søndag, november 26, 2006

Huskeseddel

For én gangs skyld huskede jeg mig selv. Jeg lyttede, da jeg forleden lige fik tænkt mig om en ekstra gang.

Derfor huskede jeg at lade være med at lade, som om han var vigtigst. Den ene halvdel af mig ville helst bare sige: "Okay, jeg giver dig forståelse og omsorg, om end du ikke kan give mig noget af det samme for tiden, og så kan vi alligevel være sammen". Men der var og er osse en anden halvdel, som protesterede. Den huskede jeg at lytte til: "Jamen, Pernille - du ender med at blive kørt ned og være meget ulykkelig, hvis du konstant sætter dig selv til side og tror, du er ansvarlig for at redde det hele. Og er dét nu måden at vise din kærlighed på? Er det, hvad nogen af jer har brug for?"

Jeg huskede tilmed, at jeg hidtil ikke er død af at give dem, jeg elsker, den tid og den plads, de behøver, fordi der er noget "de må tilbage og ordne i fortiden". Især huskede jeg klart, at det at holde krampagtigt fast ikke har noget med kærlighed at gøre, men mere fortæller noget om éns egen utryghed. Indeni. Og at det krampagtige greb ikke giver mig tryghed.
Jeg huskede, hvor galt det gik, da jeg engang satte mig selv over styr og for enhver pris ville blive sammen med den mand, der dengang var min kæreste. Jeg glemte at vurdere, hvad jeg kunne holde til i bestræbelserne på at holde sammen på et forhold, der for længst var dødt. Og som tilmed var blevet farligt.

Derfor kan jeg nu midt i tristessen og savnet glæde mig over at mærke, at jeg har gjort det rigtige ift ham nordvestjyden. Han traf en beslutning for sit eget liv. Jeg respekterer den. Men ikke uden betingelser. Jeg har rykket mig. Jeg tænker klart.
Jeg tror ikke længere, at det at ofre sig er bevis på kærlighed. At gå ind på, at han det næste stykke tid ikke ville kunne være dér for mig - at føle mig ensom, imens jeg er i forhold, har jeg slet ikke brug for. Så jeg dealer i stedet med hans krav om at gøre sin rejse alene. Jeg er ked af det, bestemt, men jeg kan osse grine og glædes. Jeg går ikke ned med flaget og tror, min sidste time er nær.
Jeg har opstillet rammer for, hvor langt jeg kan være med. Jeg har stillet krav. Den slags kan man gøre, når man godt ved, at det ville være meget hårdt, men ikke livstruende at miste.

Jeg har mig selv med i det her. Og det er sgu egentlig ret opløftende på sådan en stille vintermåde her i novembermørket.

Lommen - det går nok. Trods alt.

8 Comments:

Blogger Maria sagde...

Det er jeg ked af at høre :(

Tilværelsen er ikke altid så nem, men få det bedste ud af det: "Hvad man ikke dør af gør en stærkere", er der et ordsprog, som lyder.

Alt godt til dig

Pernille.

26 november, 2006 18:16  
Blogger Pernille sagde...

@Maria:
Ja, jeg kender udmærket talemåden. har altid syntes, den var lidt tåbelig - fordi der jo er megen smerte, som absolut ikke gør folk stærkere. Nærmest tværtimod. Men her har du nu nok ret.
- Og tak for støtten, i hvert fald. *Stille smil*

26 november, 2006 21:33  
Anonymous Alice sagde...

Det er vigtigt at huske sig selv, og være ærlig overfor sig selv... og melde det klart ud til andre, og det er rigtig flot at du kan gøredet!

Men tør jeg spørge hvad der er sket? (og det vedrører ikke mig, og derfor behøver du naturligvis heller ikke at svare på det)... jeg tænker - og håber - at det er mig, som læser noget mellem linjerne, som ikke er der...

26 november, 2006 22:25  
Anonymous Lucy sagde...

Ih Pernille, hvor ville jeg bare gerne gi' dig en kop kaffe og et knus, ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Jeg kan ikke sige andet end at dine ord virkeligt vækker genklang og at jeg "føler med dig" (I mangel af mindre vammelt udtryk).

26 november, 2006 23:34  
Blogger Pernille sagde...

@Alice:
Det er kun dejligt, du spørger. Meeeeen - detaljerne er vist ikke blogmateriale !-) Især ikke fordi ham nordvestjyden jo trods alt osse er fast inventar her i Blogland; det hele kan komme liiidt for tæt på, du ved...
Jeg har mailet min msn-adresse til dig.

@Lucy:
Både knus og kaffe ville bestemt være kærkomment! - Du ved da osse lige, hvilke knapper du skal trykke på. !-) Altid dejligt at vide, at nogen sender en tanke. Og efterhånden er Blogland jo OSSE en slags familie... :-)

27 november, 2006 01:10  
Anonymous alice sagde...

okay... du er tilføjet :o)

27 november, 2006 18:22  
Anonymous BrainOnFire sagde...

Du huskede dig selv!
Det kan jeg lære meget af, tusind tak, selvom det gør mig oprigtigt ondt...

Jeg håber, at du finder gnisten frem, så er det et spørgsmål om tid, før bålet brænder igen...
Eller er det for plat sagt?

Knus & alt godt
BrainOnFire

27 november, 2006 19:46  
Blogger Pernille sagde...

@BOF:
En person med dit alias må nødvendigvis mene, at bålet snart brænder igen... *tøhø*

Hm... Mit bål brænder skam. Meget kraftigt, endda. Og det er måske netop dér, det bliver farligt. Hvis man vil gå for langt for at forhindre, at det holder op med at brænde? Og især hvis man vil strække sig for at modpartens ikke holder op.
Selvfølgelig må der i parforholdædes kameler - men ikke så store, at man selv forsvinder derved. Heller ikke selv om en del af én bare ønsker at det skal fungere.

Anyway, så har min situation ændret sig noget, siden dette indlæg blev skrevet. Men derfor er problematikken selvfølgelig stadig god at gøre sig nogle overvejelser om...

28 november, 2006 04:13  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home