Her hjælper nok ingen bønner

Lytter til Bach. Hans cellosuite nummer 2 i d-mol. Stemningen er til at tage og føle på, til at skære i. Instrumentets strenge spændt til bristepunktet af indestængt gråd. Melankoli.

Hvordan går det til, at jeg sårer det menneske i verden, jeg så absolut nødigst vil støde? Og endda gør det så eftertrykkeligt, at jeg lige nu end ikke magter at se mig selv i øjnene?

Til aften bad jeg. Og hvis der er en gud, vil jeg så mindeligt ønske, at han hørte min bøn om at stoppe lidelsen for den, hvis følelser jeg så frygteligt og ubetænksomt har såret. Tilgivelse bad jeg ikke om. Man skal heller ikke forlange det umulige...

Og nej, I ved ikke, hvad jeg egentlig skriver om her (om end I nok gisner en smule) og derfor er dette sikkert irriterende at læse. Sådan er blogs jo nu og da. Lev med det.

Lommen - ingen tagline passer her...