lørdag, juni 10, 2006

The Untouchables - mafiaen består af TEFLON-MÆND

Teenageren Terkel: "I dag ovre i skolen var der en pige, der blev mobbet så meget, at hun til sidst sprang ud af vinduet og DØDE".
Terkels mor (fraværende): "Nå, Terkel... Jamen, så har du jo haft nok at se til!"

Der har i den seneste tid her i Blogland været en del snak om de såkaldte "teflon-mødre". Hvor gør det dog ondt, når den person i verden, for hvem éns liv, levned, erfaringer og følelser burde betyde alt, og som derfor burde føle engagement og empati, i stedet virker og agerer, som om det stort set intet betyder for hende! Hvordan kan det dog gå til, at nogen bliver sådan?? Måske er moderen fra Anders Matthesens groteske satire over folkeskoleliv desværre ikke så grotesk og langt fra virkeligheden, som man skulle tro...


Jeg synes, mange gode og tankevækkende ord er sagt i førnævnte blogdebat. Jeg skal undlade at sige meget mere om de dérsens mødre, som af uransagelige årsager har gjort det til deres ikke særligt misundelsesværdige varemærke altid at kunne glide af, holde facaden og den såkaldt "gode" stemning (som vist nok mest er kendetegnet ved at kunne kontrolleres til perfektion). Næ, det er en lidt anden variant af det her teflonbegreb, som optager mig... Og det er teflon-mænd.

Se, nu kunne man forfalde til at tro, at disse mænd er sønner af teflonmødre. Ikke desto mindre har det slået mig, at de eksemplarer af racen, jeg kender, lige netop ikke har følelseskolde, fremmedgjorte og distancerede mødre. Det er nærmest lige modsat, tror jeg, men dét er en anden side af sagen. Fælles for teflonmødre og teflonmænd er deres misforståede forsøg på at tone ned og kontrollere atmosfæren omkring sig i en grad, så de fleste af deres nære efterhånden opgiver alle forhåbninger om nærhed og omsorg og søger andre steder hen. Jeg har for mig selv prøvet at gennemskue, hvem h...... de dér teflonmænd er. Her er, hvad jeg fandt. Mon I genkender noget?

Hvem er "The Untouchables", som jeg for mig selv har valgt som samlebetegnelse for disse mænd?

Jeg er sikker på, du kender eller i hvert fald har lagt mærke til ham - eller måske et par stykker af hans brødre. Oftest har han levet meget tæt med sin mor. Måske i dele af eller hele sin opvækst ligefrem alene med hende. Derfor ved han noget om kvinder, som kvinder ellers altid må nøjes med at sukke efter, at mænd vidste. Og han bruger denne viden til perfektion - og dét så bogstaveligt, at det kun kan løbe lidt mere følsomme individer koldt ned langs ryghvirvlerne... Han perfektionerer sit liv og sit selvbillede, så det vil være umuligt for nogen ikke at elske ham og dermed umuligt at kunne vælge ham fra...

Han véd, at vi kvinder elsker de små opmærksomheder. At hvis man mestrer at jonglere med disse besynderligt vigtige ting, vanker der points i spandevis. Og points! Dét er, hvad livet handler om. For teflonmanden.
Enten indkasseres disse points ved at huske vores fødselsdag, eller hvad vores yndlingsvin/parfume/blomst hedder. Det kan osse være dét åbent at sige, at han husker og tænker over, hvad vi fortæller ham - osse selv om det ligner small talk: "Jamen, i går kom jeg osse til at tænke på det, du havde sagt om..." eller måske er det dét åbenlyst at afsløre, at han lægger mærke til og genkender de små, søde særheder i vores adfærd: "Dér var den dér søde næserynke igen, hva'?").

