torsdag, december 21, 2006

Status ved nytårstide

Kom til at gøre status i går
- halvanden uge før nytårsaften.
Og jeg havde faktisk en del at tænke
over - ikke bare ét år, men faktisk
hele otte - måske var det godt, jeg
var ædru...?


Jeg gik en dejlig tur nede ved Søen i går. Selv om træerne stod nøgne i lyset af den nedgående decembersol, var det svært at tro, at det er jul om bare et par dage. Det var mildt og dejligt, og jeg behøvede ingen handsker. Dér var det flotteste lys - himlen stod i gyldent, orange og blåt. Der lugtede af våd muld. Sceneriet lignede et gigantisk papirklip udformet af en meget tålmodig kineser med en lille, præcis guldsaks.
Der var helt roligt udenfor, men en dejlig støj inden i mig. Fra musikken i mine øretelefoner og glæden i min mave. Jeg havde det, som om energien nærmest strålede ud af mig.

Det var d. 20. december...


For nøjagtigt otte år siden - d. 20. december 1998 - fandt jeg sammen med min første "alvorlige" kæreste. Noget med en julefrokost i en forening, vi begge var med i, en brandert og - ud på natten - en skvulpende vandseng hjemme hos hans forældre...
Vi var sammen i næsten 3½ år. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Men jeg var glad for ham. Tænk, at jeg ku' få en kæreste... Jeg blev glad for ham hen ad vejen. Men jeg tror egentlig ikke, jeg var forelsket i ham på noget tidspunkt.
Han var sød ved mig. God mod mig. For god mod mig. Jeg kedede mig. Jeg kedede mig, fordi jeg ikke elskede ham, men bare var venner. Han var forelsket. Jeg var en røv - som græd snot over ham i tre måneder, fordi jeg ikke turde være alene, da han gik. I frustration.

Det blev til et par andre helt anderledes inderlige forhold - af et par års varighed hver. Ét var sørgeligt og tragisk for fyren. Ét var sørgeligt og tragisk for mig.
Jeg oplevede både at være den, der gik - og den, der blev gået. Jeg genopdagede, hvad savn og længsel er for nogle størrelser. Jeg oplevede gigantisk, himmelråbende lykke, blomster og gaver og ømme ord - og en smerte så stor, at jeg i begyndelsen af 2005 seriøst overvejede om ikke, det ville være bedst, hvis livet og jeg gik hver til sit.
Jeg oplevede, hvad det vil sige at bryde sammen. Nå grænsen. Gå ned. Hviske tavlen ren. "Se fortidens dæmoner i øjnene", som det hedder med en hvinende klæbrig kliché. Nu ved jeg, hvad det vil sige at starte forfra. Eller måske rettere: Hvad det vil sige at begynde igen.

Jeg lærte, at mine venner ville jeg aldrig kunne klare mig uden. At man er nødt til at ha' tillid. Ellers hører alting op. Jeg lærte osse, at meget af det, jeg var blevet opdraget til at tro på som lille, ikke var rigtigt - heldigvis. Jeg lærte at frikende mig selv - jeg fandt ud af, hvorfor jeg havde været ude af stand til at tro på kærligheden.

Jeg forstod, hvorfor jeg så brændende havde ønsket mig at lukke andre ind og oprigtigt troet, at det var dét, jeg havde gjort, selv om jeg - når det kom til stykket - aldrig havde magtet det helt. Jeg erkendte, at forudsætningen for fred og en lille dråbe lykke bare en gang imellem var fred inden i mig. Jeg indså det guddommeligt store i, at man ikke kan få nogen til at elske én. Værdien af at kunne gi' slip. Enten er det. Eller osse er det ikke. Der er intet, du kan gøre - for følelsen har du intet ansvar, der kan tynge dine skuldre.

Jeg fandt ud af, at jeg havde taget fejl, da jeg valgte uddannelse - og blev skrækslagen. Jeg fandt ud af, at sprog ganske vist er min store passion, men ikke for sproget selv - snarere for dét, mennesker kan med det. Det, vi gør med det. Sammen.

