Et luksusindlæg
... Ja, og her tænkes altså ikke på et eller andet særligt kvali-agtigt Libresse- eller Always-produkt... *tøhø*
Har lige tilbragt fire skønne dage med kæresten. Vi har nydt København og hinanden, spist ude, flettet tæer og fingre, og hvad der nu ellers sku' flettes. Gået tur i regnvejret. Grinet en hel masse. Sovet og nusset dagen væk. Læst avis på parmåden. Krammet. Snakket om alle de dybe ting, man ikke rigtigt kan snakke om via telefon og messenger osv.. I det hele taget har vi været rigtige. I fire døgn i træk.
I eftermiddags tog han så tilbage til sin provinshverdag med job og lejlighed næsten 250 km fra min studenterverden og Huset mellem de to Søer.
Jeg stod dér på Hovedbanegårdens perron 6 og forsøgte at undgå den kolde novemberregn, der blæste ind under perrontaget mange meter over mig. Forsøgte at holde fokus på alt og alle omkring mig i stedet for alt i mig. Men det lykkedes altså ikke bedre, end at jeg godt kunne mærke en særlig trykken i brystet, som jeg ikke har følt i mange, mange år...
Han sad dér inde i toget og forsøgte at fange mine øjne tværs gennem kupéen og en togrude, som regndråberne strømmede ned ad. Jeg var ikke misundelig på hans forestående seks timer i tog - har jo efterhånden taget turen nogle gange - men jeg ønskede alligevel, at jeg ku' ta' med ham. Nogle få øjeblikke lod voksne, besindige, realistiske Pernille barnet i sig snakke og glemte dagligdagen med dens vasketøj og specialeskrivning og vækkeure, der altid ringer for tidligt. Glemte, at det lige nu er umuligt at få en hverdag sammen. Gad ikke tænke på alle de fornuftige argumenter. Mærkede bare, hvad jeg ønskede allermest.
Hverdagen... Det er dét, vi gør, når vi er sammen, han og jeg: Glemmer alt om hverdagen - vi river nogle dage ud ad kalenderen og har (pas på, nu kommer ét af de klammeste ord, verden har set) nogle dages rendyrket kvalitetstid. Så derfor er det dobbelt svært at skilles. Ikke blot skal man nu igen undvære den anden. Man skal osse tilbage til hverdagen.
Ikke desto mindre glæder jeg mig lige netop til at få en hverdag med ham på et tidspunkt. Og det var dét, jeg lidt senere gik dér alene i regnen og tænkte med min lange uldfrakke blafrende efter mig og halstørklædet forsvarligt surret om halsen.
Som han sagde til mig i går: "Ja, og sku' vi så komme til at savne det her [når vi flytter tættere på hinanden], så må vi jo bare lave nogle "temaweekender", Pernille."
You bet!
Ind til da lytter jeg til Dire Straits på min mp3-afspiller i den kolde regn...:
Here I am again in this mean old town
And you're so far away from me
And where are you when the sun goes down
You're so far away from me
So far away from me
So far I just can't see
So far away from me
You're so far away from me
I'm tired of being in love and being all alone
When you're so far away from me
I'm tired of making out on the telephone
'Cause you're so far away from me
So far away from me
So far I just can't see
So far away from me
You're so far away from me
I get so tired when I have to explain
When you're so far away from me
See you been in the sun and I've been in the rain
And you're so far away from me
So far away from me
So far I just can't see
So far away from me
You're so far away from me
Lommen - tre uger er lang tid, men somme tider er savn nu et lige så stort privilegium som gensynet...
Nedfældet af Lommen kl 20:27
9 Comments:
@Maria:
Haha - jeg sover vist i min egen time her. *Flov* Havde fuldstændigt glemt, at jeg havde udskiftet espressokanden med en stempelkande, fordi jeg for tiden (ret unlike me) drikker en del kvali-stempelkaffe. Har så at sige genopdaget stempelkanden.
Faktisk pudsigt: I en nylig diskussion om sidebars og alt det, man tit har stående i sådan én på en blog, fastholdt jeg, at folk rent faktisk lægger mærke til, hvis man ændrer selv mindre ting på sin blog. (Har jeg nemlig erfaret og er blevet ret overrasket over flere gange). Havde ikke lige regnet med, at jeg SELV ville overse mine ændringer! :-S
Mht Dire Straits, så har jeg bemærket, at du vist generelt er til lidt mere rocket musik. Ikke så meget pop hos frk. Brandt. Har jeg ret? :-)
Suk...misundelse, ønsker om noget tilsvarende, glæde på jeres vegne, jeg vil osse.... Fedt fedt fedt...for jer!!!!!
@Sille:
Lige præcis dérfor, jeg kaldte det her et "luksus-indlæg". Ikke mange måneder siden, at jeg selv rendte rundt og i visse perioder syntes, der var aaaalt for mange ulideligt harmoniske, smånussende kærestepar i gadebilledet og til fester...
