... !-)

Én ting er at kunne "stå ved" sine bloggerier. Jeg kan stå ved alt på min blog - osse selv om meninger og standpunkter har det med at ændre sig. :-) Men der er et stykke vej dérfra og så til at synes, det er i orden, at folk i den virkelige verden ved, hvad der står på éns blog. For nogle af os er forudsætningen for at blogge jo netop halv- eller helanonymitet... Omvendt kan bloggen osse være med til at opløse en måske for hård grænse mellem privat og offentligt. Sådan har jeg i hvert fald selv oplevet det. Mere om det nedenfor i mit svar til Mie.

@Lizelotte:
Fhv begavet? Haha, det var da vist ægte jysk beskedenhed, det dér... Men jeg glæder mig da til at læse! :-) Håber, du fik sovet?

@Mie:
Tak, tak for de flotte ord! :-)

Jeg oplever det nu ikke, som om jeg har en "blogkrise" som sådan. Synes godt, at det kan lade sig gøre at holde "ørerne lige i munden", når det kommer til skismaet "privatliv - åbenhed" i blogosfæren.
Faktisk har det slået mig, at jeg nærmest er blevet endnu gladere for at blogge i den tid, der er gået. I takt med at jeg fandt ud af, at man nærmest - inden for den såkaldte rimeligheds grænser, selvfølgelig - kunne blogge om alting, er min blog blevet mere og mere personlig (om end kun sjældent ligefrem PRIVAT). Og dét har helt klart været en god udvikling. Da jeg i foråret - sagt med et klamt udtryk - genopfandt mig selv og besluttede at lukke lidt mere op for de ømme og sårbare sluser og nedtone sarkasmen (panseret), var bloggen en stor hjælp for mig. Det var som om, at når jeg kunne blogge om visse følelser, så kunne jeg vel osse VISE dem i fx det bofællesskab, jeg huserer i... Springet var pludselig ikke så stort. På den måde kan man faktisk sige, at bloggen for mit vedkommende gjorde mig mere hel.
Men der ligger vist her en større diskussion gemt - om, hvornår éns blog kan siges at "styre én" vs at man selv styrer bloggen...

Mht at reflektere over ting som disse, så er jeg enig i, at det er en helt uundgåelig del af det at blogge, hvilket i øvrigt - meget interessant! - efter min mening ikke nødvendigvis gør én til "blogger". Men dét må jeg lige ha' tænkt lidt mere over, før jeg kaster mig ud i en diskussion... :-)

@Maria:
Jamen, det vil jeg da håbe. :-) Du ved, her i Blogland er der ingen facader... !-)

14 december, 2006 15:02  
Anonymous Anetq sagde...

Super indlæg! De bedste memer er dem, der ikke påstår, de er et meme, men bare giver folk lyst til at skrive selv. Det var det her; http://www.anetq.dk/undrblog/?p=316

14 december, 2006 20:25  
Anonymous beologen sagde...

Okay, Pernille...er du fræsch?

Skal vi starte en bølge hvor vi skriver om det nye fænomen:

at bloggere skriver om hvorfor de blogger?

Så kan vi vente spændt på om nogen i deres blogs vil skrive om hvorfor vi skriver om at bloggere skriver i deres blogs om hvorfor de blogger.

Så har vi da noget at skrive om!

:-)

(aj...det'gaz..emnet ER interessant)

15 december, 2006 10:22  
Blogger Pernille sagde...

@Beo:
Jamen, sådan et meta-meta-indlæg lyder da som noget, der ku' være LIGE dig!!

...

:-P

16 december, 2006 01:40  
Anonymous beo sagde...

Ak ja...du har alt for ret, Pernille...alt for ret :-/

16 december, 2006 01:54  
Blogger Pernille sagde...

@Beo:
Ja, jeg har. Og det ER sgu ':-/'. Hvornår oplever vi den 49-årige ordekvilibrist, -jonglør og -linedanser SIGE noget? Hvornår hører vi ham risikere sig selv??

Har jeg tit tænkt på...

16 december, 2006 02:02  
Anonymous beo sagde...

Wauw...(jeg sidder og hører 'Mads og Monopolet' så knivene er fundet frem)...så du mener jeg er en rigtig lurepasser og freerider og badegæst?

