Aj, gider du ikke nok? Please...?

Hvornår har du sidst gjort noget for nogens "skyld"? - Jeg har bladret i min selvhjælpsbog og følgende insisterede på at komme med i min blog.....

Har du det dårligt med at sige nej til en ven eller veninde, der ringer og inviterer dig til et eller andet? Og hvis du får sagt fra, undskylder du dig så med, at du altså er nødt til at skrive opgave (selv om du måske bare hænger foran fjerneren hele dagen), fordi en undskyldning trods alt lyder bedre? Påtager du dig opgaver, som du inderst inde synes, at det er urimeligt, at du har ansvaret for, udelukkende fordi du frygter andres vrede/skuffelse/sårethed, hvis du lod være? Undskylder du dig ofte, når du siger din mening ligeud - "nu er det ikke for at... Men..."? Synes du, det er "strengt" eller "urimeligt", hvis andre siger nej til dine forslag?

Kan du genkende ovenstående? Så kan det være, at du ligesom så mange andre har lidt ondt i selvværdet og derfor ikke helt synes, at du har ret til at markere dig - træde i karaktér kunne man kalde det. Min erfaring siger mig efter nu i et halvt års tid at have beskæftiget mig indgående med dette, at utroligt mange mennesker tager fuldstændigt som en selvfølge, at der er en masse ting, de ikke kan tillade sig. De lider af det, man kunne kalde hensynitis eller hensynsbetændelse. Og det gør dem ekstremt frustrerede. Men ro på, der er håb forude, selv om det kræver lidt øvelse at komme over sin hensynitis.

Hvad skal dét nu sige? Er det nu ikke længere godt at tage hensyn? Jo, selvfølgelig. Men hensyn og forstillelse er ikke det samme. Og at ofre sig er heller ikke spor hensynsfuldt!
Man er ikke en led egoist, fordi man fx siger nej til at tage på café - og heller ikke, selv om man gør det uden at komme med en undskyldning. Tværtimod er man ærlig, hvis man blot siger til modparten, man ikke har lyst, og det giver tryghed og afslappethed, at parterne altid ved, det er i orden at sige fra over for den anden. Så ved man nemlig osse tilsvarende, at et ja altid er et ja og ikke ét "når jeg nu gør det her for dig, så forventer jeg osse, at du gør noget for mig snart" (det, jeg kalder et "gældsbevis"). Men mange folk forstiller sig alligevel og går med til ting, de dybest set ikke har lyst til, og det giver en masse misforståelser og utryghed og ikke mindst indestængt vrede:

Hun: "Tager du ikke med op til mine forældre i weekenden?"
Han (der ellers havde tænkt sig at slappe af og ikke tage nogen steder i weekenden): "Tjoh, det kunne vi vel godt".
Nu er det så meningen, at hun selv skal gætte hans grænse og "fritage" ham; han markerer kun sin grænse indirekte ved at svare nølende. På den måde tager han ikke selv ansvaret for sin grænse. Ja, det kunne vi godt, men har han lyst??! Nu kan hun enten begynde at spørge ind - så er det pludselig absurd nok hende, der har ansvaret for markeringen af hans grænser. Eller osse kan hun (mere eller mindre bevidst) overhøre hans trodssignaler. Hvis hun gør det sidste, ender de med at tage sammen på besøg hos hendes forældre, selv om han ikke har lyst. Og han bliver sandsynligvis småirriteret over situationen. Hvis dette gentager sig, kan irritationen efterhånden blive til en indestængt vrede - en vrede, som hun måske intet kender til, og som kan blive meget ubehagelig at opleve, hvis den på et tidspunkt slippes løs. Netop fordi fyren så længe har holdt den nede. Grænser og rettigheder bliver så mudrede og problematiske for begge parter, at de i værste fald begge ender med at være enormt frustrerede, fordi 'nej' aldrig bare betyder "nej" og 'ja' aldrig bare "ja". Nogle parforhold bliver fyldt med vold pga dette... Men foreløbig er den ene part "bare" irriteret.
Hvis man spurgte til det, ville svaret sandsynligvis være noget i retning af:
"Hvorfor jeg ikke sagde nej til at tage op til hendes forældre? Tja... Jeg ved ikke... Det er jo osse meget hyggeligt, og jeg er ikke vred som sådan. Det var bare ikke lige det, jeg helst ville. Og jeg synes sgu, vi er dér ret tit, ikke? Men altså jeg gider jo ikke stå og blive vred."

Gider?? Mine damer og herrer! Det svarer til at sige: "Jeg gider ikke synes, at standup er hyleskægt!" Man kan sige: "Jeg gider ikke at grine ad det", og det kan man muligvis i nogen grad styre. Man kan osse lade være med at vise sin vrede eller med at græde. Men det gør ikke en mindre vred eller ked af det. Nærmest tværtimod. Og så gør det tilmed dine medmennesker i tvivl, når du går og gemmer på dine følelser. For du er jo vred (eller som det hedder, når det ikke virker så slemt endnu: irriteret), selv om du ikke viser det!! Ikke at "gide" at blive vred har i virkeligheden intet med "at gide" at gøre. Det har derimod noget med at "turde" at gøre, mener jeg. At turde synes, at man selv (og éns medmennesker) er vigtig nok til, at man markerer grænserne eksplicit.

