Farvel

I dag (og til aften) har jeg været mange timer på arbejde. Som i rigtigt mange timer. Skæpper godt i kassen, men mand, jeg er færdig! Dog på den gode måde. Har køkkenarbejde - og kroppen kan mærkes nu. Det bliver let at sove...

En del af tiden gik jeg i dag op og ned ad min kvindelige chef, som jeg er kommet til at synes bedre og bedre om. Jysk kvinde omkring de fyrre, med benene på jorden (og i næsen - eller noget), nem at snakke med - typen, der altid finder en løsning og ikke tager sig selv så højtideligt og kun bliver vred og vrissen, når det er virkeligt rimeligt. Og så griner hun nemt.

I dag fik hun et par øl inden for vesten, og så kom der farve i kinderne, og hun snakkede lidt mere personligt og åbent. Dét klædte hende. Meget. Måske spillede det osse en rolle, at jeg tidligere på dagen havde oplevet hende splitterspændt rasende i anden forbindelse? Jeg har stor sympati for, at folk kan stå ved, når de bliver vrede - især når man som hun er helt rimelig, og inden raseriet vælter ud altid prøver at finde en fredelig løsning.

Måske var det på grund af disse ting, at det gjorde ekstra stort indtryk på mig, at hun kom med følgende lille beretning om sin knap fire år gamle søn:

"Tobias leger tit med vores overbos søn Henrik, og det er simpelthen så skægt med de to: Henrik, han kan bare ikke finde ud af at sige farvel. Når de sidder og leger, og man står dér i døren og siger: "Tobias, du skal altså med hjem nu", så kan Tobias ikke rigtigt løsrive sig, og Henrik gør det ikke nemmere, for han har sådan en "jamen, vi skal jo lege"-indstilling - osse selv om klokken bliver både ni og ti om aftenen. Et par gange på det sidste er Tobias så kommet helt overvældet og triumferende hen til mig og har fortalt om sin dag henne i børnehaven [hvor de to drenge osse går sammen]: "Mor-mor - ved du hvad? Henrik sagde farvel i dag!"

Denne lille gengivelse fik mig til at tænke. Og føle. Meget dybt. Dér - midt i madrester og afspulingsanlæg, lugten af industriopvask og en listig kold fadbamse fra anlægget ved den julefrokost, jeg overarbejdede på - kildede det på den dér helt særlige måde i maven, som hos mig altid indikerer, at her er nogle ord, jeg bør holde fast i. Fordi de rummer en eller anden form for "nøgle"...

Dagens nøgle var, at man skal lære at kunne sige farvel og gi' slip, når man godt véd, at man helt sikkert kommer til at lege sammen snart igen - det gør alle gladere.

Lommen - børn er kloge. Dérfra går det erfaringsmæssigt ned ad bakke...