Møde min eks efter otte år og kom sgu nærmest til at hade ham

Ja, så enkelt kan i aftes sammenfattes...

Selv om jeg jo ellers var træt og lidt ked af det - eller nok netop på grund af det - så ringede jeg i aftes til en af mine gode drengevenner og spurgte, om ikke jeg måtte komme forbi. Og jo, det måtte jeg da sådan set gerne, men en vis fyr, som er bedsteven til min ven OG osse min eks-kæreste kom altså osse. Men jeg var da meget velkommen til at spise med.

Jeg tænkte, at nu sku' det fandeme være og takkede ja.

Det er otte år siden, at denne eks slog op med mig efter tre års turbulent forhold.
Han var min første seriøse kæreste, og jeg var ked af det nogle måneder efter bruddet, selv om jeg vel egentlig aldrig var rigtigt forelsket i ham og selv slog op indtil flere gange. "Hvorfor er man så kærester med nogen i tre år?", kan man spørge. Og I har sikkert selv mange gode bud, så dén vej vil jeg lade være med at spadsere nedad i denne omgang. I dag forstår jeg måske heller ikke helt selv hvorfor jeg var sammen med ham. Og da endnu mindre efter i går aftes...!

Det korte af det lange er, at vi altså ikke har set hinanden én eneste gang siden bruddet - og heller ikke er rendt tilfældigt på hinanden. De sidste mange år har han boet mere eller mindre permanent i udlandet pga sine studier, og havde det ikke været for den fælles ven, er jeg ret overbevist om, at jeg ville ha' glemt ham eks'en for længe siden.

I stedet for at søge at forklare fortidens valg vil jeg dog bruge dette indlæg til at komme af med min vrede og min fuldstændig vantro konstatering af, hvor ualmindeligt selvfed, denne engang så relativt sympatiske (om end røvforkælede) fyr viste sig at være blevet.

Jamen, hallo!

Manden snakkede ikke om andet end sit - totalt nørdede!! - fag og sin (vist nok efter hans egen bedømmelse...) lovende karriere en hel aften. Jeg havde en klar fornemmelse af, at det var en ren kedsomhedens pine bare at prøve at foregive en anelse interesse, da han spurgte til mit speciale. Det er klart, at når man er blevet sit fag, så spørger man ikke "hvordan går det?", men "hvordan går det med specialet?"... Well. Jeg har jo fået det rigtigt godt med mit specialearbejde på det sidste, så jeg gav den korte version, og det var så dét. Fordi jeg har bare en smule pli (og fordi jeg ærligt talt synes, mit liv er så meget andet end en opgave på universitetet) sad jeg ikke og snakkede om det i flere timer... Det betød så, at jeg var fortabt i det her selskab, hvor jeg hen ad vejen fandt ud af, at devisen var: "Snak om dig selv og dine egne interesser, husk at tromle de andre - ellers kommer du ikke igennem med noget som helst!"

Nu er vores fælles ven osse noget nørdet i det og evner ikke rigtigt at indtage rollen som vært, der prøver at styre (sam)talen i en retning, hvor alle kan være bare lidt med, så... jeg sad og kiggede ud i luften, alt imens jeg ind imellem desperat forsøgte at finde noget som helst, jeg kunne relatere til i samtalen. Guderne skal vide, jeg var på hårdt arbejde...

Så det gik derefter. Jeg prøvede virkelig. Prøvede hårdt. Men alle forsøg faldt til jorden, og det blev ved med at være fag, fag, fag.
Hvor fed hans vejleder på uni syntes han var, hvor nemt det ville blive for ham at få en ph.-d. og blah, blah, blah. Stolpe op og stolpe ned om alt muligt ligegyldigt. Det var uendeligt kedeligt. Og uanset hvor meget jeg forsøgte at dreje emnet ind på noget mere alment, røg vi straks tilbage i fuldstændigt ligegyldige og meget konkrete detaljer om hans fag-miljø, hans kolleger (som ikke blev introduceret, men bare nævnt og forudsat bekendt), hans projekter, hans teorier, hans arbejdsmetoder.

Og da jeg tog mod til mig og efter flere timers forløb endelig forsigtigt spurgte, om vi ikke kunne snakke om noget, som vi alle havde noget at sige om, blev manden sgu dødeligt fornærmet!

!?!?

Jeg startede med forsigtigt at sige, at jeg ikke håbede, jeg fornærmede nogen, men jeg syntes, det var svært at deltage i en snak om fag på det niveau. Om vi ikke kunne snakke om noget hverdagsagtigt - eller lidt mere om os selv "eller noget". På dette tidspunkt havde jeg osse over for værten og hans kæreste prøvet at påpege mit synspunkt, mens eks'en var på wc. Det virkede et par minutter. Så var det det samme igen.