At jeg konsekvent forlanger at folk læser indenad?

At jeg lader tyren løbe forbi hver gang for at høre et dybtfølt suk fra arenaen rundtenom?

Du må meget gerne uddybe.

Meget.
Gerne.

16 december, 2006 11:19  
Blogger Lizelotte sagde...

Så!! Har jeg begået et indlæg ovre hos mig selv...

16 december, 2006 11:21  
Anonymous Lucy sagde...

Så er jeg også med på vognen, omend der roder lidt på bagsædet af min ...

Jeg ville linke til det, men jeg er alvorligt bange for, at det ville fucke din side op (eller også kan jeg bare ikke finde ud af at gøre det rigtigt).

16 december, 2006 13:46  
Blogger Pernille sagde...

@Beo:
Nu virker det jo næsten, som om jeg overhovedet ikke behøver forklare mig - det lader til, at du har glimrende styr på, hvad jeg mener...? !-)

Måske har det - à pro pos indlægget her - noget at gøre med, hvilken "type" blog du har - den er jo ikke pladrende på samme måde som min. !-)

Selvfølgelig kan jeg sagtens FORNEMME ham dér Bent Otto gennem nogle af teksterne (ellers havde jeg jo heller ikke ku' komme med lige netop den opfordring, jeg her kom med...).
MEN: Jeg kunne SÅ godt tænke mig, at du - bare en enkelt gang - udfordrede dig selv (for en udfordring ville det vel være?) og ikke pakkede dig ind i alle mulige - undskyld mig! - studentikose ordspil. Jeg tænker, at du må ha' så meget mere at byde på, for du kan kraftstejleme noget med ord!! Ku' det talent ikke forvaltes bedre? Men måske er det, fordi jeg hellere vil møde mennesket B.O. end digteren B.O.. - Ham dér, som fx kommenterer hos Susling... Og hvis du nu siger, de to ikke kan adskilles, vil jeg ikke blive et sekund overrasket, og så er det din egen sag. Eller hvis du indvender, at formålet med at læse tekster ikke er at komme til at kende forfatteren... Dér vil jeg sådan set være enig. Der er bare liiige det, at din blog jo ikke KUN er en forfatterblog... Derfor føler jeg mig måske somme tider lidt "snydt".

Har ganske enkelt noteret mig, at det tit er mere interessant at læse, hvad du skriver, hvis andre har sat præmissen (blogposten) for dig. Nu kunne jeg godt tænke mig at opleve dig åben - på din egen præmis. Men netop det er måske dét, der fører til alle undvigemanøvrene?

Hm. Det her lyder vist mest som en voldsom kritik - men som helhed er kommentaren nu at tage som en kompliment...

16 december, 2006 13:50  
Anonymous beo sagde...

Pernille...jeg er vildt imponeret over din analyse og jeg modtager den som en kompliment og med tak dertil.
Jeg vil lige lade dine ord og tanker bundfælde sig lidt...og så må vi se ad.
Det glæder mig helt ned i hullet i min strømpe at mine blogord giver dig lyst til vide noget om mig som person.
Det er den lyst som det er så vigtigt at vække hos en læser.
Måske især fordi: når man lærer mennesket bag ordene at kende, så bliver det først for alvor kompliceret.
Men lad mig nu lige snurre lidt.
Tak for det.

17 december, 2006 00:31  
Blogger Maria sagde...

En lille smule mere uddybelse af min første kommentar, men heller ikke mere, for så kan jeg nok ikke stoppe med at skrive igen.

Altså i starten læste jeg ikke særlig mange blogs. Nogle få af dem, jeg læste, blev jeg lidt irriteret over, fordi de var lidt i stil med "jeg har bagt den mest vellykkede kage til kontoret i dag" og så et billede af kagen. Jeg tænkte, at jeg hellere ville høre historien om kagen, som blev mislykket. Altså det selvironiske og sjove præg, fremfor det selvhøjtidelige.

Altså ville jeg i min blog ikke skrive for selvhøjtideligt, men mere selvironisk. Men svært, for hvor går grænsen, og hvordan undgår man ikke at virke for selvfed, for det er jeg nok alligevel kommet til et par gange, selvom jeg prøver at undgå det.