Du tror måske, du er rendt på en indfølende og empatisk mand, men det er beklageligvis ikke sådan, verden hænger sammen: Teflonmanden ser dig som endnu en opgave, han kan løse perfekt, og som kan give ham en del af hans konstante ego-boost: "Jeg mestrer verden!" Når du smiler over hele fem-øren på grund af al den søde og ikke på nogen måde lumre opmærksomhed, ringer teflonmandens points-kasseapparat. Han er en vinder. Det samme gælder ift alle andre kvinder, han kender. Forelsker du eller andre sig i ham og al betænksomheden eller galanteriet - fordi du/I tænker, at endelig, endelig, er der en mand, der ser jer, som I er - så er der kun at sige, at det desværre er en streg i regningen for ham: Du må virkelig undskylde, at han fik dig til at blive forelsket i ham. Bløp??! "Undskylde"? "Fik til"? Jo, jo - teflonmanden tror, han skal tage ansvar her. Inderst inde er han jo fuldstændigt overbevist om, at han styrer verden og andre folks følelser. Det er lidt det samme som at sige, at andre (og dermed heller ikke du) ikke tænker selv, men det er i denne sammenhæng en detalje... Han tager ansvaret på sig og kan slet ikke forstå, at du ikke bløder op, jo mere han glatter ud og leger Søde-Bløde over for dig...

Det andet, han ved om kvinder, er, at vi et eller andet sted næsten alle sammen har et svagt punkt for en mand, der sekundet inden vi selv har ytret et behov, kan gætte og opfylde det. - Osse selv om vi måske normalt hører til den kvindetype, der kan alting selv, og for hvem såkaldt "galanteri" normalt er utænkeligt som del af en charmeoffensiv). Det er da bemærkelsesværdigt og lidt rørende, at denne her mand ved synet af vores dejindsmurte hænder åbner vandhanen i køkkenet for os, så vi kan komme til at rense snasket af uden osse at smøre vandhanen ind. Og vi behøvede ikke engang sige noget...

Kvinder røres af og falder for ting som de her, hver eneste dag. Men er det en teflonmand, du har med at gøre, vil det snart vise sig, at det at falde for ham og hans små charmerier, nærmest er det værste, der kan ske. For dig og for ham. Paradoksalt nok går hans charmerier nemlig ud på at holde verden og følelser på afstand... Du vil blive slemt skuffet over slet ikke at have været noget særligt, når det kom til stykket (han behandler alle flirtende ens). Han vil blive slemt skræmt og føle sig lidt truet på sit selvbillede (der forestiller en mand, som aldrig sårer andre).

Jamen, hvad er han da? En galant vatfætter af en nissefar, der trætter os med sin evige ståen på pinde for os? Er han den ynkelige klæber, som allerede på forhånd er så godt som dødsdømt som kæreste-materiale? Den usikre nørd, der ikke så meget som lugter af integritet (men snarere blot af angstens sved) - ham som forsøger at please alt og alle af angst for igen at havne i rollen som mobnings-offer nummer ét?

Teflonmanden er ingen af delene. Her er nemlig et udpluk af de andre skills, han har - eller måske rettere: er. For teflonmanden er i høj grad sine evner. Den slags, der kan evalueres og vurderes og konkurreres på.

Han har både mentalt og fysisk et aktivitetsniveau temmeligt langt ud over det sædvanlige. Det er slet ikke ualmindeligt, at han cykler 30-40 km på en dag ("for man skal jo rundt"). Det foregår i øvrigt på en superstrømlinet cykel, og hans tøj er lige så praktisk og sporty (hørte vi nogen sige "skijakker om vinteren"?). Alligevel er han aldrig svedig på den ukontrollerede, kiksede måde, når han når frem, og hans korte hår sidder stadig som nysat. Han er dynamisk som ind i Helvede! Og han praler aldrig med noget så simpelt som sin udholdenhed. Tværtimod nedtoner han næsten alle sine præstationer. Undtagen de helt store. På den måde ved vi alle sammen, at teflonmanden stiller tårnhøje krav. Til sig selv - og til andre. Og mere almindelige, dødelige ville aldrig drømme om at forstyrre ham med deres småproblemer, som jo må være noget, de selv digter: De eksisterer jo tydeligvis ikke i teflonmandens verden!

