lørdag, juli 14, 2007

Jeg hører stemmer: Om mennesker med store ører

Kan man mon høre på en stemme, om dens ejermand er ved at videregive en løgn?
Kan du ikke lide at høre din egen stemme på bånd, fordi den lyder "forkert" og "mærkelig"?
Hvornår synes du, kvinder lyder hysteriske?
Og hvad er det, der gør, at kæresten eller veninden lyder trist og ked af det?

(Allerførst: Som kommentar til overskriften - nej, jeg er altså ikke røget ud i et eller andet psykotisk eller andet sindsforstyrret! :-) Men jeg lytter enormt meget til folks stemmer.)

Det er både morsomt at høre forskellen mellem klassens store bas-Viola og hende den spinkle pive-Iben - samt at opleve, at ét menneskes stemme lyder fuldstændigt som en anden røst, man har hørt.

Men det allermest fascinerende ved stemmer er helt sikkert den historie, de fortæller om deres ejermand - både hvilken stemning de er i lige nu, og hvilken karakter han/hun har mere generelt. De signaler, som stemmen udsender, og som andre mere eller mindre bevidst opfatter og afkoder er meget vanskelige for ikke at sige umulige at styre og derfor et overordentligt godt og uspoleret udtryk for, hvem der gemmer sig bag...

Der findes mandestemmer, som til enhver tid kan gøre mig helt blød i knæene.
Al Pacinos hæse røst er et godt eksempel, men en blød, klangfuld mandestemme er bestemt osse i særklasse - sådan én har fx Michael Laudrup. Standupperen Carsten Eskelund taler "pænt" og velartikuleret på en måde, jeg osse har meget svært ved at stå for.

Tilsvarende er der kvindestemmer, som berører mig meget.
Jazzsangerinden Cæcilie Nordby kan - osse når hun ikke synger, men bare snakker - overvælde mig fuldstændigt. Man kan HØRE de store følelser, primadonna-krukkeriet, gråden, latteren - ALT i den stemme. En stemme med livfuld klang og glimt i øjet (jamen, det KAN stemmer altså godt ha'!)

Disse stemmer, synes jeg, fortæller om deres ejermænd, at de er tænkende, meget levende mennesker, som har noget at gi' af.
Man kan dog godt høre på Laudrup, at han er reserveret, ligesom man kan høre på Pacino, at han er en lurifaks, som man aldrig helt ved, hvor man har, at Cæcilie Nordby kan falde om af grin og at Carsten Eskelund kan blive utroligt såret.

Stemmer rummer altså ekstremt nuancerede oplysninger om deres ejermænd og -kvinder.

Eller er alt dette bare noget, jeg bilder mig ind? Bare forestillinger?

Det er stadig mærkeligt at høre optagelser af min egen stemme, selv om jeg nu burde ha' vænnet mig til det efter i en årrække at ha' beskæftiget mig med stemmetræning. Jeg har en forestilling om, hvem jeg er, og hvordan jeg lyder, når jeg er sur, sarkastisk, meget glad, munter, såret, irritabel osv. - og så lyder det alligevel ganske anderledes, når jeg lytter en optagelse med mig selv igennem.

Hvad er det mon så, andre hører?

Og så er vi fremme ved alt det øjeblikkelige, en stemme kan sige om én:
For én ting er, at Laudrup måske grundlæggende er reserveret, og at Eskelund måske er en følsom, velbegavet fyr. Men kun med mennesker, vi kender virkelig godt, kan vi høre de små forskelle fra gang til gang. Høre humøret.

Ikke så få gange er jeg - længe før jeg selv har registreret, at jeg egentlig har været irriteret - blevet spurgt, om der var noget, der gik mig på. Mine venner og min familie kan åbenbart høre en eller anden tone. Hvad f... "tone" så end er... Og i stedet for straks at benægte har jeg mærket efter og jo, så slår det mig tit: Jeg er faktisk ikke særligt meget i hopla - og i øvrigt har jeg haft lyst at brokke mig helt urimeligt meget siden morgenstunden.

Tilsvarende kan jeg jo osse høre sårbarheden hos veninden, eller begejstringen hos bedstevennen (som selvfølgelig lyder helt anderledes end trætheden, som hans nye krævende job har medført).
Sådan noget som eftertænksomhed og lyst til fordybelse kan osse høres langt væk, en særlig tøven, som ikke bare er tavshed, men tavshed ladet med betydning.