Da jeg havde formuleret min anke, blev der ellers lukket op for gylletanken, skal jeg love for!

"Herreste gud, vi er tre mennesker, du kan da bare byde ind", lød det nedladende fra eks'en og "du har da ellers altid nok formået at tage magten over en samtale" og "er du fornærmet, Pernille?" og jeg blev hånet og grinet af med replikker som "skal vi snakke mere om os selv? Jamen, jeg vil da gerne snakke om mig og min eksistens", var noget af det lort han fyrede af.

Og da vores fælles ven prøvede at sige, at "det er måske forståeligt, at Pernille siger, som hun gør - der er måske en tid og en plads til alting", fik han at vide at "nu måtte han sgu mande sig op" og "hvad i alverden han mente med DET?!".

Jeg svarede ham stille og roligt, at man da naturligvis ikke sådan lige kunne byde ind om emner, som man intet vidste om, og at det måtte han da kunne se. Men nej - det ku' manden sgu ikke!

Jeg er målløs. Sjældent har jeg været ude for så umoden og uforskammet en opførsel fra en mand på over tredive!

Og én ting er da, at man dummer sig og slet ikke har situationsfornemmelse, men når man bliver gjort opmærksom på, at nogen i et selskab i dén grad føler sig ladt i stikken, så stiller man sig altså - efter mine bedste begreber - ikke op og fortæller dem, at de bare selv må gøre en indsats (læs. at det er deres egen skyld). Men dét gjorde han. For - som han ironisk nok selv havde konstateret tidligere på aftenen - så var han så god til at give andre skylden for alt.

Jeg må give manden helt ret!

Jeg er nærmest chokeret, men selv om eks'en burde ha' haft et par sandheder lige tilbage i sylten, så er jeg nu glad for, jeg ikke sagde mere, end jeg gjorde, men bare afsluttede med et fattet: "Du må ha' det godt, ikke?". Det ville bare ha' været at blotte sig mere end han på nogen måde fortjener, hvis jeg havde mistet besindelsen...

Men altså: Jeg sidder her med en masse blandede følelser, som jeg for min nattesøvns skyld lige vil ha' styr på:

Har han virkelig hele tiden været sådan en idiot? Og hvad var det for noget med at "mande sig op" sagt til vores fælles ven?

Kan egentlig godt svagt huske, at ham eks'en dengang for længe siden ind imellem tydeligvis talte ud fra nogle præmisser om, at veninden og jeg styrede det hele. Tydeligvis nogle vrangforestillinger og mindreværdskomplekser, som trykkede lidt dér... Ham den osse dengang evigt pladrende fyr var så underkuet og undertrykt. Jamen, man får jo helt våde øjne, altså.......! Vorherre bevares!

Hvordan kunne jeg være kæreste med ham?
Er det bare mig, der har ændret mig helt utroligt meget id en forløbne tid? Eller ham? Eller begge?

Og tror han virkelig selv på, at det er andre omkring ham, der dominerer det hele?
NB! Jeg er for længst færdig med at falde i fælden, når andre prøver at manipulere mig til skyld over at være slagkraftig... Her til aften véd jeg fx, at jeg i lange perioder var usædvanligt stille og at det ved Gud i himlen ikke var mig, der blev ved at snakke om mig selv! Dét er min opdragelse ganske enkelt for god til!

Well. Som min nuværende dejlige kæreste påpegede, da jeg frustreret ringede til ham lidt senere fra et nattekøligt busstoppested: "Pernille, det lyder sgu, som om der var noget, han sku' af med, som har været meget indestængt! Det lyder meget uforskammet!"

Og ja, det tror jeg sgu egentlig osse, der var - noget han sku' af med, ham eks'en.

Og ved I hvad?

Dét ville jeg fandengalemig osse ha', hvis jeg var ophørt med at eksistere som person og i stedet var blevet... mit fag *gisp* samt i en alder af et parogtredive havde adresse hos mine forældre, ikke havde en fast kæreste og havde skrevet på mit såkaldte speciale, i længere tid end jeg har.

Kan da godt være, han skal være ph.-d., kan da godt være han har studierelevant arbejde i udlandet i lange perioder.
Kan da godt være en gammel hat - men han har mistet sine sociale evner ( i den udstrækning han nu nogensinde havde dem) og sin selvironi, han ryger som en skorsten og drikker fuldstændigt afsindigt, og så kan han ikke klare en venlig henstilling eller forespørgsel.

Hvor umoden og selvtilstrækkelig har man lov at være??! Dæleme en dårlig handel for ham!

Lommen - mere og mere sikker på, jeg har været rigtigt heldig med de valg, jeg har truffet de seneste år...