På studiet styrer han læsegruppen med sin joviale, men bestemte, velordnede stil - det er ham, der har orden i sagerne. Det er ham, der har det fede super studierelevante bijob ved siden af. Ham, der uden at kende nogen, der kender nogen, alligevel får det job, der med tiden gør studiet til en bibeskæftigelse. Ham, for hvem vigtige papirer aldrig bliver væk, og deadlines altid overholdt. Det er ham, de andre i gruppen følger og respekterer. Men aldrig ham, de beklager sig til over personlige problemer - og hvis det er, er det i hvert fald i en brandert og lidt småpinligt og akavet næste dag.
Selvfølgelig er der problemer i teflonmandens verden - blot ikke nogen, der bringer ham ud af kurs. Og "ud af kurs" vil sige, hvis nogen som helst kunne mærke på ham, at noget ikke var, som det plejer at være. Formodentlig ved han ikke engang selv, hvis noget er galt, og han studser heller ikke over de pludselige mavesmerter eller den underlige stikken i brystet...

Senere er det ham, der avancerer lynhurtigt i det private erhvervsliv, og snart overhaler andre indenom, fordi hans sans for timing og socialiseren er som skabt til succes. Han er altid imødekommende, altid sjov, uden at være useriøs, altid velklædt uden at være prangende. Altid forberedt. Altid in control.

Det er ham, der møder til tiden, uanset hvor sent han så kom i seng (men som regel sover han altid på klokkeslet - hvorfor sku' han andet?) Det er ham, hvis økonomi permanent er hundrede procent i balance og hvis smag altid er i orden. Moderne og tidssvarende uden at være excentrisk eller "for meget".

Det er ham, der med en enkelt sætning kan få hele din tudetur til at synes latterlig på en måde, der får dig til midt i en ellers befriende, sund gråd at kæmpe for at tørre øjnene og i stedet grine ad dig selv, for måske var din bedstemors død heller ikke så frygtelig? - "Hun var jo gammel, og den vej skal vi jo alle, min skat", som teflonmanden helt klart vil sige. I øvrigt kan han bare ikke helt se, hvad gråd "skal til for". I virkeligheden betyder det, at han ikke kan rumme den, gråden, og at du derfor burde skåne ham for at sidde magtesløs og se på dine tårer. Gråd minder ham nemlig glimtvis om, hvor menneskelig og uperfekt han er. Tårer og vredesudbrud bliver oppe mellem hans ører et tegn på, at han ikke har magtet at styre situationen - at holde konflikten fra døren. Tårer og skrigen og råben er dermed nederlag, og nederlag er fiasko. Fiasko rummer den eneste reelle risiko her i tilværelsen: Faren for at blive afskrevet - af mor, af konen, kællingen, madammen, ungerne, firmaet, som naturligvis alle ventede den evigt upåvirkelige, solidt plantede milepæl af en mand, der var sig sit ansvar så syngende bevidst, at han på sin egen måde var nødt til at frasige sig det - ved at frasige sig følelserne.

Sådan er det faktisk med langt de fleste følelser for teflonmanden. Hvad skal de nytte? "Det nytter jo ikke noget at blive vred og smække med døren!" "Hvad hvis jeg nu har brug for og lyst til at smække med døren?", ku' man indvende. Teflonmandens svar vil nok være noget i retning af: "Jamen, så ku' vi jo alle sammen gå rundt og smække med dørene hele tiden. Det ville blive noget værre noget". Underforstået at når han nu ikke gør det, endsige føler behov for det, hvorfor gør du så? "Brug for" og "lyst til" er ikke gyldige argumenter...

Det er her den førnævnte indsamling af points kommer ind i billedet...: Det er jo vigtigt at holde sig på god fod med alle. Vigtigt at gyde olie på vandene på forhånd. Vigtigt ikke eksplicit at vælge nogen fra, så de bliver sårede eller måske endda vrede og dermed en potentiel trussel mod én. Det er vigtigt, at den dag hvor du bliver så frustreret over aldrig at se hans følelser og aldrig at mærke det ukontrollerede menneske bag, kan han sige til dig:

"Du har lige givet mig 1.218 minuspoints i dit vredesudbrud. Heldigvis havde jeg indsamlet 1.843 points i forvejen. Det efterlader mig jo med en lidt slunken konto, men altså, så må vi jo bare skære ned på følelserne det næste stykke tid."

Oversat: Han ofrer sig ved at gøre alle de dér små ting, du ikke har bedt om. Han knokler for sine points, så nu skal du være en sød pige og lad være med at slå det hele (læs: ham) ud af kurs ved at blotlægge dine følelser. Din teflonmand kæmper trods alt for at kunne gøre alle glade ved at være stabil og dynamisk.

