Elsker dig for evigt
Den film har vi lige (gen)set her i vores hus efter en ellers meget munter aften med lidt grill og hva'-har-vi. Nu er jeg snarere lidt stille og tænksom.
Jeg selv havde ganske vist osse set den før. I biografen. Huskede den tydeligt, for den gjorde stort indtryk dengang. Til trods for jeg klart erindrede handlingen, sad jeg alligevel igen her til aften med dirrende underlæbe og våde øjne flere gange.
Til de, der ikke kender filmen (og som osse skal ha' lidt overraskelse til gode) ser plottet såre enkelt ud:
Et lykkeligt ungt par Cæcilie og Joachim (spillet af Sonja Richter og Nikolaj Lie Kaas) rives fra hinanden, da manden en dag påkøres i trafikken af kvinden Marie (spillet af Paprika Steen) og invalideres. Cæcilie møder Maries mand Niels (spillet af Mads Mikkelsen), som er læge på hospitalet, hvor Joachim er indlagt, og Cæcilie og Niels indleder et forhold med store konsekvenser for både dem selv og deres nære.
De store spørgsmål, der melder sig efter den film, er:
Hvad er sværest: At gå fra et menneske, man elsker - eller at blive hos én, man ikke elsker mere for ikke at såre vedkommende - og de børn, man har sammen?
Er omsorg altid kærlighed? Eller kan kærligheden osse komme til at udtryk ved at man vælger at forlade nogen?
Hvad vil det sige 'at kunne se sig selv i øjnene'? Er det bare en sutteklud, når vi altid i dilemmaer fortæller os selv, at "når bare vi vælger det, der føles rigtigt for os selv", så er det helt sikkert, at det i længden er den bedste beslutning?
Mere personligt så får den film mig til at tænke tilbage på, hvor meget min far og mor skændtes, da jeg var teenager. Jeg husker, at jeg frustreret og rådvild spurgte min far, hvorfor han og min mor ikke blev skilt. Det var vitterligt et helvede med evige skænderier fra jeg var cirka fjorten til jeg var cirka atten.
Min far svarede, at det ikke ville hjælpe noget, og at "sådan gjorde man ikke".
I dag ved jeg godt, hvorfor det ikke skete - og er i øvrigt glad for det. Jeg ved, at min far nok har haft det lidt ligesom jeg har det nu efter at ha' set denne film...
Jeg føler det, som om jeg ville dø, hvis jeg havde stiftet familie og forlod den (eller blev forladt) og kan nærmest ikke rumme tanken om, hvor megen smerte det må medføre - uanset om grunden til bruddet så er utroskab eller noget andet.
Jeg ved samtidig, at somme tider må man gøre noget drastisk - ellers dør man langsomt. Jeg véd godt, at mange skilsmisser på længere sigt virkelig redder meget for de implicerede. Smerte og rådvildhed og sorg til trods.
Men kors i helvede, hvor gør den film dog bare ondt på mig!
Lommen - og nej, den film er ikke helt, som man sku' tro efter at ha' læst dette :-)
Nedfældet af Lommen kl 23:43
9 Comments:
Den ville helt sikkert også rive mig i stykker i dag, men af andre grunde.
Der er jo aldrig nogen klare svar. Det er en af de pinagtige ting man må indse efterhånden som man bliver voksen. I næsten ingen situationer er der en åbenlys rigtig beslutning og det svære er at gøre beslutningerne man træffer til de rigtige, tit og ofte. Hele tiden at handle ud fra at nu har man altså de her forudsætninger og så må man gøre hvad man kan for at få det bedste ud af det, uden unødigt at såre andre.
Om det er rigtigt at gå eller rigtigt at blive skal jeg nok ikke svare på. Eftersom jeg blev gået fra (meget hurtigt og næsten lemfældigt, synes jeg) burde min holdning jo være klar nok, men jeg er selv meget i tvivl. En ting er jeg dog sikker på; et ægteskab med børn fortjener at man prøver at få det til at fungere, at man vil kaste kræfter efter det og være dedikeret.
@Kratter:
Selv har jeg en tendens til at tænke, at er der først kommet børn ind i mit forhold, så SKAL det fungere - og jeg ved af erfaring, at jeg selv uden børn ofte har kæmpet (for) længe for at få tidligere parforhold til at virke.
