"Vi må snakke sammen"-sms'en
Pyyyyh...
Skuldrene lagde ud med en af dén slags sms'er her til morgen. "Godmorgen. Er du stået op? Vil gerne snakke med dig. Knus."
Som det hunkønssocialiserede væsen man nu er, går man naturligvis straks i nervøst mode. Man véd bare, at når mænd vil "snakke" og ligefrem meta-omtaler, at de vil det, så er den rivravruskende gal. Dernæst tænker man "okay, der er et "knus" i den sms, så er det nok ikke galt-galt".
Well. Af med telefonknoglen. Og nu har vi snakket en time. Efter en lang snak om forventninger og håb og drømme i går, var han blevet meget bekymret for, om han overhovedet kunne leve op til, hvad jeg ville ha'.
Faktisk græd han i telefonen og indrømmede, at han næsten ikke havde sovet i nat. Jeg blev simpelthen så rørt og ked af det. Og meget gal på mig selv over min perfektionisme.
For i virkeligheden... I virkeligheden tænker jeg jo ganske enkelt, at han er den mand, jeg allerhelst vil være sammen med. Hvorfor så så fokuseret på, om jeg nu lige får opfyldt alle mine behov hos ham? Det vigtige er vel at prioritere. Hvordan fanden kan man forvente, at ét menneske skal ku' opfylde alle de behov, som indtil flere forskellige venner og veninder deltes om at opfylde, da jeg var single? Nej, vel?!
Jeg fik forklaret mig, undskyldt og trøstet ham lidt. Og nu sidder jeg bare stille og mut samtidig med jeg glæder mig over, at Skuldrene rent faktisk hen ad vejen har lært, at det er en god idé at sige det højt, når han er blevet ked af det. Hvor er det dog rart, at han viser mig den tillid og lader mig se, når han er allermest usikker.
Det pudsige var så, at de ting, som var allervigtigst for mig, osse er dem, han var meget opsat på at give mig og troede på, han kunne give.
Mand, hvor blev jeg ked af at ha' såret ham sådan. *Suk*
Jeg skal se ham i aften. Nej, hvor jeg glæder mig! :-)
Lommen - somme tider gør man netop det, man ikke ønsker at gøre
Nedfældet af Lommen kl 10:49
4 Comments:
Hvor er det stærkt, at han siger det så ligeud. Dejligt. I er på vej. Jeg tror på jer ;)
@Iduna:
Ja, det er nemlig lige præcis stærkt! :-) Og da endnu mere når han så osse kan rumme, at JEG somme tider bliver slået helt ud og fortæller ham, hvor ked af det jeg er.
Og jeg tror bestemt osse på ham og mig :-), selv om det ind imellem stadig er VILDT hårdt.
Jeg tror, mange af os - især mens vi er yngre - begår den fejl at tro, at andre mennesker skal gøre os lykkelige - at andre mennesker skal dække vores behov.
Måske fungerer det allerbedst, når man - uden at være/blive specielt egocentreret - tager udgangspunkt i sig selv og arbejder på at gøre sig selv lykkelig først og fremmest. (Og det selvfølgelig også ved at vælge sig den rigtige partner - ikke ved at lave om på den, man nu måtte slå sig til tåls med, fx...)
Omvendt skal man som partner nok også skaffe sig af med overvejelserne om, hvorvidt man gør sin modpart lykkelig. Jeg er sikker på, at de fleste nok skal bekende kulør, hvis de ikke trives med deres kæreste/ægtefælle - om det så er dem selv eller modparten, fejlen ligger hos.
Det er tankevækkende, at Skuldrene spekulerer over, om han er god nok til dig. Det må han jo være, når du bliver hos ham, ikke? Andet behøver han egentlig ikke at tænke på. Medmindre du bringer nogle emner på banen, som I kunne have gavn af at arbejde med.
Et kort øjeblik kommer jeg til at tænke næsten 20 år tilbage, da en kæreste engang slog op med mig, fordi han var bange for ikke at kunne leve op til mine forventninger. Dengang fattede jeg ikke, hvad det handlede om, men i dag tænker jeg, at det nok i grunden mere var MIG, der ikke levede op til HANS forventninger.
Og nu vil jeg selvfølgelig ikke gøre dig bekymret, kære Lomme, men jeg får lidt den tanke igen, når jeg læser dit indslag i dag.
Pas på dig, i hvert fald... Og pøj-pøj.
kh Shiva
@Shiva:
Du gør mig nu ikke bekymret. Kan sagtens forstå dine overvejelser.
Skuldrenes tanker udspringer meget af, at jeg lige præcis nævnte nogle ting, som der bør arbejdes med. Til daglig fortæller Skuldrene mig tit, at jeg får ham til at føle sig meget elsket.
Du har helt ret: Det med at man selv må tage ansvaret, og at man ikke skal prøve at ændre sine medmennesker er en helt central erkendelse!
Jeg synes i høj grad, jeg har fundet ud af, at det er mig, der har ansvaret for at skabe mig det liv, som jeg ønsker mig. Det er bl.a. derfor, jeg er gået i terapi: Det er ikke mændene i mit liv, der skal "rettes op på", så jeg undgår at føle smerte. Det er mig, der skal arbejde med... mig.
På den led er det meget, meget givende at danne par med Skuldrene. Han forsøger på ingen måde at lave om på mig, men kan godt fortælle, hvad han har brug for. Bestemt inspirerende! :-)
Han har så i øvrigt osse taget ansvar for sig selv ved at opsøge hjælp til nogle lidt uheldige, meget indgroedeadfærdsmønstre, når det kommer til at tackle bestemte følelser...
Send en kommentar
<< Home