Jeg skiftede uddannelse. Da jeg begyndte at studere, læste jeg fransk. Men fransk lovgivning og eu-politik sagde mig ikke en fregne. Og oversættelser næsten lige så lidt. I dag læser jeg dansk med specialisering i kommunikation. Iagttager, beskriver og undersøger mit modersmål dér, hvor det er - ser dets udviklere ('sprogbrugere') i spil og fascineres hver eneste dag. Med lidt held og masser af flid bliver jeg langt om længe færdig til sommer. Med studiet. Men aldrig med sproget...

Her sidder jeg så ved min bærbare otte år senere. Er meget klogere, men selvfølgelig slet ikke klog nok. Man lærer for evigt - har jeg lært... Og jeg tror såmænd, at netop dét er meningen. Det skræmmer mig ikke, at den ikke er universel, meningen. At ingen andre husker min mening, når jeg engang drager herfra. Jeg véd, at jeg i glimt mærkede den, sansede den - erkendte den. Og dét er godt nok til mig.

Jeg synes, jeg har vundet i lotteriet. Jeg sluttede fred med mig selv og min fortid, sluttede fred med min mor og min far. Sluttede fred med sårbarheden, med angsten, med vreden og med utilstrækkeligheden. Og for første gang nogensinde elsker jeg. Rigtigt. Ægte. Trygt.

Hvis de næste 8-10 år bliver bare halvt så lærerige og store, så kan jeg kun glæde mig. Må hellere gå i seng, så jeg snart kan stå op. Vil ikke misse ét sekund...

Lommen - nu uden forbehold

5 Comments:

Anonymous beologen sagde...

Godt gået, Pernille - og godt skrevet.
'Hvis alt andet kikser så prøv med sandheden' som nogen har sagt.
Du har lavet en vidunderlig lille trykfejl som du stærkt skal overveje at lade blive stående:

"hviske tavlen ren"

- der er mange som bare råber og råber i skoven.
Måske når man længere ved at hviske hvis målet er at viske?

:-)

21 december, 2006 07:33  
Anonymous Toke sagde...

.......*rørt* *knus*

(Det er jo ikke sådan når man er lidt grådlabil vel ;-)

21 december, 2006 09:11  
Blogger Lizelotte sagde...

Jeg laver lige en BØLGE (helt selv) for dig, som er kommet så langt på 8 år...!

21 december, 2006 09:34  
Anonymous Alice sagde...

Flot skrevet!

Jeg tænker, at du har vundet i lotteriet fordi du har set din fortid i øjnene, lært af den og er kommet videre. Det er pokkers svært, det der med at lære af fortiden, fordi det kræver kræfter at anerkende den som en del af vejen. Det er let nok at se på den, en sværere at bruge den konstruktivt.

Hvis der kommer så meget ud af en gåtur, burde man nok gøre forsøget ;o)

21 december, 2006 12:18  
Blogger Pernille sagde...

@Beo:
Tak for rosen. :-) Og glimrende pointe med trykfejlen - tror faktisk, jeg alder den stå, selv om jeg måske ikke hører til de mest hviskende... !-)

@Toke:
Hvad er der nu i vejen med at være grådlabil...? ;-)
Tja, jeg græd ikke under skrivningen af dette indlæg - men jeg har grædt både af glæde og sorg over disse ting så mange gange førhen, så det er da kun rimeligt, at DU nu osse tuder lidt *kærligt smil*.

@Lizelotte:
Orv, en bølge? Sidder slevfølgelig straks præstationsangst og tænker, at "jamen, det er jo kun mig, der har SAGT, jeg var nået så langt - hvad nu hvis det kun er mig, der synes det?"
Men jeg bliver rørt over, at du synes, det lyder som langt.

@Alice:
Rent mentalt har gåturen været LANG. Rent fysisk har der nu osse været mange gåture. Som i "rigtigt mange". Men du kan jo starte, hvis den gode julemad sætter sig - evt. som fedt om hjernen og hjertet... Hvis man ikke kan få luft, er en gåtur altid godt! !-)
"Det er pokkers svært, det der med at lære af fortiden, fordi det kræver kræfter at anerkende den som en del af vejen", skriver du, og jeg synes, din formulering er ramt på kornet. Havde aldrig tænkt over det dér med at anerkende fortiden som én del af én på dén måde. Men geg synes, at det klassiske billede af livet som en lang vej giver rigtigt god mening her...

21 december, 2006 15:54  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home