Men selvfølgelig: Sådan tænker vel så mange, i det øjeblik de stifter familie. Men så kommer den såkaldte virkelighed, og hvor tit har man ikke hørt "jeg havde aldrig troet, det sku' komme dertil", når et par pludselig skal skilles...
Og man kan vel osse kæmpe for længe og for hårdt?
Jeg synes, det er rigtigt interessant, at du snakker om at man kan "gøre" sine beslutninger til de rigtige, og at der altså ikke på forhånd eller "objektivt set" er nogle rigtige beslutninger. Well. Old news. Men at man selv kan skabe det "rigtige". Hm... Dén ryger lige om i centrifugen til gennemtænkning! :-) Meget, meget tidstypisk betragtning, tror jeg. Med fare for at teoretisere aaaalt for meget lige her. ;-)
Tidstypisk, ligefrem? Det ved jeg sørme ikke. Selvfølgelig skal man bestræbe sig på at træffe den rigtige beslutning, men når den så er truffet er udfordringen at føre den ud i livet på en måde så man senere kan forsvare den over for sig selv.
For mange situationer er så komplekse og ofte med valgmuligheder der udelukker hinanden, at det simpelt hen ikke kan lade sig gøre at sige at lige netop DENNE løsning er uangribeligt rigtig. Det er fuzzy logic i den virkelige verden, ikke binary. Så det sværeste er at træffe den gode beslutning, det hårdeste at gøre den til den rigtige.
Jeg tror ikke der er ret mange mennesker, der bliver skilt som den "nemme løsning". For det er nemlig IKKE en nem løsning, at blive skilt.
Jeg tror faktisk, at der er langt flere der bliver sammen helt derud hvor det er destruktivt ... eller ligegyldigt.
Børn eller ingen børn. Det er vel altid den ultimative fiasko, at det parforhold man gik rosenkindet og glad ind i, ad åre er blevet noget, som selv ikke med respirator og genoplivelsesudstyr lader sig vække.
Det SKAL fungere ... det sagde jeg også til mig selv det sidste par år... mens jeg blev mere og mere stilfærdigt desperat...
Lizelotte->Jeg ville nok også have været noget mere tilfreds hvis min ekskone bare een gang havde givet udtryk for at hun var ked af det og havde givet os muligheden for at rette op på forholdet i stedet for at gå bag om ryggen på mig, lyve for mig, stikke af fra vores aftaler og starte et nyt forhold uden jeg overhovedet fik at vide den var gal.
@Lizelotte:
"Jeg tror faktisk, at der er langt flere der bliver sammen helt derud hvor det er destruktivt ... eller ligegyldigt."
Vil bare lige præcisere, at jeg IKKE tror, der ER nogen nemme løsninger i det her. Er meget på linje med dig - i den udstrækning det nu er muligt at være "enig" i en andens erfaring (!) :-)
"Børn eller ingen børn. Det er vel altid den ultimative fiasko, at det parforhold man gik rosenkindet og glad ind i, ad åre er blevet noget, som selv ikke med respirator og genoplivelsesudstyr lader sig vække."
Ganske rigtigt. Det, der er "mit gys" eller mit skrækscenarie er bare, at det går ud over flere end mig selv, hvis jeg har sat børn i verden med den mand, jeg skilles fra...
Well. Upåagtet at jeg ikke er så langt i livet som du, så har jeg osse allerede erfaret, at der er noget, der hedder "at kæmpe for længe for for lidt". Og at det er usundt. Meget usundt! :-/
Kratlusker, det lyder som et skidt forhold, men hvordan retter din kommentar sig mod mig? Ser du mig som en repræsentant for det kvindekøn, der har svigtet? Jeg forstår godt din kommentar - men ikke hvorfor der står >Lizelotte foran...
Pernille, vi er jo rigtig enige her. Da jeg gik ud i livet, hjemme fra min far og mor, troede jeg bestemt, at jeg skulle finde den rigtige, gifte mig og få børn - og blive sammen med den mand altid. Sådan blev det overhovedet ikke, desværre...
Sej film, helt enig.. men du glemte at skrive Mads Mikkelsen spiller Niels.. hvilket jo er en riiimelig vigtig information ;-D
@Hun (hende?):
Du har helt ret; dét er vigtig info - hermed indføjet! :-)
Send en kommentar
<< Home