Han er én af... The Untouchables - en mand du ikke skal hjælpe eller "løsne op"... Hvis du forsøger, risikerer du at knække under hans charme, som kun er til for... ham selv

NB! Citatet i indledningen af denne post er et replikskifte fra Anders Matthesens radiospil og senere animationsfilm "Terkel i Knibe". Replikkerne gengivet efter hukommelsen.

8 Comments:

Anonymous Eva sagde...

Fantastisk indlæg! Lomme, jeg er vild med din blog, du rammer rammer lige i plet - og jeg kender et par teflonmænd, jeg har lyst til at sende det her indlæg. Men nej. Det ville alligevel prelle af på teflonoverfladen...

10 juni, 2006 08:49  
Blogger Pernille sagde...

@Eva: Jamen, tak for rosen! Dejligt :-)
Det er egentlig meget godt eller... æhm, du ved... at høre, at nogen genkender den her mandetype. Blev under skrivningen i tvivl om, hvorvidt det bare var mig, der havde fået en psykose og digtede noget frem... Men et eller andet er der åbenbart om snakken.
Bemærk i øvrigt at jeg - siden indlægget kom på - har tilføjet en tekstbid.

10 juni, 2006 11:47  
Blogger Mie sagde...

Hmmm...jow, kender ham godt - men med din fremlæggelse af hans grunde, får jeg nu mere ondt af ham, end jeg tidligere har haft. Dét bryder han sig nok heller ikke om!!

Ok, nu er de identificeret - hvordan manøvrer man så uden om dem derude, mon?

10 juni, 2006 13:01  
Blogger Pernille sagde...

@Mie: Jeg er *surprise* ikke sikker på, hvordan man får genkendt den her mandetype så tilpas hurtigt, at det kan lykkes én at drøne uden om ham og en håbløs og smertefuld forelskelse i ham. Meeeen... Det er noget med ikke at blive ved at gi' og gi' og gi' af alt sit personlige vraggods (som han jo gerne vil ha', så længe det blot er overskudsagtigt...). Ikke at man skal gi' med henblik på altid at få, bestemt ikke, men en vis balance må der nu være, hvis vi taler kærlighedsforhold og forelskelser, hvor man jo er ekstremt sårbar... Hvis der ikke begynder at dumpe noget tilsvarende personligt og privat og sårbart ind den anden vej, så ska' man formodentlig se at trække sig.
I et tidligere stadium af bekendtskabet er det nok en god idé at lægge mærke til, om den dér søde opførsel er én, han praktiserer over for alle omkring sig, eller om du reelt ER "udvalgt" og ikke bare FØLER det sådan (af ren og skær mangel på sød, mandlig opmærksomhed).

10 juni, 2006 16:57  
Blogger Mie sagde...

*glup*....

Dén tror jeg lige, jeg vil prøve at huske til en anden god gang :-/

I øvrigt: back fra family-tamtam ;-)

11 juni, 2006 21:57  
Anonymous anetq sagde...

Fabelagtig definition - godt gennemskuet (selv hvis du synes at det var lidt sent) ;)

12 juni, 2006 18:06  
Anonymous Sille sagde...

Du havde ret Lomme...genkender ham, både i mænd og kvinder... Og gør hvad jeg kan for at styre uden om dem..
Tror nu jeg sidder og tænker over det - at det er to år siden jeg forelskede mig i en. Han kan stadig gøre ondt når jeg tænker på ham.....suk... Husker, helt som du skriver det, at det netop hvad hans 'jeg er ikke bange for det her' tilgang...jeg i den grad faldt for...At han meget meget hurtigt tænkte mig ind i andre sammenhænge osv...åhh det var så befriende, efter en lang periode med mænd der var bange for at binde sig... Men han var en teflon mand...desværre..

14 juni, 2006 10:37  
Blogger Pernille sagde...

@Anetq: Jamen, tak for rosen! :-) Har måttet konstatere, at mange andre end mig løber på de her fyre. Og efter vrede og frustration ender med at ha' ondt af dem...

@Sille: Hvis du har nogle (flere) fif til, hvordan man spotter den her type i tide, må du meget gerne øse ud...

14 juni, 2006 17:40  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home