onsdag, juni 07, 2006

Afslutning på føljetonen om Ungersvenden eller: Nu med ferie - og behageligt klarsyn

Nøj, de dér dage væk fra Huset gjorde åbenbart større underværker, end jeg lige umiddelbart følte...

I aftes. Lod mavefornemmelsen arbejde for mig. Tænkte vist ikke så meget - med ord og alt sådan noget fint noget. Var løbet på flere bofæller ved min tilbagevenden til Huset. Jep, osse Ungersvenden. Og ved I hvad? Det var da bare for dødtrættende at køre hele den her "vi snakker ikke sammen ting" stadigvæk. For første gang siden jeg indså min forelskelse, dukkede den tanke for alvor op, at "nu kan det kraftstejleme være nok, Lomme! Glem ting, glem komplikationer, lad for Helvede hverdagen fortsætte!" Så Nogen måtte gøre Noget. Og Nogen var mig, og Noget var at tage kontakt.

Jeg fik skrevet en sms, og vi fik et møde i stand. For første gang nogensinde hos mig. Og det sidste kan man godt lægge en hel del i. For når jeg osse rent fysisk lukker folk ind i mit private rum, er det det samme som at sige: "Det her er mig, som jeg er. Jeg skammer mig ikke over mig selv. Jeg er på højde med situationen". Og det var lige netop sådan, jeg havde det.
Uden at slå knuder på mig selv og uden at lyve og bagatellisere, fik jeg bl.a. sagt følgende:

"Ja, jeg forelskede mig i dig (i en "so fucking what, egentlig?"-tone). Ja, jeg syntes, din mail var meget svær at forholde sig til, så ærligt talt, jeg har for nylig taget mig den frihed at vælge at ignorere den og lukke det dér ned. Ja, jeg tror godt, vi kan være venner herfra, og jeg har savnet at snakke med dig, men et venskab er under forudsætning af, at du, unge mand, smider masken. En af grundene til, at jeg somme tider er blevet så vred, er, at jeg bliver enormt usikker, fordi jeg ofte ikke kan mærke dine følelser, og fordi jeg ikke synes, du giver ret meget af dig selv."

Cirka her fik jeg en art flash back til en samtale, jeg for nylig havde med en nær veninde om alt dette Ungersvends-fittelihut: Hun sagde noget i retning af, at: "Jamen, Lomme - du og Ungersvenden ville jo aldrig blive jævnbyrdige i et forhold. Du ville jo altid være ovenpå, fordi du, så vidt jeg forstår, har SÅ meget mere indsigt" (underforstået: Det ville aldrig gå), og hun har bare så alt for meget ret! Jeg vidste det allerede da, men nu har underbevidstheden åbenbart tygget løs, og der er sket mere mellem mine ører, end Direktionen lige har gidet informere medarbejderstaben om. For uanset hvor sød og sexet Ungersvenden så så ud med sit korte sommerhår og en t-shirt, der sad lidt strammere om overarmene end sædvanligt, så var det bare ikke med dén på, at jeg havde den her snak med ham. Lad os se det i øjnene: Rom er stadig under konstruktion - det bliver ikke supersjovt, hvis han scorer til næste fest, vel? Men altså, det bliver ved Gud heller ikke verdens undergang.- Sådan lidt hygge-luksus-jalousi at varme sig ved, hvis jeg ikke lige er faldet for en eller anden anden.... (Wow, skrev jeg lige det??)

Men altså. Med dén følelse (af at hende veninden havde så meget ret) i baghovedet var snakken pludselig en meget anden...

Og her skete så noget ret interessant: Jeg følte mig fri. Jeg kunne næsten fysisk føle, hvordan jeg med ét blev i stand til at formulere ting og stille krav - er jeg desværre ikke så møggod til, når jeg er forelsket... Så jeg fik sagt, at jeg anser hele hans "være venner med alle"-trip for en del af en forpulet livsløgn. Og at jeg under ingen omstændigheder ville være med til at understøtte og nære den løgn. Hvis det virkelig var hans projekt at opretholde ideen om ham "ideal-Ungersvenden", som er alles kammerat, aldrig bliver vred og altid er glad, så fint. Men så måtte det blive det uden mig! Jeg er særlig. Jeg er ikke en person fra ét af de syvogtyve dusin, som han kan spise af med den dér latterlige "idealsandhed", som jeg gang på gang har set igennem.

Og han var rystet, var han! Midt i al sin ungdommelige uvidenhed (som ingen selvfølgelig kan bebrejde ham) fik han da lige et wake up-call af dimensioner. Og selv om det ikke fremgår her, var der masser af reaktion og masser af følelser og indrømmelser af, at "nå jo, ting betød nok lige en liiiille smule mere, end han havde givet udtryk for" og "jo, han kunne udmærket godt se, hvad jeg mente med, at han ikke var ærlig, og at det var forståeligt, jeg ikke ville gå med på den" og så videre. Men lige nu er det faktisk bare ikke så vigtigt, hvad hans reaktioner var...

Det vigtige er, at jeg fik givet slip. Og at jeg fakisk fik givet så meget slip, at jeg magtede at sige "cut the crap, jeg kan tænke selv" på den velformulerede, detaljerede måde. Det vigtige var, at det ikke "smagte af mere", da han gav mig et knus, inden han smuttede over til sig selv. Det vigtige er, at jeg lige har taget mig selv i at synge højt på badeværelset...

Hvad skal I lave i ferien? (Hvis I da holder sådan noget...)

1 Comments:

Blogger Mie sagde...

Ingen ferie her - til gengæld masser af "hatten af" for dig dér!

Er imponeret helt ind til benmarven over dit klarsyn - og mindst lisså imponeret over, at du rent faktisk gik til biddet og fik sagt det til ham også...!!

Velkommen hjem :-)

07 juni, 2006 09:21  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home