Bedre sent end aldrig

Jeg har mødt flere (især kvinder), som stiller sig op og signalerer blødhed og sårbarhed, når de i virkeligheden er rasende. De kvinder kan ofte ikke forstå, at deres grænser ikke bliver respekteret... Måske lærte de engang, at det var i orden, at piger græd, men ikke at de var vrede og voldsomme?

Jeg har et lidt anderledes problem:
Det tog mig åbenbart 29 år at indse, at når jeg er ked af det, såret og/eller skuffet, skal jeg vise, at jeg er ked af det og sårbar og måske endda græde, hvis jeg føler for dét, i stedet for at råbe og skrige og signalere vrede.

Det er nemlig ikke skide meget omsorg og medfølelse og heller ikke mange undskyldninger, man får ud af at overfalde folk verbalt...

Lommen - ikke mig der er dum, men livet, som er svært. Håber jeg...