Har du talt med din seng i dag?

Det følgende er en direkte afskrift af en samtale mellem indehaveren af denne blog og hendes seng:

Sengen: "Det her holder altså ikke! Kom nu herover og læg dig i mig, Pernille! Det er, fordi du har mens OG har drukket lidt for meget rødvin... I morgen ser det hele bedre ud. Koooom NU!"

Jeg: "Jamen, jeg kan slet ikke HA', hvis nu jeg bliver taget for givet! Ja, du kender det da fra dig selv, Røde [ja, min seng er malet knaldrød! - Red.] Det ville da heller ikke være fedt for dig, hvis jeg aldrig lå og sukkede og sagde "neeeeeeeeej, hvor er det skønt at ligge her i min dejlige seng og slange mig!"

Sengen: "Du tager mig da for givet, sødeste Pernille! Og ved du hvad? Jeg synes, det er helt i orden. Faktisk synes jeg, det er mere end i orden. Det er da rart, du har tiltro til, at jeg ikke sådan lige skiller mig selv ad og bener ud ad din dør, bare fordi du sover i en anden seng en nat eller to, eller fordi du både snorker og savler, når du så endelig sover i mig. Jeg véd, du holder af mig! Men hold lige fokus her, ikke? Hvad filen får dig til at tro, han tager dig for givet - jeg har sgu da set, hvad I to laver her, i mig!!!"

Jeg: "Ja, men jeg laver ikke sjov med dine varme følelser for mig, vel? Måske er det dérfor, du tager det så roligt - fordi jeg behandler dig så reelt og respektfuldt?"

Sengen (skeptisk): "Aaaarh, Nillesen... Jeg kan da huske, at du flere gange har præsenteret mig som "min røde tresser-seng" over for dine gæster. Altså ærligt talt, hvis dét ikke er at drille, så ved jeg da ikke, hvad der er... Men det generer mig altså ikke. Bare rolig! Vores forhold er jo tæt nok til at bære det. Og... Hvad er det så egentlig liiiige, vi snakker om her, Pernille? Kom så med det! Hvor slem har han været på en skala fra ét til 'jeg slår ham langsomt og pinefuldt ihjel'? Eller rettere: Hvor slem digter du, at han måske-nok-oplever-du-på-en-måde har været...?"

Jeg (opgivende): "Okay, det kan godt være, at du er pisse-large, når det kommer til personlige relationer, og det kan jeg jo sådan set bare være vildt taknemmelig og glad for. Men det er jeg ikke - large, altså! Jeg er mega-smålig og sårbar og fuld af lyst til at straffe, selv om min forstand skriger til mig, at han ikke har gjort noget galt, men bare ville lave lidt sjov, fordi han netop er sikker på mig og glad for mig. Og desuden vil han blive pisseforskrækket, hvis jeg ikke lader høre fra mig. Allerede i morgen aften vil han være grufuldt bekymret, og jeg vil føle mig som en rigtig bimbosæk af en drama-queen, som er ynkelig på den dér klamme manipulerende måde, når jeg med vilje ikke lader høre fra mig. Og jeg vil hade min egen adfærd så meget, at det ikke kan vare mange timer, før jeg tror, det er forholdet, jeg hader og... dropper det i den øjeblikkelige tro, at det er det eneste rigtige."

Sengen (med inspicerende mine som reaktion på min panisk jappende stemmeføring): "Det er da skræmmende! Selv om du véd, hvor lidt forbindelse dine følelser har til den faktiske virkelighed, har du alligevel gennemtænkt scenariet med hans nervøsitet flere gange i løbet af i aften og fundet en vis vellyst i at forestille dig hans bekymring og mere og mere fortænkte analyser og deraf følgende urimeligt hårde domme over egen adfærd - ikke sandt?"

Jeg (flov): "Jo, det er så øv... Jeg bliver bare så... nedtrykt, når jeg laver det her nummer. Frustreret. Men jeg gør det jo, fordi jeg er ked af det. Altså, det er jo, fordi..." (afbryder mig selv midt i talestrømmen og sukker i stedet dybt).

Sengen (opgivende, men dog roligt): "Fordi du bliver usikker og pisker en stemning op. Det var jo det, jeg sagde, Pernille. Kom nu herover og sov, ikke? Godt at vide, at du er blevet klogere og ikke gør dumme ting og sager, men nøjes med at tænke dem! - Og så er det da fint, at du véd de her ting nu og i det mindste kan fortælle mig dem."

Jeg lægger mig i sengen, der knager trygt og rart under mig, da den modtager mig.

Sengen (nu pludselig med frygtsom stemme) : "Nu har du vel ikke allerede sendt ham en dum sms??"

Jeg: "Hør, var det ikke dig, der lige sagde, jeg sku' se at sove...?"

Sengen (med sigende blik): "Du ligner din mor for meget - tro mig: Jeg ved det, for hun har osse sovet i mig i sin ungdom. Din far stod model til en hel del. Se nu at få snakket med ham i morgen - ja, altså ikke din far...".

Jeg: "Du plejer at ha' ret. Hvis jeg lover at gøre det, giver du mig så en god nats søvn?"

Sengen: "Helt bestemt. Hvis du lover at snakke med ham, kommer den gode søvn faktisk helt af sig selv!"

Øv. Den er sgu for klog, den røde satan!