Jeg tror, min fascination af stemmer er så udpræget, fordi det i min barndom var en nødvendig overlevelsesstrategi for mig at lytte godt efter:

Jeg var nødt til konstant at tage stilling til, om det, mor nu sagde, var rigtigt, eller var farvet af alle de vrangforestillinger hun led af. Der var en eller anden forskel i hendes stemme, alt efter hvor hun var humørmæssigt - hvilken realitet hun befandt sig i. Og Lille-Pernille bildte sig ind, at hun kunne høre nært forestående ulykker i den stemme, hvis der var nogle på vej. Den stemmes klang var min advarselslampe, der sku' hjælpe mig til at være forberedt og ikke blive skyllet bort i en flodbølge af chok og skuffelse hver gang, humøret dykkede eller på anden måde skiftede...

Ift min far forsøgte jeg hele tiden at høre, om der var plads til mig. Var han træt eller irritabel og udkørt over min mors mange udsving? Eller var det overskuds-og-slappe-af-og-hygge-stemmen, som havde tid og lyst til, at jeg snakkede længe? Eller den allerbedste far-stemme... Den hvor der osse var rum til, at jeg kunne fortælle om, at jeg var ked af det og bekymret?

Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at både min bror og jeg har et godt øre for såvel musik som stemmer og sprog og for hurtigt at lure, hvis folk siger noget, der ikke passer... En stor del af vores barndom gik ud på at lytte og tage bestik af situationen ud fra nogle bestemte signaler. Mange af dem lå i stemmeleje og -tone. Det, som folk ikke kunne styre bevidst.

Nu sidder resterne af den barndom bare som forstørrede, men usynlige lyttelapper på mit hoved og gør mig til det, nogle ville kalde et intuitivt og lidt for vagtsomt menneske. Jeg kan genkende dem hos andre, jeg møder - ørerne. Det er kun de, der selv har dem, som kan spotte dem hos deres medmennesker, tror jeg.

Og hvorfor kom jeg så til at tænke på alt dette?

Det var såmænd, fordi jeg ringede til kæresten her til aften. Hans stemme er en udpræget "privat vs. offentlig"-stemme. Man kan høre lige med det samme, når han tager telefonen, om han er i offentligt eller privat rum. Og én af hans bedste venner har osse kommenteret, at man lige så tydeligt kan høre på ham, når det er mig, der ringer, for så bliver han, Skuldrene, pludselig anderledes - lidt mere kærlig og nærmest kælen - i stemmen, selv om han normalt er sådan én, der helst skjuler alle sine følelser.

Jeg har hele tiden været en af de få, der nød det privilegium ikke bare at blive spist af med hans "allemands"-stemme. Han har taget privat-stemmen på, selv hvis vi snakkede, mens han var i offentligt rum. Den slags er ikke nemt for ham, men med mig har han gjort en undtagelse. Og det har jeg virkelig nydt.

Men efter de ubehagelige ting, som skete for nylig, har det været tydeligt, at selv om han prøver at tilgive og komme over det, så har jeg ikke kunnet åbne døren til det eftertragtede private rum igen.
Trods de bedste intentioner var og blev det igen og igen forretningsstemmen, den velovervejede, uden mere private følelser, som har talt med mig. Venlig, men distanceret. Der var noget helt galt med tonen. Det var ikke min kæreste, der tog telefonen. Det var en bleg kopi uden følelser. Og der har ikke været noget, jeg kunne stille op.

Men i dag skiftede stemmen, så snart han hørte, det var mig, der var i den anden ende. I dag snakkede han igen med kærestestemmen. Han åbnede døren på klem, vagtsomt men med al den gode vilje, man nu opbyder over for mennesker, man holder af, og ikke vil miste.

Jeg ved nu, at det intet nytter at sætte foden i klemme i den dør i et forsøg på at holde den åben. Jeg må bare håbe på, at den langsomt åbner sig lidt mere, og at han vælger at blive ved at holde den åben, fordi han ikke kan lade være.
Jeg hørte stemmen tydeligt - og jeg er temmeligt sikker på, at selv om det nok kommer til at tage tid, så går det i den rigtige retning.

Lommen - han har min stemme

2 Comments:

Anonymous kyllyan sagde...

god god post dèn. Har laest og genkendt mig selv i den. Og jo, du (vi) har fuldstaendigt ret - man *kan* forstaa en masse om et menneske udfra tonefald, pauser (sigende stilheder), toneleje, hastighed osv osv.
Og hey, god ting din kaereste har faaet "kaereste-stemmen" paa igen, held og lykke
Hav en god dag.

20 juli, 2007 15:20  
Blogger Lommen sagde...

@Kyllyan:
Velkommen her til blogs! :-) Og tak for rosen - sejt at du fik gnasket dig igennem denne vist nok lidt for ustrukturerede post...
Mht. kæresten: Han har i dén grad kærestestemmen på. Og det er SKØNT! *Bredt smil* Frygtede, at jeg aldrig skulle høre netop dén igen...

20 juli, 2007 18:56  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home