onsdag, november 08, 2006

Det dérsens feminisme...

For (relativt *ahem*) nylig blev jeg ligesom flere andre i Blogland tagget. ”Nævn fem ting, som feminismen har gjort for dig” lød opfordringen, der kom til mig fra Liselotte Livsnyder. Som den akademiker jeg nu er, var det første, jeg tænkte, noget i retning af: ”Feminisme hvordan? Hvafforn fisk? Definér venligst hvad det er, jeg skal forholde mig til.” Det var der osse andre, der tænkte. Men jeg blev efter nogen tids overvejelse enig med mig selv om, at netop dét nok var en del af hele ”legen”: Der sku’ bare åbnes for sluserne – reflekteres og tænkes højt uden ligefrem at blive metodisk og så dræbende akademiseret videre. Blogland sku’ for én gangs skyld ha’ noget at snakke om, og derfor skød man debatten i gang på denne åbne måde. Fair nok.

Så langt så godt.

Men jeg ved nu stadig ikke, om jeg er helt tilfreds med spørgsmålet og den præmis, det hviler på. ”Gjort for mig?” Huh? Ismer ”gør” ikke en skid for folk – det er folk, der gør noget, og engang imellem kan man så måske være så heldig, at der ligefrem bliver så mange nogenlunde sammenhængende tanker ud af erfaringerne, at nogle stopper op, ser sig over den tidsmæssige skulder og kundgør, at de har fundet en -isme. Kald mig bare ordkløver, men jeg synes, at allerede formuleringen af spørgsmålet virker, som om jeg pr. definition skal være pisse taknemmelig for den dérsens feminisme, der åbenbart formodes at ha’ serviceret mig i hoved og røv.

Sku’ nogen være i tvivl: Jeg er ambivalent.

Desuden... ordet feminisme... Jeg er virkeligt glad for, at nogle af vor tids feminister har slået til lyd for, at de kæmper en kønskamp og ikke blot en kvindekamp, retningens navn til trods! Ellers ville jeg ha’ haft mere end svært ved at sætte mig ned og skrive dette indlæg... Jeg er inderligt træt af, at alt skal dreje sig om kvinder, fordi vi kvinder er så gode til at føle – og til at snakke om det. Vi er så gode til at sige, hvad vi ønsker os – og i øvrigt osse så utroligt gode til ikke at kunne få øje på det, når vi får det, for så kan vi fastholde retten til at brokke os. Eller...?

Indrømmet, det er da nærmest intet mindre end berusende, at nogen påbegyndte det her oprør dengang i halvfjerdserne. Fantastisk, at vi begyndte at italesætte verden ud fra et kvindeligt perspektiv. Godt, at vi råbte op om ligeløn og friheder og muligheder og hva-det-hedder! Men gud, hvor det osse ødelagde meget! Dét gør ikke feminismen til én stor fejltagelse, men som med alle andre ismer må man glæde sig over, at der ikke var én eller anden gal diktator, der forelskede sig i den og gjorde den til sin ideologi...

Spøg til side: Vi blev møgforvirrede, gjorde vi. Vist nok, fordi vi troede, at vi i feminismen endelig havde fundet den ideologi, som på længere sigt kunne gøre alle kvinder lykkelige. Men med al den frihed til at vælge, hvilken kvinde man ville være, fulgte jo osse en masse tvivl, rodløshed, fortvivlelse – og en accept og tolerance, som ganske enkelt ikke kunne være dybfølt hele vejen igennem, fordi den slags tager år at modne. Resultatet var alt i alt, som det altid vil blive, når man vender verden på hovedet: Kulrethed. Kulrethed med de bedste intentioner, ganske vist, men dog alligevel kulrethed. Vi var ikke kvinder på ”den gamle måde” mere, men hvordan var ”den nye måde”? Min måde? Din måde?

I løbet af halvfjerdserne fandt vi vist nok ud af, at man ikke kunne være menneske uden osse at være sit køn, hvor hårdt vi end prøvede – og at vores anstrengelser desuden var formålsløse. Kvinder hev bh’en og make-uppen frem igen, men brugte nu disse virkemidler til at forsøge at være mænd – med skulderpuder i jakkerne, slips og skjorter og forretningsmæssige habitlook. Dét måtte være opskriften på, hvordan man blev taget seriøst.

Ligesom i 1970’erne var kvinder og mænd dermed på overfladen altså éns – nu lignede de blot alle sammen mænd, hvor de i 70’erne havde været kønsløse i overalls og den evige islandske sweater, der skjulte de kropslige formers forskellighed.

Men i løbet af 1990’erne blev der slået til lyd for, at kvinder ville have lov at være kvinder – og være det på alle mulige måder – men have de samme rettigheder som mænd. Seksuelt, socialt, økonomisk. Vi ville ikke være eller se ud som mænd for at kunne opnå disses privilegier. Mændene gav igen af samme mønt: De ville osse ha’ muligheden at gøre noget ud af deres personlige hygiejne og udseende i øvrigt (metroseksualitet) uden at blive anklaget for at være kvindagtige, de ville osse være ”bløde” og passe børn (jf. debatten om forældremyndighed til fædre ved skilsmisse og osse jf. diskussionen om mænds muligheder for barselsorlov) osv.. De ville osse være mænd på tusind måder.

