Kan man det?

Godt så. Havde den her snak med en af mine veninder. Nu vil jeg gerne høre jeres mening derude i Blogland, for vi blev faktisk temmeligt uenige...

Set uppet er som følger:

En kvinde (lad os for nemheds skyld kalde hende A) tager til fest hos en af sine venner. Hun glæder sig til en dejlig aften i venner og halv- og helbekendtes lag. A er på dette tidspunkt hovedløst forelsket i fyr fra en helt anden omgangskreds og er i den noget humørsyge fase. Det er derfor lidt en lettelse for hende, at denne fyr ikke vil være til stede ved festen. Hun er med andre ord ikke på nogen måde "spændt op til lir" den aften.
Det siger sig selv, at hun så bestemt heller ikke regner med at være "påvirkelig" for eventuelle tilnærmelser fra fyrene ved festen.

Nu sker det utrolige alligevel: Et lillebitte interesse-frø begynder meget, meget langsomt at spire inden i A i dagene efter festen. En af de tilstedeværende, hun ikke tidligere havde mødt, virkede endog overordentligt interessant. A skyder det umiddelbart fra sig - for det kan jo ikke passe, når nu hun er smask-forelsket i denne her anden fyr, vel? Og hun kender jo slet ikke ham fra festen, som i øvrigt ikke giver noget som helst indtryk af at være interesseret. Faktisk forekommer han ifølge A en lille smule hånlig, om end på en drillende måde, over for hende.

Tre måneder senere er forelskelsen i ham den udenforstående imidlertid helt fordampet hos A. A har nu lyst at opstøve ham den interessantes mobilnummer og skrive og spørge, om ikke de sku' "drikke kaffe" en dag. Hendes pointe er självklart, at en fyr, som kan vække hendes interesse, mens hun tror sig allermest forelsket i en anden, må ha' ét eller andet, som det er værd at tjekke nærmere ud.

Se, her kommer jeg så ind i billedet...
Jeg tog nemlig i den her samtale mig selv i pludselig at være en meget nedslående og meget lidt dristig Lomme. Faktisk lød jeg enormt kedelig og desillusioneret, da jeg på et vist tidspunkt stillede mig uden for samtalen og lyttede til mine egne ord. Jeg hørte mig selv sige ting som fx:

"Mand, dét [at kontakte ham, det være sig via sms eller andet] ville jeg aldrig gøre! Du ved jo heller ikke engang, om han har kæreste på! Fuck, det ku' bli' pinligt"
A herself svarede, at: "Nej, men dét kan jeg sgu da finde ud af!"

Jeg sagde osse (og dét gentog jeg endda flere gange), at: "Men altså, vil du ikke under alle omstændigheder blive udråbt til enten den vildeste weirdo, stalker eller desperate, når han får sådan en sms efter tre måneder?!"
A, der er en modig kvinde, svarede: "Come on! Uanset hvordan han er indrettet, så bliver han da lidt smigret, Lomme!"

Men altså... Kan man det? Hvad mener I? Ville I selv gøre det?

Som I kan forstå, fandt jeg ud af, at jeg er en noget større kylling, end jeg selv havde regnet med, og det huer mig ikke helt. *Skævt smil* Nu skal jeg lige høre, om det bare er mig, der er mærkelig (eller om vi evt. kan slutte os sammen og stifte en forening...)