lørdag, december 16, 2006

Farvel

I dag (og til aften) har jeg været mange timer på arbejde. Som i rigtigt mange timer. Skæpper godt i kassen, men mand, jeg er færdig! Dog på den gode måde. Har køkkenarbejde - og kroppen kan mærkes nu. Det bliver let at sove...

En del af tiden gik jeg i dag op og ned ad min kvindelige chef, som jeg er kommet til at synes bedre og bedre om. Jysk kvinde omkring de fyrre, med benene på jorden (og i næsen - eller noget), nem at snakke med - typen, der altid finder en løsning og ikke tager sig selv så højtideligt og kun bliver vred og vrissen, når det er virkeligt rimeligt. Og så griner hun nemt.

I dag fik hun et par øl inden for vesten, og så kom der farve i kinderne, og hun snakkede lidt mere personligt og åbent. Dét klædte hende. Meget. Måske spillede det osse en rolle, at jeg tidligere på dagen havde oplevet hende splitterspændt rasende i anden forbindelse? Jeg har stor sympati for, at folk kan stå ved, når de bliver vrede - især når man som hun er helt rimelig, og inden raseriet vælter ud altid prøver at finde en fredelig løsning.

Måske var det på grund af disse ting, at det gjorde ekstra stort indtryk på mig, at hun kom med følgende lille beretning om sin knap fire år gamle søn:

"Tobias leger tit med vores overbos søn Henrik, og det er simpelthen så skægt med de to: Henrik, han kan bare ikke finde ud af at sige farvel. Når de sidder og leger, og man står dér i døren og siger: "Tobias, du skal altså med hjem nu", så kan Tobias ikke rigtigt løsrive sig, og Henrik gør det ikke nemmere, for han har sådan en "jamen, vi skal jo lege"-indstilling - osse selv om klokken bliver både ni og ti om aftenen. Et par gange på det sidste er Tobias så kommet helt overvældet og triumferende hen til mig og har fortalt om sin dag henne i børnehaven [hvor de to drenge osse går sammen]: "Mor-mor - ved du hvad? Henrik sagde farvel i dag!"
Denne lille gengivelse fik mig til at tænke. Og føle. Meget dybt. Dér - midt i madrester og afspulingsanlæg, lugten af industriopvask og en listig kold fadbamse fra anlægget ved den julefrokost, jeg overarbejdede på - kildede det på den dér helt særlige måde i maven, som hos mig altid indikerer, at her er nogle ord, jeg bør holde fast i. Fordi de rummer en eller anden form for "nøgle"...

Dagens nøgle var, at man skal lære at kunne sige farvel og gi' slip, når man godt véd, at man helt sikkert kommer til at lege sammen snart igen - det gør alle gladere.

Lommen - børn er kloge. Dérfra går det erfaringsmæssigt ned ad bakke...

4 Comments:

Anonymous Lucy sagde...

Bare kald mig Henrik :-S

16 december, 2006 01:48  
Blogger Pernille sagde...

@Lucy:
Hvad skal JEG så hedde...? (Og ja, NU går jeg i seng...) !-)

16 december, 2006 01:52  
Anonymous LomombaGuy sagde...

Sjovt nok er noget af det væsentligste jeg kan huske fra det hus vi flyttede fra da jeg var 3½, at der var nogle jævnaldrende drenge hos naboen og genboen, som ofte græd når det var tid til at jeg skulle hjem.
Jeg husker det mest fordi jeg ikke forstod hvorfor.
Der var jo ikke "mangel" på leg - der var jo en dag igen i morgen...

17 december, 2006 14:27  
Blogger Pernille sagde...

@Lomomba:
Interessant. Måske er det bare sådan et stadie, børn skal igennem i den alder...? Hm, og måske er fx JEG så bare aldrig kommet igennem det...? Jeg er bestemt ingen ørn til at sige farvel og stole på, at min legekammerat kommer tilbage... :-S

17 december, 2006 15:38  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home