mandag, april 02, 2007

Vist nok ovenpå igen - et feel good-indlæg


Så har jeg været nede i byen og handle til det store forkromede duelighedstegn...
Min msn har stået og summet, mens jeg var væk. Flere (både bloggere og andre) ville vide, om jeg var okay. Det rører mig altid virkeligt meget med den slags opmærksomhed. Tak. Her er lidt beroligelse. :-)

Er vist ude på den anden side for denne gang. Ikke så mange alvorlige ord, ikke noget overload. Ikke flere store følelser for et stykke tid. Dét, tror jeg faktisk osse, at min læge ville ordinere, hvis jeg opsøgte ham...

Jeg spadserede de par kilometer, der er ned til byen. Nød den dejlige sol og mærkede, hvordan det gode humør langsomt indfandt sig igen sammen med energi og et bredt smil på ansigtet.
I ro og mag blev der shoppet god kaffe, lækre torvevarer og fisk og minsandten om ikke beautyboksen min makeup-kurv blev forsynet, så den er klar til resten af foråret.

Som spontant indslag blev brormand ringet op, og ganske som ventet blev han begejstret over at høre, at der i morgen aften vanker spaghetti carbonara (med ekstra megen parmasan som vi foretrækker den) i Huset mellem de to Søer. Er det lunt nok, spiser vi sikkert på Husets tagterrasse - mine bofæller siger, at sæsonen absolut er i gang.

Glæder mig meget til at se lillebror igen! Der må helst ikke gå mere end to uger, hvor vi ikke snakker sammen, men der har været exceptionelt mange pligter at passe og aftaler at holde for os begge på det sidste...

Så... når jeg nu har svinget gulvskrubben og skuresvampen, er der lækker sushi og en enkelt god øl som belønning. Og så er det egentlig bare at sætte sig godt til rette ved vinduet, som står på klem, nyde det fantastiske lys, der er i dag på min mors 61 års fødselsdag* og lytte til fuglene, der tvitter så dejligt derude.
Hvis jeg kender mig selv ret, gennempløjer jeg så senere den stabel af Politikener, der ikke har været tid til den sidste lille uge.

Se, dét er, hvad Bamse ville kalde nydning!

Lommen - der kan ske meget humørmæssigt på et par timer!

*) Hun bliver fejret på lørdag, hvor hele familien samles