søndag, juli 01, 2007

Her hjælper nok ingen bønner

Lytter til Bach. Hans cellosuite nummer 2 i d-mol. Stemningen er til at tage og føle på, til at skære i. Instrumentets strenge spændt til bristepunktet af indestængt gråd. Melankoli.

Hvordan går det til, at jeg sårer det menneske i verden, jeg så absolut nødigst vil støde? Og endda gør det så eftertrykkeligt, at jeg lige nu end ikke magter at se mig selv i øjnene?

Til aften bad jeg. Og hvis der er en gud, vil jeg så mindeligt ønske, at han hørte min bøn om at stoppe lidelsen for den, hvis følelser jeg så frygteligt og ubetænksomt har såret. Tilgivelse bad jeg ikke om. Man skal heller ikke forlange det umulige...

Og nej, I ved ikke, hvad jeg egentlig skriver om her (om end I nok gisner en smule) og derfor er dette sikkert irriterende at læse. Sådan er blogs jo nu og da. Lev med det.

Lommen - ingen tagline passer her...

3 Comments:

Anonymous Kratluskeren sagde...

Håber sq min ekskone når til samme slags erkendelse engang. Og at hun aldrig fortæller mig om det...

01 juli, 2007 07:49  
Anonymous Iduna sagde...

Lyder trist.

01 juli, 2007 16:34  
Anonymous kontorchefen sagde...

Vi er kun mennesker. Vi laver alle fejl. Både han, dig og mig.
Jeg ved jo ikke hvad du har sagt, eller OM du har lavet en fejl. Men der skal være plads og rum til fejl. Åh det er så hårdt at læse det du skriver. Det har du ikke fortjent.
Du er jo en dejlig kvinde :-)

02 juli, 2007 13:33  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home