lørdag, august 04, 2007

De store linjer

Kender I fornemmelsen af, at man er pissenervøs for eksamen, for en jobsamtale, et stik med en sprøjte hos lægen, et møde, at et eller andet vigtigt projekt falder uheldigt ud eller et eller andet helt syvogtyvende?

Kender I det, at man - samtidig med at man tydeligt registrerer mavepine, susen for ørerne og uro i kroppen - osse tænker: "Men om lidt/om to timer/i morgen aften er det overstået"?

Sådan har jeg det lidt lige nu.

... Det er bare først om tre måneder, at det - forhåbentlig - er overstået for mit vedkommende. At specialet er færdigt (langt om længe - denne gang tror jeg rent faktisk, det er realistisk), at en ny bolig er fundet, at psykologforløb er afsluttet, at Skuldrene flytter fra det sted alt for langt borte, hvor han lever nu, og hen til min egn af landet.

Jeg er selv mere end opsat og knoklende med specialet than ever - og der må være en grund til, at min vejleder nu snakker om at finde en censor (og i øvrigt om at hun er vild med min undersøgelse)...! Tænk, pludselig bliver det fordømte speciale virkeligt! Jeg er ikke længere en sumper - jeg er kandidat in spe.

Skuldrene fremhæver løbende alt det, han er kommet til at holde forfærdeligt meget af (udover mig ;-)) ved "min" egn af landet, og der kommer meldinger, som fx at han glæder sig til at komme hertil...

Og for at det ikke skal være løgn, er der vist en realistisk chance for at jeg i løbet af efteråret bliver tilbudt en lejlighed ikke langt fra, hvor jeg bor nu. *Krydser fingre*

Kort sagt: Der er opbrud på vej. Der skal ske en masse!

Jeg vil nå det, inden jeg fylder tredive til vinter! Ha' uddannelse og kæreste, være kommet nogenlunde overens med mig selv (idealisme er godt... ;-)) og bo et sted, som jeg synes passer til "dér, hvor jeg nu er i tilværelsen".

Så... Det er lidt uoverskueligt og angstprovokerende lige nu, og for en bekymret natur som mig er der aaaaalt for mange ubekendte faktorer i ligningen. Men jeg véd jo godt, at jeg nemt kan spænde ben for mig selv ved i kortere eller længere øjeblikke at miste troen og opstille alt for mange hva' nu hvis'er...

Det er dér, jeg ikke må falde i.

Når man ser på de næste tre måneder, er der egentlig ikke meget at bekymre sig om. Jeg ved jo, hvad der skal gøres: Hold hovedet koldt og gi' det, hvad der skal til, Pernille!

Lommen - hvor kan man købe tunnelsyn?

7 Comments:

Blogger stinekp sagde...

Hvis du finder ud af det må du meget gerne sende en sms om hvor de sælger tunnelsyn!!

04 august, 2007 21:57  
Anonymous Sylejma sagde...

..kender lige præcis den fornemmelse, får den konstant hele tiden.. Man kan synes at man er delt i to små væsner der står på hver side. Den ene siger, "be cool - slap helt af, ellers går det galt" og den anden siger "Jamen, hvad nu hvis.."

Den mest intense og kortvarige periode hvor jeg havde det sådan var, mens de fire censorer vurderede mit afgangsprojekt.. det ene væsen hviskede i mit øre "slap af, du ved ik hvor slemt det er før om max. 10 min." (10 minutter der føltes som et år) og den anden side skrev mig ind i øret "det kommer sikkert ik til at gå, og så skal du vel gøre det hele om, og så skal du måske også flytte tilbage, ik mere musik til dig i Kbh., og kan du overhovedet klare det hele igen". Den side råbte så højt, at jeg mistede alt håb og for første gang offentligt på den skole, ikke kunne lade være med at græde og gjorde hele flokken af fremmødte familie og venner dybt ulykkelige over den besked, som jeg endnu ikke havde fået.

Men jeg bestod.. med alle stemmer for. Så der stor jeg lettet og lidt forvirret..

Både efter og før det har jeg (også en medfødt bekymret natur) tusindevis af gange malet fanden på væggen og analyseret derudaf med skrækscenarier og opdigtede/forventede konsekvenser.. Men sagen er jo, at jeg bestod, jeg fik arbejde, bare ik´lige så fast som jeg gerne ville, så gjorde jeg noget helt andet i 4 måneder (selvom hvad nu hvis min kommende arbejdsgiver synes det er uprofessionelt osv.), så fik jeg tilbudt det arbejde jeg allerhelst ville have, og fik et super tilbud på en lejlighed.. Og jeg er rask og sund, selvom jeg er lettere overvægtig.. Hvor heldig er jeg ikke..
Jeg har stadig ikke en kæreste, og mon jeg overhovedet finder ham, og hvad nu hvis jeg aldrig gør, får jeg så aldrig børn, kommer det så langt ud at jeg pludselig vil have katte.. Men hvad er det værste der kan ske..? har undersøgt at man kan blive kunstigt befrugtet for under 10.000kr., så det skal nok gå, det kan jeg jo altid overveje om 5-10 år igen..

Vi bekymrer os alt for meget, men det nytter jo heller ikke at vi banker os i hovedet pga. det, for vi kan jo ikke lade være..
Det skal nok gå.. det hele.. på en´ eller anden måde!

05 august, 2007 11:38  
Anonymous Sylejma sagde...

Hvorfor er det egentligt lige at mit navn ikke vises som et link.. det er jo ikke fordi, jeg vil være SÅ anonym? (nu er der flere der har spurgt indimellem)

Jeg skriver mig jo ind som "other" med navn og web page?

05 august, 2007 11:41  
Blogger Lommen sagde...

@Stine:
Det vil jeg gøre - naturligvis! Vi er vist mere end én flyvsk og bekymret personlig(hed), der har brug for det... ;-)

@Sylejma:
Det er jo det her med, at man ikke skal overveje det værste, der kan ske - for det sker som regel heldigvis ikke. Nej, man skal overveje, hvad man går glip af, hvis man ikke forsøger. Og så ellers se at komme i gang.
Man kunne selvfølgelig indvende, at skrækken for hvor galt det kan gå osse kan være en slags motivation - men så er den anden tilgang vel alligevel mere positiv og derfor i sidste ende mere motiverende.

... Og så ER der jo osse ting, som man rent faktisk ikke har en skid indflydelse på! Why worry? Man er IKKE bedre forberedt af den grund.

Hvad angår at logge ind, ved jeg ikke, hvordan det virker, når du er Smartlogger og ikke Blogger. Ku' det mon være, at du glemmer http:// i begyndelsen af din web-adresse??

05 august, 2007 14:20  
Anonymous Sylejma sagde...

Det er rigtigt svært ikke at bekymre sig.. men ja, meget af det har man nemlig ikke indflydelse på.. Så man må bare følge hjertet og sige "det skal nok gå.. og gør det ikke, så går det nok alligevel"

05 august, 2007 17:39  
Anonymous Sylejma sagde...

det virkede ik.. hm..
Nu gjorde det, tak..

se.. DET GIK OGSÅ..

05 august, 2007 17:41  
Anonymous Alice sagde...

Jeg hæfter mig ved, den optimisme som jeg læser ind i dit indlæg... og hvor er det SKØNT at læse at det hele lader til at flaske sig lige om lidt! Og lige om lidt kommer ofte før man ved af det ;o) Jeg kryder i hvert tilfælde fingre for dig, og nægter at tro at der kan ske noget, som gør at det ikke går op i en højere enhed.

05 august, 2007 21:35  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home