Jeg er træt af at være sådan en furie...

... sådan én, der raser over de helt forkerte ting. Sådan én, der raser og midt i vreden godt ved, at det i virkeligheden er ting langt borte - i fortiden - der flammer op igen. Ting, som folk i nutiden ikke er ansvarlige for. Jeg er træt af at tro mig svigtet, forrådt og udstillet, når jeg slet ikke er det. Jeg er træt af, at fortidens spøgelser blænder mig og får mig til at såre de mennesker, jeg allermest vil ha' i mit liv, og som jeg behøver så meget. Jeg er træt af med disse vredesudbrud selv at skabe den utryghed, som jeg selv frygter og afskyr så meget. Hos mig selv og hos andre... For slet ikke at tale om hvor sindssygt træt jeg er af at være mig alt det her bevidst og alligevel, al-li-ge-vel, føle mig så magtesløs i situationen.

Jeg slår mig selv i hovedet. Jeg bebrejder mig selv. Og lad være med at sige, at det bør man ikke. For jo, det bør jeg her. Jeg bør komme til fornuft. Få fornuften og følelserne og minderne til at snakke sammen. Nu. Jeg slår løs og spørger mig selv, hvorfor det skal være sådan her. Jeg spørger mig selv, om jeg virkelig skal ofre alt på usikkerhedens alter. Skal jeg virkelig for evigt tro, at kærlighed er noget, man mister, før man har set sig om? På at tryghed aldrig varer ved? Og på at løfter bare er ord, blot fordi det var, hvad jeg lærte som lille?

Tag nu imod livet, Pernille! Du har jo aldrig været lykkeligere. Tro nu på verden. Den lyver ikke, bare fordi et par mennesker i din nærhed gjorde det, da du var lille.

Skal jeg virkelig for altid barrikadere mig selv bag en vrede så voldsom, at jeg mister mig selv og alt, hvad der er mig kært i den? Skal jeg virkelig blive ved at græde i ensomhed i stedet for at vise min sårbarhed for dem, som det vedkommer? Skal jeg blive ved med at forhindre nogen som helst i at nå mig? - Og efterfølgende forpulet offeragtigt sige, at jeg er ensom, og at ingen vil ha' mig? De ville ha' mig. Én af dem så meget at han gik ned med flaget på at prøve at overbevise mig. Han forklarede sig selv til blods. Et par af dem troede, de fik mig, men mistede mig, før det rigtigt var begyndt. De svigtede ikke. Jeg troede, de svigtede. Eller rettere: Jeg troede, jeg vidste, de ville svigte. Og derfor turde jeg ikke.

Nu er spørgsmålet: Hvordan fanden lærer man at turde give sig hen? Hvordan lærer man at tro?

Lommen - nu med velfortjente spark til sig selv