Om at se verden i det rette perspektiv

Jeg har en veninde, som er utroligt god til at tage bestik af situationer - osse når de er blevet knudrede og følelsesmæssige. Jeg beundrer hende meget for, at hun det meste af tiden lader til at kunne se sagerne i det rette perspektiv.

Når jeg sidder og er vred og såret og irriteret og siger: "Jamen, hvis han/hun mener at... hvorfor siger han/hun så ikke bare at...?", så har selvsamme veninde tit mindet mig om at...

... det er, fordi mennesker er forskellige og dermed udtrykker sig forskelligt, og at jeg derfor pudsigt nok ikke kan forvente, at ting bliver sagt, som jeg selv ville sige dem (men at ting bliver sagt på en anden måde, end jeg ville ha' gjort, gør ikke modpartens forklaring mindre brugbar, dybfølt eller oprigtig)

... at man skal lytte med det velvillige øre, ikke med sin egen værste frygt malet ud over indersiden af kraniet som et filter, der kan forvrænge selv modpartens allerbedste intention

... at det bedst tænkelige ofte ikke er nær så langt væk, som man forestiller sig

... at de færreste mennesker er onde af natur, men bare mennesker (som begår fejl nu og da)

... at man må respektere, at for nogle tager det lidt tid at bearbejde, hvis de er blevet vrede eller sårede (men de skal nok komme, når de er klar, og at det ikke nytter noget at presse på)

Og i dag tænker jeg så på hende veninden igen. Jeg synes sgu, de er svære, de dér punkter. Rigtigt svære. Men... jeg véd det jo godt. Det meste af tiden.

Lommen - bare ikke altid så nemt