tirsdag, marts 14, 2006

Hjælp! Lommen er kortsluttet... :-(

Hm... Glem alt om "skarpe, underholdende indlæg" (men mange tak for rosen alligevel, Liguster!)

Lommen er utilfreds med sig selv i dag (og ja, hvis du er følsom over for skribentens omtale af sig selv i tredje person, så forlad bare siden nu, for det bliver sikkert kun værre fra nu af - jeg har brug for at lægge lidt distance til hende dersens den super-hyper-oversensitive, som i dag har fulgt mig i tykt og især i tyndt, selv om jeg ved Gud har forsøgt at slippe af med hende).

Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Jeg h a d e r bare de her dage, hvor jeg er lige nøjagtig så medgørlig og rimelig og tålmodig som et lille barn, der har sovet for lidt, har skarlagensfeber, mæslinger og røde hunde på samme tid, og hvis sut man har røvet og smurt ind i saltsyre. Og neeeej, jeg har ikke - gentager: i k k e - PMS.

Hele dagen er jeg bare f a r e t op over de mindste ting. Når jeg er i det mood her, kan jeg slet ikke udstå mig selv. Og jeg kan med en forslidt vending ikke være nogen steder. Hele min krop er i oprør, og den mindste ellers sikkert k æ r l i g t drillende kommentar fra hankønsvæsener, så skal I bare se Lommen på stikkerne! Hunkønsvæsener bliver jeg tilsvarende mobset og tøsefornærmet på. Jeg ignorerer dem for bittesmå "forseelser" og går i det hele taget rundt og holder det s y g e regnskab og "straffer" alt og alle - sikkert til stor undren for mine omgivelser, fordi ingen følger den syge "logik" (læs: logak) i mit hoved. Med andre ord er jeg bare godt (læs: dårligt!) gammeldags f o r m e g e t.

Det værste er næsten, at jeg - efter at jeg for nogle år siden begyndte at tænke mere over det her - sagtens kan genkende situationen, når den dukker op, og derfor kan jeg da osse høre fornuftens stemme et eller andet sted. Den stemme forsøger at dysse mig ned og forklare mig, at mennesker, som jeg har holdt af hele mit liv, og som holder af mig, samt mennesker, som ikke kender mig nær godt nok til at kunne beslutte sig for ligefrem at være interesserede i at gøre mig til grin, jo nok bare gerne vil hygge sig med mig. Men når jeg har det sådan her, så giver jeg F a n d e n i fornuften, gør jeg! Det er bare så superanstrengende!

Normalt er jeg - som I måske har fornemmet her på siden - en person med temmeligt meget energi og mod på tilværelsen. Jeg har det for det meste skægt, ser lyst på ting (osse når mine planer går skævt), og jeg kan slet ikke forstå personer, som ikke kan tåle, at man laver lidt fis med dem. Men på dage som i dag... *tager mig til mit hårdt prøvede hoved, som i dag har tænkt så mange dumme og hævngerrige tanker, som jeg i morgen formodentlig og forhåbentlig ikke vil fatte en meter af* Det er helt utroligt! Jeg kan føle mig ydmyget og udstillet og jaget på grund af de mindste ting. Både folk, som jeg bor sammen med (og som jeg derfor kender rigtigt godt) og mennesker, som jeg har været venner med i årevis, kan jeg pludselig se som de mest irriterende, følelseskolde, decideret ondskabsfulde mennesker, som kun er ude på én ting: At gøre mig til grin.

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg kan mærke det dér i hele kroppen! Hovedbunden klør (for det gør den altid, inden jeg eksploderer i en helt afsindig vrede - ja, det lyder sikkert mærkeligt, men sådan e r det altså), i brystet sidder sådan en "argh, nu begynder jeg tilmed snart at tude!"-fornemmelse, jeg har en klump i halsen, maven snører sig sammen, jeg mister appetitten. Jeg føler simpelthen, at jeg skal sprænges. Jamen, det er plat og banalt. Jeg véd det. Men sådan f ø l e s det.

Erfaringsmæssigt er der meget få ting, jeg kan gøre for at slippe ud af den her både for mine omgivelser og mig selv meget ubehagelige tilstand:
Jeg kan løbe en lang tur i meget højt tempo for simpelthen at komme af med den fysiske fornemmelse af anspændthed og overload af dårlig energi, og jeg kan lægge mig til at sove. Eventuelt kan jeg finde noget eller nogen at råbe og brøle (jep, bogstaveligt!) ad. Selv om jeg rent faktisk er så heldig at kende personer, der kan rumme sådanne voldsomme udladninger, er det dog ikke altid, det hjælper. Somme tider gør det kun situationen meget værre.

*Dybt suk*

Kender I det? Og i så fald: Hvad gør I ved det?

6 Comments:

Blogger BusterLiguster sagde...

Kender det måske en smule... Det ender som regel med, at jeg må rundt at undskylde ...

15 marts, 2006 08:53  
Blogger Pernille sagde...

@Liguster: Ja! Det er det niveau, jeg snakker om. Dér, hvor det efterhånden bliver lidt pinligt, at folk kigger opgivende på én, når man sidder og syder, ikke...? En af dem, jeg fòr op over for i går, har tilmed kun kendt mig et par uger. Sikke et godt indtryk han har fået dér. ;-) Han blev vist lidt forskækket. Mne okay, helt galt kan det ikke være. Han bad om min msn-adresse bagefter. :-) Heldigvis er humøret langt bedre i dag. Jeg håber, du selv har det godt!

15 marts, 2006 11:12  
Blogger Mie sagde...

Ja, jeg kender det godt, og jeg isolerer mig selv fra omverdenen, mens det står på.

Og så sover jeg! Sover, sover, sover. På et eller andet tidspunkt er jeg "normal" igen, og alting fortsætter uhindret.

Det er meget mærkeligt, og jeg kan sjældent finde nogen decideret anledning til stemningen - har dog sporet en vis sammenhæng med ublu, udefrakommende, krav til mig....

19 marts, 2006 19:24  
Blogger Pernille sagde...

@Mie: Halløjsa! Mokken har taget brillerne på - giver de nye perspektiver på omverden, Mie? Blev helt forskrækket først og kom uvilkårligt til at skynde mig at sidde pænt på skrivebordsstolen... ;-)
Det lugter lidt af, at du/jeg ikke altid får sagt ordentligt fra, når vi burde, og når det så på et tidspunkt bare er alt for meget, ja, så brænder man sammen, uden helt at forstå hvorfor man lige blev SÅ indestængt. Jeg øver mig i at mærke ordentligt efter og markere grænser, så jeg ikke havner i det dér underlige, ubehagelige mood så tit. Men det er stadig ikke helt nemt...

19 marts, 2006 19:39  
Blogger Mie sagde...

*G* Har skam hele tiden brugt briller - nu fik jeg bare sat et billede på, hvor jeg har dem på... Nåja, fordi de er nye, lissom ;o)

Ja, det er helt sikkert noget med at sige fra på de rigtige tidspunkter... Det ER altså bare ikke altid lige let, når man er det mest optimerede produkt, Flinkeskolen har fremstillet til dato!!

19 marts, 2006 20:57  
Anonymous LomombaGuy sagde...

OK, du har en af de dage hvor du er sur på hele verden. Den slags kan jo ske...

Du spurgte også "hvad vi andre gør ved det". Jeg vil gå direkte til sagen.

Så nu får du lige et spørgsmål du ikke havde regnet med :o) :

Hvem var den sidste person du fejlede i at hjælpe?

Måske virker det som grebet ud af luften - men det er det ikke...

13 marts, 2007 07:33  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home