Okay er ikke godt nok. Okay er frem for alt ikke okay

Man kan gå ind på den præmis, at verden måske er én stor omgang small talk...:

A: "Og så stod jeg nede i supermarkedet i en møglang kø, og jeg sku' altså bare nå den bus, ikke? Nej, hvor jeg stressede! Tror du så ikke, de lukkede kassen midt i de hele og sagde, vi måtte stille os op ved en kasse nede i den anden ende, og så kom jeg bagerst i køen igen?!?"
B: "Nå, det var da ikke så godt, hva'?"
A: "Nej, for fanden! Så nåede jeg jo ikke den møgbus, og så sku' jeg gå med alle mine varer i pisse-øsende regnvejr."
B: "Nej, dét er da osse noget værre noget."

Cut

...eller man kan faktisk forsøge sig med at prøve at sige noget dybere og/eller mere oprigtigt...:
A: "Og så står jeg jo sådan set og skal træffe mit livs beslutning. Det er jo fandeme vigtigt, om jeg gør det ene eller det andet, ikke? Men tror du, der er nogen, der kan give mig noget ordentlig information om mine muligheder og rettigheder? Ham, jeg skal snakke med, er selvfølgelig på ferie, og ingen andre er sat ordentligt ind i det. Jeg er simpelthen så nervøs og bange over det. Og så... [grådkvalt] har min mor midt i det hele fået konstateret kræft, så nu er jeg virkelig ved at gå ned med flaget...".
B: "Nå, det var da ikke så godt, hva'?"
A: "Nej, for fanden! Nu ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal få min tilværelse til at hænge sammen!"
B: "Nej, det er da osse noget værre noget."

Eksemplerne er opdigtede, men stærkt inspirerede af virkeligheden - red.

----

Jeg er træt af small talk! Jeg er træt af, at alting - åbenbart - kan gøres til small talk. Træt af gliden af. Jeg har så meget fået nok af af det evigt gyldige - det ligegyldige! Folks metro-teflon-storby-fjæs og stemmer, der lyver, så det driver om deres sindsstemning. Hvorfor? Mig behøver de ikke lyve over for! Hvorfor må intet betyde noget? Hvorfor er man til grin, hvis man kommer til at udvise, man savner nogen, som man måske ikke engang har en nærmere relation til? Hvorfor er man lidt "latterlig", hvis man bliver vred over "småting" og gør en "sag" ud af dem??

Overbærende stemme: "Jamen, Lomme! Vi kan jo ikke gå rundt og føle noget hele tiden. Det ville være alt for besværligt. Kan du ikke se det?"
Jeg: "Ja, okay. Det ville osse være enormt besværligt, hvis vi hele tiden sku' trække vejret for at holde os i live..."

Selvfølgelig bruger man small talk til at komme ind på hinanden over et stykke tid. Jeg drømmer ikke om indgangsreplikker à la:

"Hej, jeg hedder Jørgen, jeg lider af dødsangst, føler mig tit sat i bås af andre mennesker som ham den hidsige, men er i øvrigt supergod til at fornemme folks stemninger."

Slet ikke. Derfor formuleringen i min indledning: "Jeg er træt af, at alt kan gøres til small talk."

Jeg er fuldstændigt afsindigt hamrende færdig med "det er mest passende altid at køre i det samme humør-mode ellers bliver jeg betragtet som "ustabil" og dét, der er værre - uha, uha". Jeg er blevet helt og aldeles modstander af "det er fjollet, naivt og barnligt at være overstrømmende positiv og glad" og især af "det er mistænkeligt at være begejstret - har dine forældre ikke lært dig at passe på dig selv ved at være forbeholden over for nye mennesker, steder og projekter?"

Hvad er det for en absurd verden at leve i??

Hvorfor er jeg en weirdo, når jeg fortæller den her fyr, at hans overfladiskhed og evige teflon-agtige gliden af på emner, der kunne blive bare det mindste personlige, driver mig til vanvid? Hvorfor skal jeg lade, som om det ikke er noget problem for mig? - Når jeg nu meget hellere ville tale med ham. Han virker rigtig sød og rar, men strengt taget ved jeg intet om det. For vi har aldrig talt...

"Nu er du jo besværlig og en lille smule barnlig, Lomme!" siger udtrykket i folks øjne, når jeg igen vil konfrontere, som det i typisk nutidig krigs- og konfliktinspireret sprogbrug er kommet til at hedde.

Konfrontere... Det hedder det vist nok, hver gang man hopper ud af small talken, smider masken og er oprigtig. Og det gælder, uanset om man taler om rare eller ubehagelige ting.

"Jamen, hvad med sådan noget som høflighed? Vi kan da ikke bare gå og lukke hvad som helst ud i hovedet på vores medmennesker, Lomme!"

Er I syge i potten??! Jeg har års øvelse i at lade raseriet fise af og så konfrontere *vrænger* folk på den konstruktive måde. Og jeg kan efterhånden osse godt finde ud af at tænke mig om, inden jeg formulerer, hvad jeg er blevet såret over. Så kom ikke og fortæl mig om høflighed! Kom ikke og fortæl mig om indføling og empati. Og slet ikke som en undskyldning for at være sådan nogle fakers!
Jeg gør mit bedste (og det er, får jeg at vide, ret godt). Jeg ved osse, at det selvfølgelig mislykkes somme tider. Men hellere forsøge end at leve på en forpulet løgn. Hellere risikere noget!

Jeg er anonym her, så jeg vil tillade mig at anerkende mine egne evner på det område: Jeg véd, hvor mange mennesker, der i tidens løb har sagt ting som fx:

"Hvor er det godt, at du kan sige alle de ubehagelige ting, Lomme! Hvor var det godt, du tog hul på det her!"
"Jeg har aldrig snakket med nogen om de her ting før. Jeg har følt mig så alene med det. Jeg har troet, jeg var en fiasko."

Jeg gider ikke tale om vejret og bussen, der igen var forsinket. Der er altid noget, der er vigtigt. Så stå dog ved det! Jeg holder så meget af jer, der tør og vil...