mandag, april 02, 2007

Der er jo en GRUND til, at min blog aldrig handler om sex

"Men det ville bare overhovedet ikke
føles rigtigt, hvis ét af de mennesker
kunne læse min blog og så møde mig
og stå og tænke: "Nå, det er så hende,
der tænder på sådan og sådan" eller
evt. sige: "Nå, det er så dig, der
nemmest får orgasme på den dér måde"
eller hvad det nu måtte være."

Nåmmen, jeg fik så den her mail fra en gift mand...
Han opfordrede mig til at dele mine seksuelle fantasier med ham. Ligeledes på mail. I øvrigt tilføjede han - uden opfordring - at hans kone aldrig ville kigge med. Jaså.

Og nej, det var ikke ud af det blå, at hans mail kom, for jeg havde skrevet til ham først og havde flirtet meget uskyldigt, men derudover skrevet om ganske andre ting end sex. Så jeg blev sgu alligevel lidt forskrækket over hans svar og forslag om at sidde og være lidt cyber-lumre sammen. I smug.

Hm... Det var egentlig en fin nok mail. Sød, ikke slibrig i tonen. Og jeg må tilstå, at jeg altså ingen moralsk hovedpine har over, at han er gift og kommer med den slags opfordringer. Dén del af det må han selv ligge og rode med. Jeg ville ikke være fornøjet, hvis jeg var hans kone, men som sagt: Ikke mit bord.

Det, der gik op for mig, var derimod, at jeg klart ville ha' et problem med at dele seksuelle fantasier med et menneske, jeg ikke kender!

Der er jo en grund til at min blog aldrig handler om sex. Sex er mig inderst inde - noget, jeg deler med kærester og (på ordplan!) en sjælden gang med de tætteste veninder. Andre må dele så meget de lyster om deres lyster, fx i Blogland, og jeg finder det da osse nu og da interessant at læse med.

Men jeg har ikke behov for eller lyst til selv at dele ud. Heller ikke på tomandshånd med nogen, jeg ikke skal være kæreste med. Så skal jeg sgu være meget gode venner med dem - og øjeblikket skal være det helt rigtige.

Men dét ku' han jo ikke vide, ham fyren - at jeg er meget, meget privat omkring sådan noget. Dette indlæg er da heller ikke skrevet for at hænge ham ud, men simpelthen bare i overraskelse over, hvordan jeg har det med dette.

Det er pudsigt, for jeg har skrevet indtil flere erotiske noveller over de sidste ti år - og tilmed deltaget i et erotisk skriveværksted, hvilket var en meget grænseoverskridende, men osse berigende oplevelse, og jo, dér delte vi da osse erfaringer fra virkeligheden, selv om vi primært var dér for at blive bedre til at skrive (erotiske) tekster med fiktivt indhold.

Men jeg ved osse med mig selv, at hvis jeg nogensinde sku' forsøge at få de tekster trykt, ville jeg ikke sætte mit eget navn på. Det er simpelthen for tæt på. Det er ikke sådan, at min seksualitet er særligt eksperimenterende eller noget. Men jeg er ganske enkelt alt for blufærdig, fordi de tekster - fiktionsrammerne til trods - er mig. Hvor umoderne hæmmethed så end måtte være, så føler jeg den. Tydeligt.

Lidt mystik og "privathed" passer mig fint på dette område, osse selv om sex og seksualitet og følelser i den forbindelse bestemt er en meget vigtig del af min tilværelse. Af mig.

Det kan være fint nok, at folk, jeg kun kender meget perifært, fx hiver fat i mig til diverse sammenkomster og fester og siger: "Er der ikke noget med, du blogger?" eller "orv, jeg så, at du bloggede om [emne] forleden" og så spørger ind til det og pludselig véd, hvem ansigtet bag bloggen og meningerne er.

Men det ville bare overhovedet ikke føles rigtigt, hvis et af de mennesker kunne læse min blog og så møde mig og stå og tænke: "Nå, det er så hende, der tænder på sådan og sådan" eller evt. sige: "Nå, det er så dig, der nemmest får orgasme på den dér måde" eller hvad det nu måtte være.

Jeg kan ikke, og jeg vil ikke. Og det undrer mig egentlig. Men sådan er det bare.

Lommen - har igen indset, hvor blufærdig og privat jeg er

2 Comments:

Anonymous Anonym sagde...

Meget forståelig indgangsvinkel, om jeg så må sige...aj, seriøst: jeg har det nok på samme måde, Pernille.
Måske lader vi mænd som om vi er meget frigjorte så længe vi TALER om emnet, og så længe vi ikke behøver blande alt for mange følelser ind i det...ikke engang NÅR vi så har sex.
Mange kan sagtens have sex, men holde i hånd?
Ikke på vilkår.
Mennesker er spøjse :-)

02 april, 2007 13:29  
Blogger Lommen sagde...

@Beo:
Ja, de er. :-)
Det hænger jo ret godt sammen med min "Bedre sent end aldrig"-post... Det dér med at blotte sig og vise sig uden filter er en rigtigt svær ting. - Og somme tider altså (fx i blogsammenhæng) heller ikke ønskelig...
Irl risikerer jeg gerne, hvad der skal til i mine nære relationer...

02 april, 2007 22:21  

Send en kommentar

<< Home