JEG vil osse gerne snart læse om en forelsket Sille, der bliver behandlet rigtigt dejligt og rart af en skøn mand - en Sille, som bare kan nyde boblerne i maven. Og så må Blogland sgu leve med en anden form for blogging fra din side, selv om visse sikkert vil finde det kedeligt. :-)
Alt det bedste her fra - og skrub så i seng! Det er da vist langt over din sengetid. :-) (Frygter lidt, det er ham Jakkesættet, der holder dig vågen. På den dårlige måde...)
Hej soede (vil lige vaere klam og meget personligt vedkommende til en jeg slet ikke kender, men har altsaa lyst til at kalde dig det)
Jeg har oplevet din situation paa egen krop - savnet, den naesten ubaerlige laengsel, foelelsen af, at man kun er halv i sin "hverdag" - men jeg vil bare sige godt gaaet at i klarer afstanden!
For at I skal kunne have en god hverdag sammen naar den tid kommer, er det vigtigt at I bygger et fundament for den nu. Og hvis det betyder i bliver noed til at vaere adskilt i et stykke tid, er det det vaerd.
Jeg er selv flyttet for at vaere sammen med min kaereste, og vi har haft et vidunderligt aar sammen. Men nu flytter jeg hjem til Kbh igen, fordi jeg simpelthen bliver noed til at laese videre.
For at vi kan faa en ordentlig fremtid sammen.
Det nytter ikke noget at man "bare har hinanden" hvis alt det andet i hverdagne ikke fungerer, eller ikke fungerer godt nok. Saa ender man med at bebrejde hinanden problmerne, og har maakse ikke endgang tid eller overskud til at nyde hinanden.
Kaerligheden fortjener gode vilkaar. Ogsaa hvis det betyder smerte til at begynde med.
Som min kloge veninde sagde "now is the time to fight for your future".
Hold ud og fat mod!
Knus fra en medlidende
"I en nylig diskussion om sidebars og alt det, man tit har stående i sådan én på en blog, fastholdt jeg, at folk rent faktisk lægger mærke til, hvis man ændrer selv mindre ting på sin blog."
Her hos mig (i IE) er sidebar'en altså så langt nede på siden, at jeg på et tidspunkt troede, at du havde fjernet den. Altså ... det ville jeg bare lige sige, ik'?! :-)
@Marian:
Pudsigt, jeg var inde på din blog for nylig, og nu er du her. :-) Men du har måske en af de dér stat-counters, som er blevet så frygteligt (!) moderne i Blogosfæren?
Dejligt med en forstående kommentar. :-) Har vist en tendens til selv at synes, jeg er ret forkælet og burde ha' min brokkeret (midlertidigt?) inddraget...
Føler mig nu ikke "halv" i min hverdag, vil jeg lige skynde mig at sige - men kan godt se, det måske kom til at lyde sådan. Ville nok være mere præcist at sige, at det ville fuldende noget i forvejen godt, hvis kæresten rykkede tættere på rent fysisk.
Jeg er osse selv meget obs på, at man skal passe på med "bare at ha' hinanden" og så tænke, at alle evt. problemer nok skal løse sig. OG at der nemt kan opstå en eller anden regnskabstankegang à la: "Nu er jeg flyttet hele vejen hertil for din skyld, derfor forventer/forlanger jeg, at...".
Disse er faktisk osse blandt årsagerne til, at han ikke flytter straks. Der er ting at få orden på, dér hvor han er - for at det bliver optimalt på længere sigt. Ud over alt det rent praktiske, selvfølgelig.
Held og lykke med de fortsatte studier - og anden etape af langdistance-forholdet. Vi ses måske i svinget på vej op ad bjerget... !-)
@Lucy:
Det er jeg da ked af at høre! I min Explorer fungerer min sidebar aldeles udmærket. Til gengæld er mit topbanner usynligt i Explorer, og jf næste blogpost er jeg en BJERGGED til at søge hjælp, så sådan vedbliver det nok desværre at være. :-S At begynde at rode med lidt java-script oven i html bliver for meget for humanisten... :-/ Men hvis jeg skal til at skrive for mange kommentarer af denne slags, ku' det da være, jeg begynder at overveje at gøre noget ved sagerne... *ahem*
Erhm ... i denne her sammenhæng er det for én gang skyld sandt, at "it's not you, it's me" :} Til gengæld har jeg "løst" problemet, der viste sig at være en ½ meter fejl *blond-ikon*
kan man godt sende et virtuelt knus, uden at det er alt for sært... og en lille kleenex, uden at det virker ironisk?
To hell with it, det gør jeg altså... en virtuel krammer og en kleenex!
Men hvor er det godt at høre at du har det sådan... og jeg ønsker jer alt det bedste.... og jeg er altså lidt misundelig!
@Lucy:
Hæhæhæ... Herligt for én gangs skyld at kunne triumfere lidt, når det kommer til kode... Om ikke andet kan du anskue det sådan, at du har kvikket mig op. :-)
@Alice:
*Krammer igen* Selvfølgelig kan man sende virtuelle knus - knus er dette års orange. Eller noget.
Kleenex ville i øvrigt være fint, selv om Nettos de billige nu osse er okay. :-P Er stadig lidt forkølet... !-)
Send en kommentar
<< Home