søndag, juli 08, 2007

På den anden side af floden

Egentlig er jeg glad for, vi ikke tog i byen i går. Dels fordi jeg så nok ikke var sluppet kun med den smule træthed, der sidder i kroppen nu. Dels fordi det var så hyggeligt at være i hjemlige omgivelser og kunne høre, hvad hinanden sagde og diskutere alt muligt. Det var en skøn aften!

I dag vågnede jeg så til min egen forbløffelse op med lyst til at fyre helt op for Tower of Power på stereoen, og for første gang i flere måneder dansede jeg rundt i min bolig.

Det gode humør skyldes bl.a., at jeg kan mærke, der ikke længere er så langt over til den anden side af floden for kæresten og mig...

Hængebroen knækkede for nylig med en tør, knagende lyd, og vi blev taget af strømmen og ført i hver sin retning, mens vi skreg efter modparten, men ikke kunne overdøve vandmasserne. Nu er vi vist mirakuløst lige ved at ha' nået den modsatte flodbred og har fået øje på hinanden igen.

Jeg ville ikke skrive til ham i går. Der var jo nogenlunde ro på nu, og i den forgangne uge har ro mildest talt været en mangelvare, så... Så jeg havde indstillet mig på at få snakket det hele igennem i løbet af næste uge og indtil da ha' en god portion is i maven.

Derfor blev jeg bare glad over, at han overraskede ved at tage kontakt i går aftes - og svare mig straks jeg i dag sendte svar. Og det var nogle dejlige sms'er at udveksle. Bare snakke lidt almindeligt. Ikke vredt og såret. Ikke forsvare sig eller angribe. Han var blød og ville kramme og fortalte om, hvad han havde lavet og hvordan humøret var.

Jeg har det rigtigt svært med kærester, der går og ruger på mandemåden, når de er kede af det og/eller vrede (og især da når de ruger over noget, JEG har gjort!). Men jeg har dog efterhånden lært at spotte de små tegn på, at han er på vej ud ad hulen. Og i dag kunne jeg tydeligt mærke, at han savner at snakke og være tæt, igen har brug for at vide, hvad der sker i mit liv, og hvordan jeg har det. Det gjorde mig meget blød og rørt.

Og jeg kunne mærke, at jeg i løbet af den her rædsomme uge har lært noget om at slappe af og se anderledes på krisesituationer imellem os - og nok osse på hverdagen.

Jeg har kunnet mærke, at jeg de sidste par dage ikke længere har lagt alt muligt dårligt i, at jeg ikke hører noget fra ham, selv om jeg har skrevet. Jeg kan ærgres, fordi jeg savner ham, men tænker ikke straks, at "nu er jeg nok bare lige meget" eller at han med vilje lader være med at skrive, fordi han er vred eller træt af mig.

Ja, jeg véd, det lugter af det laveste selvværd. Véd, at det lyder mere end neurotisk. Og jeg HADER at indrømme det, men det er jo dét, der er mit problem - tilliden til de allervigtigste. Jeg bliver så mistroisk - forsøger at beskytte mig selv imod ulykken, som ikke er på vej.

Det at jeg ikke tør læne mig tilbage og bare læse, hvad der står i en sød sms... Jeg har altid straks set alt det søde, der ikke stod - det som manglede. Altid været på vagt. Sådan har det været siden jeg var lille og længe før sms'en blev opfundet... Det, der blev sagt eller skrevet var ikke det, der mentes. Der var altid en hidden agenda. Det tankemønster skal aflæres.

Jeg tænker, at hvis vi klarer den her - hvis vi kommer igennem det - så vil jeg prøve at tænke tilbage på det her forløb, når tvivlen og vagtsomheden somme tider begynder at gnave igen. Jeg vil huske, at han vendte tilbage trods sin sårethed og vrede. Jeg vil huske, hvad det er, jeg véd om ham, når jeg sidder og tillægger ham de værste motiver. Og vigtigst - må jeg høre al den kærlighed, han rent faktisk giver og sætter ord på i stedet for at devaluere den.

Lommen - der er dét, jeg frygter vil ske, og så er der dét, som al erfaring taler for, vil ske

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home