tirsdag, december 26, 2006

”Du er i min hjerte...”

(NB! Lydprøver på danske dialekter kan høres her)

"Dialekter beskæftiger sig med
de nære ting – så som mad, drikke,
sex, (andre) daglige gøremål,
sindsstemninger og kropslige
funktioner. Måske er det derfor,
disse ”sprog i sproget” fascinerer
mig sådan?
Den trætte akademiker inden i mig
længes efter virkeligheden..."

Nu er der sikkert nogle iblandt jer, som straks ved synet af overskriften vil gøre indsigelser. ”Der ska’ da stå ’mit hjerte’!” Men nej, det skal der lige præcis ikke.

Som de faste læsere her i Baglommen vil vide, er jeg kæreste med en thybo. Og han kan godt finde på at sige ting som fx ”min hjerte” eller "min bord". Han bliver frygteligt flov, når jeg kærligt smilende påpeger, at det altså er enormt sødt med den fejl.

Han tror vist, at jeg bare prøver at pakke min hån hensynsfuldt ind. Men sådan er det slet ikke. Der er ingen hån i mine ord. Jeg bliver faktisk helt varm om hjertet, når han siger den slags – og ikke blot pga betydningen af den ytring, men osse lidt ekstra på grund af ”fejlen”, må jeg tilstå. Den er så meget ham.
Og helt ærligt, jeg er lidt misundelig på folk, der har en dialekt – et andet sprog, som de ”slår over i”, så snart de er sammen med familien og barndomsvennerne. Et sprog som for manges vedkommende osse nu og da pludselig stikker frem midt i det ”rigsdanske”* ved ganske særlige lejligheder – gerne når det hele bliver lidt ekstra følsomt og vigtigt.

Det, der fascinerer mig i det her, er nok sproget som udtryk for de fællesskaber, folk danner...

Hiphopperne har fx deres fraser, som dels viser andre uden for gruppen, hvem de er, dels indadtil i gruppen er vigtigt for sammenholdet – det er med til at skabe identifikation. Sådan er det osse med de to køn, med aldersklasser, med folk fra samme arbejdsplads, med folk, der har en fælles fritidsinteresse osv.. Man skaber en gruppe ved at adskille sig fra alle de andre. Osse sprogligt.
Grupper har en særlig jargon (en indforstået tone), som de måske ikke engang selv lægger ret meget mærke til, men som i høj grad bruges til at holde sammen på gruppen – og dermed osse til at holde andre, der ikke kender denne sprogbrug, udenfor.

Akademikere har osse deres jargon. De (vi!) er slemme til at snakke ’universitetsk’. Somme tider forstår andre ikke en lyd. Og særligt uheldigt bliver det, når der er tale om akademikere, der ellers netop har til opgave at formidle og kommunikere så hensigtsmæssigt som muligt... Man taber ikke-akademikere på gulvet ved at bruge alt for mange fagudtryk samt den særligt indforståede akademiserede humor (som efter min mening mest af alt er en plat test i, hvem der fanger pointerne, som man endelig ikke må flage for meget med, for så går "legen" jo af det...).

Men dialekter er lidt anderledes end de socialt skabte jargoner.

Dialekter er noget, man tidligt i opvæksten tager til sig. Nogle mere end andre. De vedrører alt hjemligt, smerteligt og glædeligt og dagligdags. Derfor er der ikke dialektord for ord som ’kontekst’, ’parentes’ og ’diskursanalyse’. Man har simpelthen ikke brug for sådanne ord, dér hvor dialekterne er opstået og tales.
Dialekter beskæftiger sig nemlig med de nære ting – så som mad, drikke, sex, (andre) daglige gøremål, sindsstemninger og kropslige funktioner. Måske er det derfor, disse ”sprog i sproget” fascinerer mig sådan? Den trætte akademiker inden i mig længes efter det, de kalder "virkeligheden"...

Jeg ved imidlertid, at mange dialekttalende mennesker har et meget dobbelt forhold til deres ”andet modersmål”. Præcis som min kære nordvestjyde er de bange for at blive anset for dumme og ”bondske”, når de slår over i hjemegnens særlige klang og ordforråd.
Andre er tværtimod så stolte over deres dialekt, at de ikke gerne taler andet. De føler sig akavede på rigsmål – sikkert som visse danskere føler, at hvis de rent faktisk prøver at lyde som indfødte englændere, når de taler engelsk, bliver det ”krukket” og ”skabet”.

For mig, der ikke selv har nogen decideret dialekt (selv om man selvfølgelig sagtens kan høre på mig, hvor i landet jeg kommer fra, og at det nok ikke er fra Jylland eller øerne), er dialekt-præget sprog noget eksotisk, noget trygt og kilde til evig barnlig forundring og opdagerglæde over, at folks verdener på én gang er ens - og alligevel så forskellige, nuancerede. Dét, der har sit eget ord i vendelbomål, findes måske ikke i sønderjysk, og dét, der giver positive associationer på langelandsk, er måske noget meget dårligt på bornholmsk.

