Hjælp! Lommen er kortsluttet... :-(

Hm... Glem alt om "skarpe, underholdende indlæg" (men mange tak for rosen alligevel, Liguster!)

Lommen er utilfreds med sig selv i dag (og ja, hvis du er følsom over for skribentens omtale af sig selv i tredje person, så forlad bare siden nu, for det bliver sikkert kun værre fra nu af - jeg har brug for at lægge lidt distance til hende dersens den super-hyper-oversensitive, som i dag har fulgt mig i tykt og især i tyndt, selv om jeg ved Gud har forsøgt at slippe af med hende).

Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Jeg h a d e r bare de her dage, hvor jeg er lige nøjagtig så medgørlig og rimelig og tålmodig som et lille barn, der har sovet for lidt, har skarlagensfeber, mæslinger og røde hunde på samme tid, og hvis sut man har røvet og smurt ind i saltsyre. Og neeeej, jeg har ikke - gentager: i k k e - PMS.

Hele dagen er jeg bare f a r e t op over de mindste ting. Når jeg er i det mood her, kan jeg slet ikke udstå mig selv. Og jeg kan med en forslidt vending ikke være nogen steder. Hele min krop er i oprør, og den mindste ellers sikkert k æ r l i g t drillende kommentar fra hankønsvæsener, så skal I bare se Lommen på stikkerne! Hunkønsvæsener bliver jeg tilsvarende mobset og tøsefornærmet på. Jeg ignorerer dem for bittesmå "forseelser" og går i det hele taget rundt og holder det s y g e regnskab og "straffer" alt og alle - sikkert til stor undren for mine omgivelser, fordi ingen følger den syge "logik" (læs: logak) i mit hoved. Med andre ord er jeg bare godt (læs: dårligt!) gammeldags f o r m e g e t.

Det værste er næsten, at jeg - efter at jeg for nogle år siden begyndte at tænke mere over det her - sagtens kan genkende situationen, når den dukker op, og derfor kan jeg da osse høre fornuftens stemme et eller andet sted. Den stemme forsøger at dysse mig ned og forklare mig, at mennesker, som jeg har holdt af hele mit liv, og som holder af mig, samt mennesker, som ikke kender mig nær godt nok til at kunne beslutte sig for ligefrem at være interesserede i at gøre mig til grin, jo nok bare gerne vil hygge sig med mig. Men når jeg har det sådan her, så giver jeg F a n d e n i fornuften, gør jeg! Det er bare så superanstrengende!

Normalt er jeg - som I måske har fornemmet her på siden - en person med temmeligt meget energi og mod på tilværelsen. Jeg har det for det meste skægt, ser lyst på ting (osse når mine planer går skævt), og jeg kan slet ikke forstå personer, som ikke kan tåle, at man laver lidt fis med dem. Men på dage som i dag... *tager mig til mit hårdt prøvede hoved, som i dag har tænkt så mange dumme og hævngerrige tanker, som jeg i morgen formodentlig og forhåbentlig ikke vil fatte en meter af* Det er helt utroligt! Jeg kan føle mig ydmyget og udstillet og jaget på grund af de mindste ting. Både folk, som jeg bor sammen med (og som jeg derfor kender rigtigt godt) og mennesker, som jeg har været venner med i årevis, kan jeg pludselig se som de mest irriterende, følelseskolde, decideret ondskabsfulde mennesker, som kun er ude på én ting: At gøre mig til grin.

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg kan mærke det dér i hele kroppen! Hovedbunden klør (for det gør den altid, inden jeg eksploderer i en helt afsindig vrede - ja, det lyder sikkert mærkeligt, men sådan e r det altså), i brystet sidder sådan en "argh, nu begynder jeg tilmed snart at tude!"-fornemmelse, jeg har en klump i halsen, maven snører sig sammen, jeg mister appetitten. Jeg føler simpelthen, at jeg skal sprænges. Jamen, det er plat og banalt. Jeg véd det. Men sådan f ø l e s det.

Erfaringsmæssigt er der meget få ting, jeg kan gøre for at slippe ud af den her både for mine omgivelser og mig selv meget ubehagelige tilstand:
Jeg kan løbe en lang tur i meget højt tempo for simpelthen at komme af med den fysiske fornemmelse af anspændthed og overload af dårlig energi, og jeg kan lægge mig til at sove. Eventuelt kan jeg finde noget eller nogen at råbe og brøle (jep, bogstaveligt!) ad. Selv om jeg rent faktisk er så heldig at kende personer, der kan rumme sådanne voldsomme udladninger, er det dog ikke altid, det hjælper. Somme tider gør det kun situationen meget værre.

*Dybt suk*

Kender I det? Og i så fald: Hvad gør I ved det?