F5

Kender I det, når personer, man går op og ned ad stort set dagligt, pludselig udbryder: "Kan du ikke se, jeg har tabt mig?" Og jo, når han/hun siger det, kan man faktisk godt se, at der er ét eller andet, som er ændret. Men man ville aldrig ha' bemærket det, hvis ikke vedkommende havde gjort én opmærksom på det. Forandringen er sket så gradvist, at man intet har set. Man kan blive helt flov og tænke, at folk må se én som udeltagende og ligeglad. En ringe trøst, måske, men det samme sker nu osse nu og da den modsatte vej.

Hvis én af vennerne derimod har været ude at rejse i flere måneder og så kommer tilbage, udbryder man rask væk: "Gud, hvor har du tabt dig/hvor er dit hår pænt sådan dér/hvor er du blevet brun" eller (måske til de lidt nærere venner, som kan holde til det): "Hm... Har du ikke taget på?/Jeg synes du ser lidt ældre ud...". Det at der er gået lidt længere tid, siden man sås sidst, lægger naturligt op til, at der må være sket en forandring af en eller anden art. Men egentlig er det jo noget vrøvl. Forandringen kan lige så vel indtræde, dagen efter at man mødtes til en helt gængs kop kaffe, som efter den ene af parternes seks måneders ophold i Guatemala.

Men alt det her er jo ydre forandringer. Endnu vanskeligere er det ofte at se resultaterne af de indre, psykologiske udviklinger hos vores nærmeste. Flere gange i den sidste tid er det gået op for mig, at nogle af de mennesker, jeg sætter mest pris på, og som jeg har kendt i både ti og femten år, i årenes løb har forandret sig ganske meget, uden at jeg egentlig har opdaget det - på den indvendige side af hovedet. Jeg undrer mig og bliver forvirret, når jeg med ét opdager, at veninden er blevet en mere indelukket, eftertænksom sjæl, der ikke har brug for at dele alt - hverken med mig eller nogen anden. Jeg konstaterer, at sådan er hun altså nu og må forsøge at indstille mig på, at det ikke er en afvisning af mig, hvis alt i hendes hoved ikke lige siges højt. Samtidig må jeg huske, at jeg selv omvendt er blevet mere og mere åben. I de seneste år har jeg vist nærmest været noget af en mundfuld for mine medmennesker, fordi der er sket så meget inden i mig, at jeg nærmest er flydt over.
Min venindes nu mere udprægede tavshed er hverken en afvisning af Lommen i hende venindens univers, endsige en indirekte fingerpegende kommentar til den "nye" Lommes personlighed.

Men det tog lige lidt tid at forstå. Jeg tror, det er vigtigt, at man somme tider får trykket 'F5' i sine nære relationer. Hvis ikke skærmbilledet opdateres somme tider, bliver det selvsagt en forældet udgave af personen, man forholder sig til - baserer sine forventninger på og reagerer på. Og det kan blive voldsomt frustrerende for begge parter. Man kan føle sig så pokkers misforstået og forvirret.

Det klassiske eksempel på den her problematik er vel forældre og deres børn. Mine forældre trykkede for nylig F5 i forhold til mig. Jeg gav dem nemlig noget af en fejlmeddelelse. Nu kører programmet stabilt igen... Men mon ikke det er ved at være min tur til at trykke F5 over for dem? Det tror jeg faktisk! Kan jo ikke blive ved at forskrækkes og irriteres over, at de er ved at blive gamle og forandringsforskrækkede...

Har du husket at trykke F5?