At hyggesludre med mænd, der nyder at pine kvinder

Jeg har på det sidste hyggesludret lidt på nettet med en mand, der er erklæret S/M-menneske. Jeg faldt nu slet ikke i snak med ham pga noget som helst seksuelt (sådan noget tør jeg nemlig slet ikke ;-)), men han er så åben omkring sine seksuelle præferencer, at jeg nærmest ikke kunne undgå at kende til dem.

Han og jeg snakker ikke seksuelt - selv om han da som alle andre (mænd) lige forsøger sig med et hint her og en antydning dér. :-) Ganske almindelig, uskyldig flirt. Jeg spiller lidt med, det er vældigt sjovt og ikke så meget mere i dét.

Så langt, så godt.

MEN:
Noget i mig vender altså alligevel helt forkert over det her. Helt forkert, siger jeg jer! Jeg tror, at det, jeg føler, er det, man for en halvtreds års tid siden, ville ha' kaldt kvababbelser. Voldsomme kvababbelser, endda...

Havde manden så bare været en stakkels masochist, der fandt nydelse i at lade sig pine og plage og hænge op i nosserne for at modtage pisk med en slatten porre, så havde jeg endda kunnet forstå det. Om igen (for jeg havde jo hånden på hjertet stadig ikke fattet en lyd): Så havde det i det mindste været acceptabelt. Men nu?

Han er seksuel sadist, for fanden! Og mit stakkels velordnede verdensbillede styrter støvende sammen for øjnene af mig. For han virker så sød og rar. Han er småbørnsfar og lader i øvrigt til at være ganske normal og tilregnelig oven i hovedet. Men det tænder ham altså fx at stikke nåle i kvinder og høre dem trygle ham om nåde.

Man ka' sgu da ikke være normal og sød og rar og almindelig og så OGSÅ rumme den slags lyster?! Hvorfor mon det er så skræmmende for mig, hvis man alligevel kan? Fordi såkaldt almindelige mennesker (som jeg selv?) så også ka' rumme noget, der ligner ondskab?*

Kunne jeg ikke bare tænke: Hvad filen rager mandens sexliv mig? Jeg kan da sagtens diskutere politik, kønsroller, smag ud i madvarer, sprog og videnskab og verdensbilleder og alt det andet satans interessante, han og jeg nu taler om, uden at forholde mig til hans seksuelle præferencer. Kunne jeg ikke?

Åbenbart ikke. På en eller anden måde vil jeg meget gerne ha' flere samtaler med ham - for han er sgu en spændende fyr med et godt hoved. Tilmed en fyr med indføling, som hensynsfuldt spørger sig for, hvis han frygter at ha' fornærmet nogen, og som også kan sige fra og markere sig. Men samtidig bliver en stemme inden i mig ved at hviske: "Fyren er jo syg, Pernille! Hvordan helvede ka' du sidde og hyggesnakke med ham??"

I dag tog jeg så mig selv i at tænke, at jeg ville sgu da heller ikke kunne kommunikere med en morder: "Du lader til at være et enormt interessant menneske, og så skidt pyt med, du har slået et par stykker ihjel. Det ka' jo smutte, det lort. Og vi kan jo være lige gode venner for det, ikke?"

Og så knækkede filmen! Stod jeg dér og sammenlignede en mand, der dyrker, hvad han nu dyrker, i fuld enighed og indforståethed med kæresten, med en person, der har taget et andet menneskes liv??!

Holy crap! Vi ta'r den lige igen: Jeg sammenlignede fyren med en forbryder...!

*Gisp* Jeg er da helt galt på den. Siger fornuften. Men gæt selv hvordan jeg havde det, da fyren så forleden meget reelt spurgte, om vi ikke sku' stikke næserne venskabeligt sammen en dag. Han var "sikker på, jeg kunne udvide hans horisont".

"Hallo kammerat - én ting er, at jeg på nettet anerkender eksistensen af gode mennesker, som åbenbart dyrker noget så forkasteligt som pineri af andre hjemme i deres soveværelse fangekælder. Du vil da for fanden ikke ha', at jeg også ska' kunne håndtere, at du findes ude i det dér virkeligheden?!"

Og bare (u)rolig... Jeg véd udmærket godt, at det, jeg har gang i her, til forveksling ligner Dansk Folkepartis finte med at sige: "Vi ka' som udgangspunkt ikke fordrage indvandrere, men lige præcis ham, der er min nabo, er faktisk undtagelsen. Han er okay." Velkommen til aftenskolekurset: Hvordan du opretholder dine basale tryghedsskabende fordomme (trin 1).

Lommen - får koldsved, når kategoriseringskasserne smuldrer

*) Det véd jeg godt, at S/M ikke er, ondskab altså.

Lommen - ridder af den sande dyd

Replikskifte mellem bofælle og mig forleden hjemme i Huset:

Jeg: "Nej, hvor dig og din ven larmede over morgenmaden. Det så hyggeligt ud!"
Bofælle: "Jamen, dét var det også. Øh... Var du i køkkenet dér...? Nåja. Jeg ka' da godt huske, at jeg undrede mig lidt, da jeg ku' høre, du var i bad lige bagefter. Stod sgu lidt og tænkte på, om du mon tog franskbrødsmaden med ind under bruseren".

Og her var det så, han stod og grinede lidt - og jeg vidste godt, det nok ikke kun var ad tanken om en spisende Pernille under bruseren.

Jeg: "SÅ stopper du! Jeg tog ud ad døren, og det så du jo godt - det var min BROR, der lånte mit bad!"
(Min bror havde overnattet fra dagen før).

