Kender du typen?

Vi har alle sammen været der cirka en milliard gange. Vi har alle sammen hørt både fyre og piger (og næsten stensikkert osse os selv) udbryde: "Om vi skal være sammen/være kærester? Nej, da - han/hun er slet ikke min type!" Men hvad filen er det dér "type" egentlig for noget? Er det noget med udseende? Er det væremåde? Interesser? Hvordan ved man, hvad éns type er? Og skal man sørge for at skifte type engang imellem? Ligesom man anbefales at få bilen til syn hvert tredje år (eller hvor tit det nu er). Man ser det for sig:

A: "Har du ikke lyst at drikke en kop kaffe på onsdag?"
B: "Desværre. Måske en anden gang. Jeg skal til typefornyelse/typetjek."

Og allervigtigst: Hvad nu hvis man kun kigger efter éns type og så overser ham/hende, man ku' være stjernelykkelig med?

Det hele handler om, hvad vi forestiller os. Og det kan da godt være, moderne mennesker er stressede, lever centrifugeliv med mavesår og huller i eftertanken. Så meget desto mere påfaldende er det, hvor mange forestillinger, vi alligevel åbenbart sagtens kan nå at stable på benene. Forestillingerne (vor tids dagdrømme) bliver vores pejlemærker, vores religion, vores lovsamling. Vi holder virkeligheden op mod forestillingerne - i stedet for at tilpasse forestillingerne til virkeligheden og afskriver ofte virkeligheden som "forkert" og "upassende". Havde det her været videnskab, og havde professoren i laboratoriet taget sin forskningsassistent i sådan at afvise empirien i stedet for at forkaste eller tilpasse teorien, ville han da mindst have skreget og trukket skægget ud med rode.

Men vi tør måske slet ikke virkeligheden? Måske har vi bare så at sige "fundet fidusen", når vi afskriver den mand eller kvinde, der ikke umiddelbart passer med de aktuelle luftkasteller? Vi bliver fri for at mærke efter. Fri for at forholde os til besværlige, forvirrende, irrationelle følelser. Vi kan lade rationaliteten bestemme - og den vil da stort set altid synes, at det, man skyder i kærlighedsrelationer, er forbandet meget for meget ift afkastet, og hvorfor så besvære sig?

Hvad siger du? Går han i lærredsbukser? Minuspoint! Taler han irriterende? Minuspoint! Lugter hans mor? Minuspoint - helt klart minuspoint! Ja, nu er vi da vist snart ved at ha' regnet os frem til resultatet, hva'..............? *Tsk*

På den her måde er vi fri for at miste kontrollen og tage os tåbeligt ud (over for os selv, som vi kender så godt *blah* og ikke mindst over for andre), når vi sådan kan afskrive virkeligheden efter forgodtbefindende med henvisning til vores forestillinger - der som oftest mest bygger på forestillingen om den kollektive forestilling:

"Andre vil synes, at hun er for tyk/for tynd/for vulgær/for gammel/for ung/for udadvendt/for indadvendt/for klog. Det synes jeg osse. Vi passer nok ikke sammen. Sådan er jeg ikke - jeg tænder ikke på én som hende."

Sådan er du, ikke? Huh? Hvordan er du så, kammerat?

For mig selv er jeg begyndt at oversætte "han er ikke min type"-begrundelsen med: "Han er slet ikke sådan/ser ikke ud som ham, jeg har gået og forestillet mig. Derfor kan han ikke blive min kæreste". Det svarer lidt til folk, der under madlavning krydrer maden med nøjagtig 2 tsk oregano (og ikke en dyt mere!), for "det er det, der står i opskriften". Ja, og så skidt med, hvordan det rent faktisk smager, ikke?
Hvis fyren nu er lækker og gør én superglad, hvorfor i helvede må han så ikke ha' lov at komme bag på os, ødelægge nogle drømme (og måske gi' os noget, der er bedre, end alt det, der i vores mindreværd var det bedste, vi lige kunne komme op med, men som bare ikke var særligt stort, når det kom til stykket)? Hvorfor må han ikke prøve, blot fordi han er postbud (og ikke elitesportsmand eller hjertekirurg)? Hvorfor må han ikke ha' mørke krøller (i stedet for blond strithår)? Hvorfor gør det ham irrelevant som "emne", at han snakker og røven den går (i stedet for at være stille, afventende og underspillet ligesom dine andre kærester har været)?

Get over it - slut med at tænke dine følelser i stedet for at føle dem! Det svarer til at ville slå søm i med en sav. Og gi' så dig selv chancen for rent faktisk at falde. Når du og din selvkontrol mindst venter det...
Og ja, jeg véd godt, du måske ryster på hovedet ad dette. Trøst dig med, at den, der skrev det, jo heller ikke er din type. Og glæd dig så over, at du på forhånd vidste, at jeg ikke kunne fortælle dig noget som helst brugbart. Din forestilling er hermed bekræftet, og du kan gå til sengs med ro i sindet.

Lommen - en menneskelig type... ;-)