Tre dage senere
Han: "Skat...? Tager du ikke med i biografen i aften?"
Hun: "Naarh, jeg er bare så træt. Kan det ikke blive en anden gang?"
Han: "Nu tog jeg da med op til dine forældre i lørdags...".

Underforstået at nu bør hans kæreste have dårlig samvittighed over at sige fra, for han ofrede sig jo og gjorde osse noget, han ikke havde lyst til sidste gang. Men sagen er, at han jo kunne have sagt fra. Det er manipulation at give hende ansvaret for, at de begge tog op til forældrene. Han turde bare ikke sige nej - af frygt for konsekvenserne. Måske vil hans argument være, at "jamen, hun bliver altid så mobset, hvis jeg ikke tager med". Der er kun én ting at sige, og det er, at hvis hans kæreste virkelig er af den type, som ikke kan tage et nej på en ordentlig måde, så må det være hendes problem. Den slags skal han da ikke lade sig styre af! Man kan godt gøre ting for hinanden, vil jeg mene. Men så må man eksplicitere, at det er noget, man mest gør for den andens skyld, og at man forventer noget til gengæld. Jeg kender folk, for hvem det er en løsning somme tider at gøre sådan. Men kører man indirekte kommunikation på førnævnte måde kan "regnskabet" fortsætte med gældsposter og skyld (!) i al evighed (parterne ved jo ikke, hvornår de "underskriver gældsposter"...), og det her parforhold kommer aldrig til at handle om, hvad parterne egentlig har lyst til, men om hvem der skylder hvem mest. "Så hellere en bank med faste gebyrer!", siger jeg bare.

Det er bestemt ikke kun mellem kærester, at den her form for indirekte kommunikation foregår. Jeg ser og oplever den hver eneste dag. Mellem kolleger, folk, hvis samtaler jeg overhører i toget (om den her irriterende tredjepart, som de ikke kan finde ud af at tage en snak med), vennerne, familiemedlemmerne osv.. Min påstand er, at vi alle sammen er opdraget til en masse forkvaklet og ødelæggende hensyntagen. Vi skal gætte, at "sådan gør man ikke", vi må ikke sætte andre i forlegenhed eller såre dem ved at sige ligeud, at vi ikke har lyst osv..
Jeg er helt overbevist om, at folk med et sundt selvværd (ikke en sund selvtillid, men et sundt selvværd) ikke nær så nemt havner i dette. Et godt selvværd giver nemlig den nødvendige tyngde, som hjælper én til at stå fast, når én eller anden forsøger at manipulere med vores grænser ved enten at forsøge at give os skyldfølelse eller at skræmme os (med vrede). Jo mere, vi kan vise os selv og hinanden, at det er i orden at stå ved os selv, jo mere tryghed og respekt. Jeg ved i hvert fald godt, hvilke mennesker jeg respekterer mest: De, der siger, hvad de mener (i en ordentlig tone) eller de, der aldrig markerer sig direkte...

I det bofællesskab, jeg bor i, har vi diskuteret de her ting rigtig meget de seneste måneder. På vores køkkendør hænger derfor nu et opslag med følgende ti rettigheder:

• Du har ret til at være, som du er.
• Du behøver ikke at undskylde din opførsel over for andre.
• Du har ret til at begå fejl.
• Du har ret til at skifte mening.
• Du har ret til at sige: ”Det ved jeg ikke”, ”det forstår jeg ikke” eller ”det interesserer mig ikke”.
• Du har ret til selv at træffe din beslutning uden at retfærdiggøre den over for andre.
• Du har ret til at sige nej – uden at forklare eller føle skyld.
• Du har ret til at give udtryk for, hvad du selv tror, føler eller mener – uanset hvad andre tænker derom.
• Husk at der ikke noget sted står skrevet, at du SKAL, BØR eller MÅ gøre det ene eller det andet.
• Og husk så endelig, at alle de andre osse har disse rettigheder, og at det derfor ikke er en katastrofe at få et nej.

I dagligdagen kan alle beboere så sætte en streg ud for punkterne, når vi fx igen-igen umotiveret begynder at forklare eller undskylde vores opførsel, eller hvis vi føler skyld over at sige nej til nogen. Selvfølgelig sætter vi ikke streger hele tiden, men alene det, at der nu er sat ord på, gør, at vi har fået en helt anden bevidsthed om, hvordan folk med godt selvværd agerer. Det er meget mere frit og meget mere afslappet! Og man holder altså op med at undskylde sig (så meget), når man for 117. gang skal op og sætte en streg på døren...

Hvor mange streger er der i dit selvværdsskema?