Lommen - glæder sig over, at det snart er slut med hele tiden at skulle... forsvare sin dyd og anstændige levevis over for nyfigne bofæller. ;-)

Intrigant? Hvem mig?

Går altså og tænker en hel masse forskelligt for tiden. Noget af det ka' ikke skrives her (af de dér grunde, som alle gamle bloggere godt kender, så nu refererer jeg bare til dem som Grundene (TM) - I ringer eller bipper bare, hvis I vil vide mere, ikke? ;-)).

Men så er der alt det andet, som jeg bare ikke kan skrive endnu. Fordi det ikke heeelt er tænkt færdigt. Men fuck, hvor jeg gerne ville!

Nå, hvis suppen lige får lov at trække et par dage (uger?) mere, så er jeg sikker på, der viser sig noget... Erfaringsmæssigt er det et spørgsmål om nogle gode tunge timer helt i fred for bevidstheden. Så giver ting sig selv (næsten), når jeg vågner.

I hvert fald: Kan afsløre, at jeg både er intrigant og fascineret for tiden. Altså, ikke lige en kombi jeg er SÅ øvet ud i (hvis jeg nu skal tale lidt pænt om mig selv :-))

Lommen - ville være nemmere KUN at være en nørd

Når man virkelig, virkelig godt gider

I går gjorde jeg det igen:
Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke havde lyst. Ikke gad.

Jeg vågnede op med en dårlig smag i munden. For jeg "gad" jo netop virkelig, virkelig godt. Men jeg turde ikke. Så jeg løj for mig selv. For at være fri for at handle.

Igen.

Jeg er fandengalemig træt af det her narre-hatteri, jeg har gang i over for mig selv, hver gang jeg kunne sætte mig selv på spil, risikere noget - opnå det, jeg ville. Hver gang vælger jeg i stedet at lade, som om intet ku' rage mig mindre. Og det er lige meget om det drejer sig om at skrive et godt speciale, danse en dans med en fyr til en fest, skrive den bog, jeg gerne vil skrive, rejse osv., osv. Jeg tør ikke!

Hva' filen mon der ska' til, før jeg tør?

Indtil da overvejer jeg stærkt et stort skilt i panden:
"Jeg vil egentlig gerne, jeg tør bare ikke - vil nogen venligst komme og prikke hul i facaden af nøje afmålt nonchalance?"

Hm... Og hvis jeg nu så småt begynder at erkende, hvad jeg vil og drømmer om, kommer det så bare til at gøre enormt ondt, fordi jeg nu véd, hvad jeg ønsker mig, men stadig ikke tør gå efter det??

Lommen - den grød er bare for SÅ lang tid siden kold! :-/

Når man er gået fra kæresten-eufori

Fru Green postede i går en kommentar om, at det gav et lille stik i hende, når hun læste om andre, der blev færdige med deres speciale (hun sidder nemlig selv og kæmper med specialet for tiden). Og jeg kender bare den følelse SÅ godt!

Derfor lige en lille advarsel: Hvis du selv er specialestuderende, bør du enten

• lade være med at læse det her indlæg, fordi du bare ikke er spor i humør til at høre om andre, der nu har deres på det tørre

ELLER

• læse dette indlæg og bruge det som en gulerod foran næsen: Sådan her ka' det blive for dig, hvis du knokler på og ser at blive færdig.

Alle I andre ka' lige så godt ta' at læse indlægget færdigt, hvis I alligevel er nået hele vejen hertil. ;-)

Hvordan har jeg det nu? Helt ærligt og enkelt: Jeg STORnyder at være færdig! Jeg vil sammenligne følelsen lidt med den eufori, der kan indtræffe, når man er gået fra en kæreste, som man egentlig længe ikke har kunnet få det til at fungere med:

• I morgen skal jeg klippes og farves (og jeg ska' da ha' en ny friture, for jeg er bare HELT ny indeni efter bruddet med specialet).
• Følelsen fylder hele kroppen: Det var alt, alt for hårdt det forhold - men hold kæft, hvor jeg dog lærte meget, til næste gang jeg skal være sammen med en opgave på mere forpligtende basis...
• Jeg har ryddet op på den dér maniske måde - kylet alle minder ud i en sort affaldssæk, mens jeg lyttede til den musik, som var lydsporet i forholdet, og som jeg nu sikkert aldrig orker at lytte til igen...
• Jeg skal ud og shoppe - fik jeg nævnt, jeg er ny indeni?
• Jeg skal til fest i weekenden - og nej, hvor jeg trænger til at flirte løs. Bare pjattet og useriøst. På selvtillidsboost-måden. I mit liv er der kun mig lige nu. Og sådan skal det være nogen tid.
• Jeg slapper af, har energi og overskud (sover pludselig stakkevis af timer - og gør det endda om NATTEN i stedet for på alle mulige skæve tidspunkter!!).
  
• Folk siger, jeg stråler - og de mener vist, jeg gjorde det rigtige ved at forlade den opgave (for den var jo ikke god for mig).

Well. Skål i god morgenkaffe!

Lommen - behøver vi altid en tag line?

Det er jo nærmest ikke til at tro...

... men så lykkedes det endelig!

På mit skrivebord ligger nu tre eksemplarer af et helt færdigt speciale. Nu lidt søvn i øjnene, og så skal det indbindes og afleveres i morgen formiddag...

Tilbage til det, som de vist nok kalder tilværelsen! Hvor bliver det dejligt at LEVE igen!

Lommen - løb efter toget til sidst