"Du har altid en løsning!" - Røv og nøgler!

"Du virker så ukuelig!", "du smiler altid og har altid overskud!", "er du aldrig bange for noget?"

I dag har jeg så hørt denne gamle sang igen. Fra flere sider. Veninden, der er i vildrede om fremtiden. Bofællen, der har nogle mere end almindeligt frustrerende kærestesorger. Både de to og mange andre bekendtskaber undres over, hvorfor netop jeg altid er ovenpå - i hvert fald aldrig har problemer, der er vanskeligere, end at jeg selv kan komme med et bud på en løsning eller i det mindste et first move hen imod én.

Jeg er hende, der griber fat i folk. Hende, som lader dem vide, at det er okay (at være ked af det og i vildrede), og at de er okay. Hende, der spørger ind på den hårde, men kærlige måde, når der er brug for det, og som hjælper folk til at nå frem til det hårde og svære, som mange af os ikke tør tænke alene (men som især ved nattetide alligevel insisterer på at blive tænkt...). Hende, som på meters afstand kan fornemme, hvor folk er humørmæssigt - og som godt tør kommentere det.

Men jeg er så meget mere...

Her til aften i ualmindeligt nærgående telefonsamtale med kæresten slog det mig så: Jeg er ked af det, for helvede! Jeg har nederen på, er i kulkælderen i dag. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg ved, at jeg er ved at græde, og at jeg har brug for, at en anden end jeg har ansvaret lige nu. Brug for at jeg kan lade mig falde, og at jeg lander blødt. Og kæresten tog ansvaret på sig og reagerede med: "Det kan jeg godt se, Pernille" og virkede oprigtigt brødebetynget over ikke at ha' registreret det før nu. Pyt med dét - ingen forlanger, at nogen skal kunne læse mine tanker. Og dét er jo netop sagens kerne: At erkende og udtrykke sine behov - i stedet for at vente på at andre får øje på dem.

I foråret og sommeren indledtes mit personlige udviklingsprojekt om ærlighed - på alle niveauer, så at sige. Så det var væk med sarkasmen og alle de andre slags facader, frem med ros og kærlige ord og alt det andet, der viser, hvad og hvem der betyder noget for én.
Siden handlede det meget om at gå efter det, man ville ha' her i livet: I stedet for at hænge sig i, hvad vennerne, kollegerne og Mor og Far måtte tænke, og i stedet for at være bange for fiasko, ville jeg gå efter det, jeg drømte om (og satsede på, at blot nogle af drømmene kunne realiseres og lade fiaskoer være det, de var: Erfaringer at komme videre på). Jeg ville være ærlig om mine håb og ønsker i stedet for at være en kujon.

Jeg øver mig stadig i det alt sammen. I dag er så endnu en ting føjet til listen:

Jeg vil øve mig i at vise mit behov for omsorg.

Ganske vist er jeg godt med på mange områder for tiden, og jeg er generelt lys af sind og et glad og overskudsagtigt menneske. Men jeg har selvfølgelig osse dage, hvor jeg føler mig tyndhudet, græder på overraskende tidspunkter over overraskende lidt, dage hvor jeg ikke tror, det kommer til at gå, og hvor jeg er bange for, hvad der skal blive af mig, dage hvor jeg føler mig utilstrækkelig, grim og ildelugtende. Og vigtigst: Dage hvor jeg skammer mig gevaldigt over at være så lillebitte og er helt overbevist om, at ingen vil kunne finde noget som helst af værdi i sådan en taber som mig.

Nu er det slut med at ævle løs på den konstruktive måde, være fattet og virke, som om jeg lige så godt kunne ha' siddet for mig selv og tænkt problemerne igennem med mit kloge hoved. I hvert fald sku' jeg helst ende med at sige:

"Gi'r du et kram?"

Lommen - en løsning er ikke altid løsningen...