Tja...

Jeg synes egentlig alt sammen, det er vældigt fornuftigt. Vi kvinder har de sidste ti-femten år været flittige til at sige, vi ikke ville ligne mændene, men være frie på vores egne kvindelige præmisser – vi vil være frie til at definere det kvindelige, men ikke til at tage patent på det. Min generation af kvinder (det vil sige os omkring de tredive) vil gøre alle de samme ting, som mændene har lov til og mulighed for.

Desværre har vi i samme håndevending overtaget det mandlige blik på os selv og gjort det til vores. Vi ville ikke være som mænd, men ikke desto mindre ser kvinder på hinanden, sådan som mænd gør det, og på den måde er vi alligevel blevet som mændene. Mænd er vant til at vurdere succes, så derfor er det dem, der har opstillet kriterierne for, hvornår man kan siges at være vellykket. Vi har overtaget disse kriterier med enorme tab til følge. Og det betyder i mange henseender, at vi er blevet fremmede for os selv.

... det er derfor, vi tror, vi skal være stærke og kunne magte både børn og karriere uden at kny

... det er derfor, vi skammer os over at bede om omsorg

... det er derfor, vi hurtigt er ude med riven efter andre, der pylrer

... det er derfor, vi glemmer at rose

... det er derfor, vi ønsker os større bryster og strammere fisser, når vi bliver usikre på os selv og tror os værdiløse (dvs. uattraktive)

... det er derfor, vi ikke stoler på nogen (andre end de ”bløde” biologiske (!) mænd, som er vores bedste aseksuelle venner, og som ikke tæller i det store konkurrence-betændte regnskab)

... det er derfor, vi dybest set ikke ved, hvad vi skal bruge mænd til. Vi har jo det hele selv, og vi kender eller ERkender ikke vores egne behov, fordi de ikke ”passer ind” i forestillingen om den ultra selvstændige (selvtilstrækkelige??) kvinde.

I virkeligheden tror jeg, at det, som vi her i det første årti af det 21. århundrede er på jagt efter, er vores kvindelighed og dermed os selv. Den mistede vi nemlig (berøringen med) i vores iver efter at opnå ligheden med mændene og ikke mindst friheden – eller osse har vi aldrig haft den, fornemmelsen af kvindeligheden?

Vi er vist omsider ved at ha’ forstået, at vi ikke finder kvindeligheden ved at slå løs på mændene og kræve, at de ændrer sig. Men at det store slag står hos os selv – og at man ikke kan få det hele... Ethvert valg indebærer et fravalg. Således osse her. Vi mister pga vores store forarbejde nu ikke diverse civile rettigheder ved at tage vores køn på os og fortolke det helt efter eget vores eget hoved, ja, endog spille selvbevidst på det.. Men hvert enkelt individ mister da helt klart noget, hver gang der vælges. Sådan er spillereglerne. Og at man aldrig helt ved, hvad det er, man går glip af, før det måske er for sent, er da – indrømmet! – mere end skræmmende.

Men vi mister helt sikkert os selv ved at fortsætte som de seneste par årtier med enten at lade, som om vi ikke har et køn og en seksualitet, der er vores, eller ved – som nu – at lade som om, den er helt og aldeles, som mænd (og snart osse vi selv?) forestiller sig.

Feminismen har givet mig et los i røven – og utroligt mange valg at tænke over. Og en masse påstande og teser, som ikke altid fører de rigtige steder hen...

Lommen
– der godt ved, at denne post kunne være skrevet på tusind andre måder, men som valgte denne.

3 Comments:

Anonymous beo sagde...

God skrevet, Pernille.
Jeg er enig i din analyse.
Skægt at se hvordan du bruger de forskellige skrifttyper og farver, så det hele hopper og danser.
Men det er vi mænd jo kun glade for at det gør...tihi.
:-)

09 november, 2006 11:03  
Blogger Maria sagde...

Langt indlæg, men jeg kom igennem det, fordi det er velskrevet. Og så har du tænkt nogle akademiske metoder omkring det, hvilket jeg godt kan lide :o)

09 november, 2006 11:58  
Blogger $tine sagde...

"..som med alle andre ismer må man glæde sig over, at der ikke var én eller anden gal diktator, der forelskede sig i den og gjorde den til sin ideologi..."

Hehe...meget sjov tanke - og jeg tror sgu jeg giver dig ret!

Bekendelse: nåede kun det med rødt igennem :o)

Smider du nogle datoer afsted. Jeg er ikke hjemme fra torsdag til søndag næste uge...

qnuzzzerrrrr...$

09 november, 2006 18:10  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home