Huskeseddel

For én gangs skyld huskede jeg mig selv. Jeg lyttede, da jeg forleden lige fik tænkt mig om en ekstra gang.

Derfor huskede jeg at lade være med at lade, som om han var vigtigst. Den ene halvdel af mig ville helst bare sige: "Okay, jeg giver dig forståelse og omsorg, om end du ikke kan give mig noget af det samme for tiden, og så kan vi alligevel være sammen". Men der var og er osse en anden halvdel, som protesterede. Den huskede jeg at lytte til: "Jamen, Pernille - du ender med at blive kørt ned og være meget ulykkelig, hvis du konstant sætter dig selv til side og tror, du er ansvarlig for at redde det hele. Og er dét nu måden at vise din kærlighed på? Er det, hvad nogen af jer har brug for?"

Jeg huskede tilmed, at jeg hidtil ikke er død af at give dem, jeg elsker, den tid og den plads, de behøver, fordi der er noget "de må tilbage og ordne i fortiden". Især huskede jeg klart, at det at holde krampagtigt fast ikke har noget med kærlighed at gøre, men mere fortæller noget om éns egen utryghed. Indeni. Og at det krampagtige greb ikke giver mig tryghed.
Jeg huskede, hvor galt det gik, da jeg engang satte mig selv over styr og for enhver pris ville blive sammen med den mand, der dengang var min kæreste. Jeg glemte at vurdere, hvad jeg kunne holde til i bestræbelserne på at holde sammen på et forhold, der for længst var dødt. Og som tilmed var blevet farligt.

Derfor kan jeg nu midt i tristessen og savnet glæde mig over at mærke, at jeg har gjort det rigtige ift ham nordvestjyden. Han traf en beslutning for sit eget liv. Jeg respekterer den. Men ikke uden betingelser. Jeg har rykket mig. Jeg tænker klart.
Jeg tror ikke længere, at det at ofre sig er bevis på kærlighed. At gå ind på, at han det næste stykke tid ikke ville kunne være dér for mig - at føle mig ensom, imens jeg er i forhold, har jeg slet ikke brug for. Så jeg dealer i stedet med hans krav om at gøre sin rejse alene. Jeg er ked af det, bestemt, men jeg kan osse grine og glædes. Jeg går ikke ned med flaget og tror, min sidste time er nær.
Jeg har opstillet rammer for, hvor langt jeg kan være med. Jeg har stillet krav. Den slags kan man gøre, når man godt ved, at det ville være meget hårdt, men ikke livstruende at miste.

Jeg har mig selv med i det her. Og det er sgu egentlig ret opløftende på sådan en stille vintermåde her i novembermørket.

Lommen - det går nok. Trods alt.