Min far er nordjyde. Min mor er fra Vestsjælland. Og jeg kan genkalde mig, at jeg allerede som barn kunne høre forskel på deres måde at tale på – og fascineredes. Min mor er bestemt ikke udpræget vestsjællandsk. Min far er til gengæld udpræget nordjysk (til trods for at han har levet mere end 2/3 af sit liv i København og Nordsjælland).
Her i julen blev jeg således helt glad over at opdage, at ordet 'over' (som i 'at springe over bukken') somme tider i hans mund stadig hedder noget i retning af 'øwer' med kort vokal.

Til trods for min mors måske lidt mindre dialektalt prægede sprog er der simpelthen ikke den sproglige detalje, der ikke kan blive genstand for diskussion mellem de to derhjemme. Ofte kigger de vantro på hinanden ved erkendelsen af, at et ord i den andens mund kan udtales så meget anderledes end de nogensinde havde forestillet sig:

Min mor ’rinser’ en dug, som er plettet, min far ’ranser’ den. Min far ’fryser fingrene’, min mor ’fryser om dem’. Min far har et hav af trykplaceringer, som kan give hans børn (især min bror) grå hår i hovedet: ”Far, det hedder ikke FYRværkeri – det hedder fyrværkeRI”. Listen er lang. Min mor siger de bløde d'er i fx 'sprødt' og 'ledt' (altså 'ondskabsfuldt'). Det gør min far ikke. Osv..

Måske kan jeg godt lide dialekterne, fordi de minder mig om mine kære forældre? Måske kan jeg godt lide, at der er plads til, vi ikke er ens - heller ikke i munden? Måske kan jeg godt lide at tænke den tanke, at forskelligheden ligefrem kan være en fordel?
Det dér lille prik, det giver, når nogen udtaler et ord helt anderledes, end man selv ville gøre det. Eller bruger et ord, man aldrig har hørt før og ikke kender... Det minder én om, at verden er så meget større end én selv. Og derfor ser jeg dialekterne som så livsbekræftende i al deres forblæste vakkelvornhed.

Og nu vil jeg så gå i min seng. Jeg er helt grast...

Lommen - ikke dialektal, men horisontal...

*) ’Rigsdansk’ her sat i anførselstegn, fordi begrebet jo er en abstraktion. Rigsdansk findes ikke rendyrket – og alene antallet af forsøg på definitioner og geografiske placeringer vidner herom.

4 Comments:

Anonymous beologen sagde...

Jeg er helt nede med dialekter.
At høre en nordjyde (min datters gudfar) sige 'æg' med blødt 'd' bliver jeg aldrig træt af.
Og når min eks-svigerfar fra Nysted sagde at en is med fem kugler kostede 'ikke uden ti kroner'...så var det for sygt godt :-)

27 december, 2006 09:01  
Blogger Lizelotte sagde...

Hehe...jeg kommer lige hjemmefra Storvorde udenfor Aalborg, hvor jeg nu i to dage har hygget mig med at sige "dåse" - udtales "dååås'" - uden at nogen overhovedet studsede over det.

Her hjemme igen skal jeg koncentrere mig om at sige det RIGTIGT for ikke at min kære mand skal bryde sammen i krampelatter over det. Å hwa' er så probleme mæ det...nå!

28 december, 2006 14:44  
Blogger Pernille sagde...

@Beo:
Bortset fra, at det vist aldrig kan blive et blødt 'g', så følger jeg dig fuldstændigt: Min far, der som sagt er nordjyde, udtaler både 'æg' og 'væg' med det bløde såkaldte "færge-g".
Og 'ikke uden' er ligeledes hverdagskost derhjemme. Jeg har osse forlystet mig over den - tit! :-)

@Lizelotte:
Jeg ved skam godt, hvor Storvorde ligger. Geografien omkring Aalborg er mig ikke helt fremmed, eftersom min hr. fader faktisk er opvokset i netop den lille by, du for nylig omtalte på din blog i forbindelse med dine julehistorier: Terndrup. :-)
Af samme årsag er jeg tusind gange blevet drillet af sjællandske venner, som mener, jeg er helt galt på den, når jeg hos bageren bestiller en 'bas' i stedet for en 'basse': "Hva, Pernille? Tror du, det er en musikforretning, det her??"
Har åbenbart overtaget min fars vane med at droppe de dér e'er til sidst... :-S

30 december, 2006 19:44  
Anonymous beo sagde...

"Færge-g"??....herligt...kært barn.
:-)

30 december, 2006 21:07  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home