Jeg holder af hverdagen...
... skrev DanTurèll.
Det gør jeg osse. Hver gang den viser sig...
I perioder har jeg haft et mere end omtumlet liv. Ja, somme tider har jeg bare haft det, livet. Det meste af tiden har jeg heldigvis levet det. Min klare favoritudgave af tilværelsen er og bliver dog hverdagen. Uanset hvad jeg så ellers prøver, så er hverdagen den eneste edition af tilværelsen, man kan leve med i længere tid ad gangen, synes jeg. Og her ku' så følge en masse banaliteter om, at "man skal jo ha' noget sort for at kunne se det hvide" og den slags. Men det bliver ikke i min biks. Hverdagen er ikke "det sorte". Den er selve livet. Osse selv om den nu og da giver splinter i fingrene, gigt i lilletæerne og tandpine.
Nu savner jeg den. Igen. Men på en helt ny måde. For første gang savner jeg hverdagen, mens jeg står midt i den. Jeg savner at...
... ha' dårlige morgener, dumme morgener - hvor man sover over sig, og cyklen er punkteret
... ha' tomt køleskab, fordi der ikke var tid til at handle, hvorfor man til aften er tvunget til at spise rugbrødsmadder med leverpostej og spegepølse, der gik over udløbsdatoen i går
... misse bussen - kun for siden i den silende regn at opdage, at man har glemt paraplyen derhjemme
... række ud efter shampooen i badet - kun for med et suk og et lille smil at måtte erfare, at man i sin travl- og træthed i går kom til at købe body lotion
... indkøbsposens hank knækker på vej hjem fra supermarkedet, og varerne vælter ud over fortovet - selvfølgelig med en bakke æg først
... være dødirriteret, fordi jeg helt uventet har en friaften, og ingen af vennerne har tid til at komme over til en kop kaffe og en pandekage, fordi jeg ringer med alt for kort varsel
... være oppe at skændes med min mor, udelukkende fordi vi begge to har en kort lunte-dag og egentlig bare burde vente med at snakke sammen til i morgen
Alt dette (og meget andet af lignende livsvigtig, komplet ligegyldig karat) sker for tiden jævnligt i min såkaldte tilværelse. Det, jeg savner er, at min kæreste ikke boede knap 250 km fra mig, men kunne være en del af alt dette. Som andet end det kærligt og dejligt lyttende øre i en telefon, som andet end den varme, givende og lattermilde stemme i samme apparat. Som langt mere end en fantastisk mail i min inbox. Som andet end søde pakker og kort. Som andet end tonsvis af sms'er. Som andet end ord. Jeg savner et vidne til mit liv. Jeg savner at være vidne til hans.
Jeg tror, det er tydeligt, hvad jeg ønsker mig af 2007. Jeg ved heldigvis, at han ønsker sig det samme. Men der er lige en ny... hverdag, der skal skrues sammen først.
Godt nytår til alle - må jeres ønsker blive opfyldt!
Lommen - nu uden tag line...