Jeg vidste ikke på forhånd, at jeg ville møde andre bloggere irl, og at jeg ville indgå i de her meme osv. osv.

Tilfreds sødeste frøken Pernolsen ;-)

19 december, 2006 14:33  
Blogger Pernille sagde...

@Maria:
Du har ret i, at lidt selvironi klæder de fleste blogs - det er ligesom med menneskene bag...
Mht de blogs, du beskriver, som dem du blev "irriteret" over, tilhører de vel bare en anden kategori af blogs (feel good? Husmor?), som du ikke gider læse.
Jeg bryder mig personligt ikke om begrebet 'selvfedhed', fordi jeg synes, det bærer stærke implikationer af jantelov i sig... Hvorfor filen må man nu egentlig ikke være lidt selvfed nu og da?
Men jeg forstår, hvad du mener.

Det dér med at tænke over, hvordan man virker... Jo, selvfølgelig tænker man over det, men ærligt talt ser jeg nok meget sådan på det, at hvis andre synes, jeg er for selvfed og lader sig irritere, så er det deres problem. Det bekymrer mig ikke så meget. Osse på den måde er bloggen et dejligt fristed.

Øh... Ja. Jeg er udmærket tilfreds. :-) Men håber da, du osse svarede for din egen skyld og ikke bare for at tilfredsstille min nysgerrighed? Ingen tvang her - kan bare godt lide at afkræve frk. Journalisten nogle holdninger og ikke lade hende slippe så let. Det, håber jeg, er okay. :-)

20 december, 2006 04:06  
Anonymous Lenore sagde...

Hej Pernille,

Nu fik jeg læst lidt mere af de forskellige diskussioner om privatliv/anonymitet, som du henviste til på min blog. Selvom det måske ikke er skikkeligt at kommentere på gamle indlæg, får du lige et par ord med på vejen her.

Jeg kan godt følge de dilemmaer du, og andre, opridser mht. at blogge. Jeg har kastet mig ud i det helt uden at tænke over de aspekter, hvilket måske er godt, for ellers havde jeg sikkert aldrig kommet i gang.

Jeg kender ingen i blogland og ingen ved, at jeg blogger. Så på den måde kan jeg skrive relativt frit. Men hvis jeg en dag får en kæreste, bør han vel kende til det. Specielt hvis jeg omtaler ham. Så er der lige pludseligt nogle helt andre overvejelser. Lige så når man begynder at kende nogle af de andre bloggere, der måske læser det, man skriver..

Den balance er egentligt noget mere kompliceret end først antaget. Men alligevel lykkes det vel for de fleste med tiden at få skabt nogle spilleregler, som fungerer.

Godt nytår - i øvrigt. :)

31 december, 2006 11:15  
Blogger Pernille sagde...

@Lenore:
Skikkeligt? :-) Hvis folk ligefrem gider læse (og ligefrem kommentere) mine GAMLE indlæg, er jeg da kun smigret! :-)

Jeg synes, det er interessant, at flere af os bloggere åbenbart i begyndelsen har opfattet os selv som isolerede "øer" i Blogland: Vi troede til at begynde med, at man kunne blogge omkostningsfrit og helt uafhængigt. Man var anonym og stod ikke til ansvar. Men hurtigt opdager man, at selv om man måske endda kun "kender" de andre, der kommenterer hos én, fra Blogland, så betyder deres (formodede) mening noget. Ikke på en tyngende måde. Slet ikke. Men man må erkende, at man forholder sig til, hvad andre mener om det, man ytrer. Ellers var kommentarfunktionen vel osse uden mening...?
Måske er det egentlig et sympatisk træk, at man alligevel ikke helt kan frigøre sig af sine tanker om andres forventninger, selv om man prøver? Vidner det ikke lidt om, at man har brug for fællesskabet - det være sig virtuelt eller i virkeligheden?
Omvendt viser det sig jo, at der samtidig trods alt er højt til loftet i Blogland, og at der er plads til forskellige meninger og prioriteringer...
Det er sgu et godt sted, det her! :-)

Velkommen, Lenore! :-) - og ja, godt nytår!

01 januar, 2007 22:18  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home