Endelig

Der er et eller andet med, at de dérsens folk med rigtige jobs, rigtige pensionsordninger, rigtige friværdier og helt forkerte stress-symptomer (læs: voksne) mener, at mandag er ugens værste dag. Det skyldes selvfølgelig, at der om mandagen er alt for længe til, at disse mennesker igen kan bestemme over deres eget (manglende) liv, al den stund at mandag er fem dage fra weekend. Tilsvarende er fredag i denne - på én gang deprimerende og enkle optik - notorisk en god dag.

Well. Dén pointe er rundet et uvist antal gange i Blogland, og jeg har osse selv skrevet min del om emnet. Med disse betragtninger in mente, skal jeg på forhånd undskylde for at sidde her og været så uforskammet lykkelig på en lummervarm mandag før andre menneskers fyraften.

Tilgiv mig - nogle måneder endnu er jeg et barn, et individ uden faste arbejdstider, uden en klink på lommen (!) og komplet uvidende om kompetence-optimering og organisations-huttelijæj.

Og derfor kan jeg lige nu tillade mig at sidde roligt med en kop kaffe og bare smile over hele hovedet.

Endelig... Endelig... Endelig sås Skuldrene og jeg.

Og efter i ugevis at ha' skiftevis såret og misforstået og udskældt hinanden...
Efter i så lang tid bare ikke at ha' fattet en skid af, hvorfor det gik så galt, og hvordan det dér helvede kunne fortsætte - hvordan og hvorfor vi kunne tillade det...
Efter at ha' mærket al mulig angst og vrede gnave...
Efter at ha' mistet tilliden - til hinanden og os selv...

Så snakkede vi i går aftes helt almindeligt sammen, sænkede paraderne. Kunne endelig både se og høre og ikke mindst røre ved hinanden.
Fik fortalt hinanden, hvad der gik galt, hvorfor vi havde været så kede af det, havde nogle aha-oplevelser ("nå, så var det dérfor du gjorde og sagde sådan..."). Pludselig var der igen tillid til, at ingen af parterne vil den anden noget ondt. Tværtimod.

Jeg fik fortalt ham, at jeg godt ved, jeg skal være bedre til at sige, hvad jeg egentlig har brug for - indrømme åbent, at jeg har brug for. Dét er jeg ikke skidegod til. Mildt sagt. Jeg er bedre til at synke hen i et selvmedlidende, destruktivt humør, når jeg konstaterer, at jeg savner noget fra min kæreste. Pernillen må vågne op og erkende, at ingen er tankelæsere - og at hun bliver taget godt imod, når hun er følsom og sårbar, og at hun ikke behøver at beskytte sig selv...

Han fik forklaret, at han hellere end gerne vil give mig al den ømhed, jeg kan ønske mig. Men han vidste godt, han ikke altid er lige god til at vise det, sagde han. Og når han så oveni var blevet så såret, som han blev for nylig, gik det helt i ged for ham. Der var opstået en barriere inden i ham, som var så svær at forcere, at han var blevet dybt ulykkelig over det. "Hvordan sku' han nogensinde nærme sig mig igen?", havde han tænkt.

Og osse inden jeg sårede ham, havde han været opgivende, fordi han jævnligt syntes, det havde lydt, som om jeg syntes, at han viste sine følelser for mig på en helt forkert måde. Som om han ikke var god nok.

Det tragiske her er jo, at jeg ikke synes, der er nogen som ham. Der er ingen så god som han.

Jeg forklarede, at jeg nu har fattet, at når jeg vil udtrykke følelsesmæssige behov, så må jeg stå ved behovet i stedet for at bebrejde for det, jeg mener, jeg er blevet "snydt for". Det gavner ikke noget at gemme sig bag vrede og skuffelse og sårethed. Men sådan har jeg vist ofte gjort - fordi jeg dybest set ikke troede, jeg havde "ret" til at bede om noget. Og når jeg så ikke har været klar omkring disse behov, er vreden og skuffelsen kommet til udtryk på andre måder, for jeg følte jo stadig det, jeg følte. Alt det indestængte er blevet til mistro og mismod og minus rummelighed. Jeg er blevet en bitter, uomgængelig satan.

Og det er jo selvopfyldende: Når jeg har bedt om ømhed og forståelse, er jeg blevet mødt med vrede - for ofte bad jeg ikke om noget. Jeg bebrejdede for det, jeg ikke havde fået. Jeg angreb uden helt selv at være klar over det. Og blev så bekræftet i, at der ikke var plads til mig. Fordi modparten blev såret og følte sig magtesløs over angrebet.

Jeg har derfor i nogen tid følt, at jeg jagtede min kærestes kærlighed og beviser på den. Jeg har skammet mig over ikke at ha' haft tillid til den - men han viste mig den jo ikke, så hvordan sku' jeg ku' tro...?
Han på sin side har været såret over, at han ikke følte, jeg så de følelser, han rent faktisk viste. Han har ikke været ærlig omkring den vrede og frustration, som han først for nyligt har erkendt: Hvorfor syntes jeg ikke, han slog til?

Er bare så lettet. Og så glad over at det lader til, vi kan fortsætte sammen. At vi jo godt forstod hinanden - når det kom til stykket. Og at vi sammen kan få glæde af, at jeg er begyndt at erkende, at min angst for at blive forladt sidder indeni mig og ikke er kærestens ansvar. Den har altid været dér. Nu er jeg gået i gang med at slippe fri af den.

Derfor kan jeg nu efterhånden sætte ord på og selv genkende de angste - ikke realistiske - tanker, og derfor kan jeg osse fortælle Skuldrene, hvordan han bedst tackler mig, når jeg har det sådan.
Det kræver til gengæld, at jeg åbent tør sige, hvordan jeg har det. "Jeg blev nervøs. Jeg synes selv, det er fjollet, at jeg sidder og forestiller mig det værste lige nu, men jeg har bare brug for et kram, så forsvinder det" er således noget andet end: "Hvorfor fanden kan du ikke finde ud af at tage kontakt noget oftere?"
Og når jeg siger det første, er der sjovt nok altid plads til både kram, knus og forståelse...

Lommen - somme tider føles afstand altså som noget Fanden har skabt...