fredag, februar 01, 2008

"Man holder jo op med at forelske sig hovedkulds..."

Dét var sådan cirka, hvad en nær veninde sagde til mig i en meget lang samtale forleden. Sådan én af dem dér, som egentlig bare skulle have varet en kop kaffes tid, men som så i stedet kommer til at vare et par kander og et måltid og bevæger sig i alle retningsløse retninger, I ved.

"Hjertet sank i livet på mig ved hendes ord", som der ville ha' stået i en ugebladsnovelle.

Når man blev omkring de tredive, mente veninden, blev man jo ikke længere fuldstændigt teenageagtigt forelsket. Man blev ikke fjollet på samme måde. Det var ikke længere uden forbehold. Dertil havde vi været igennem for mange spark i skridtet og andre usle tacklinger. Faktisk kunne forelskelse helt generelt knap nok lade sig gøre længere.

Det var i øvrigt flere år siden, hun sidst selv havde været forelsket. Måske skyldtes det ganske enkelt, at man ikke længere troede på det på samme måde. Det dér kærligheden. Her så hun spørgende på mig.

Jeg havde siddet og tænkt lidt på en fyr, der for nylig i ramme alvor sagde til mig, at han havde vendt "kærligheden ryggen". Yes sirs - med dén nøjagtig den formulering. (Må ved lejlighed anskaffe mig en pude at lægge på gulvet ved siden af yndlingsstolen, for jeg ved efterhånden ret præcist, hvor jeg lander, når jeg dratter ned...).

Men tilbage til veninden:

Jeg tror nok, mit ansigt kom til at ligne et spørgsmålstegn mere og mere, efterhånden som ordene formerede sig i hendes mund og væltede ud.

Jeg véd det jo godt, men det kommer stadig bag på mig... Efterhånden har jeg den opfattelse, at jeg er anderledes end alle andre kvinder på min alder, når det kommer til forelskelse. For det er samme sang, jeg hører over hele linjen, og jeg har lige svært ved at forstå den hver gang:

"Der skal virkelig meget til, før jeg lader mig falde".
"Der er tilsyneladende noget galt med alle mænd, jeg fatter nogen som helst interesse for - sgu da klart, man mister modet".
"Hvornår véd man, man er forelsket? Ku' jo godt være, der kom en mere spændende én forbi i næste uge, ikke?"
"Jeg dater løs, for jeg ved virkelig ikke, hvor jeg ellers sku' møde en mand henne, selv om... helt ærligt... Dating hænger mig ud ad halsen! Det er så pisseoverfladisk!"

Jeg fatter ingenting! - Og det er ellers ikke, fordi jeg ikke prøver at forstå de her kvinder, for det må da være superfrustrerende alt sammen!

Er jeg mon den eneste, som ikke begriber en lyd af "før jeg lader mig falde"-konceptet?
Hvis den rigtige mand kommer forbi mig på det forkerte tidspunkt (eller hva' det nu hedder ;-)), så falder jeg altså. Lige så kort og charmerende jeg er.

Det er ikke et spørgsmål om at "lade mig falde eller ikke lade mig falde". Der kan gå kortere eller længere tid, før jeg erkender, hvor vild jeg er med den her mand, men at forestille sig, at jeg selv skulle kunne styre, hvem jeg forelsker mig i...

... og hvor meget
... og hvornår

Dét er cirka lige så absurd som at foreslå, jeg selv sku' ku' kontrollere, hvor på kroppen det klør -

... og hvor meget
... og hvornår.

Er jeg forelsket, så véd jeg det bare. Jamen, jeg beklager meget, men jeg må ha' været væk, den dag de delte tvivl om den slags ud, for jeg er lykkeligt forskånet.
Det er ikke, at jeg nødvendigvis forelsker mig i "de rigtige" (hvilket min aktuelle civilstand jo ligesom vidner om ;-)). På den anden side har jeg nu heller ikke just været uheldig (og det er så en helt anden diskussion - den dér om, hvorvidt man kan forelske sig i "forkerte" mænd).
Alt, hvad jeg siger, er bare, at for mig er det her utroligt enkelt:

Jeg forelsker mig. Og enten er fyren med, eller også er han ikke. Og dén del af det er selvfølgelig lige så kaotisk og bøvlet og akavet som for alle andre: "Åh, hvad mon han nu synes om mig?", "ka' han bedre lide smukke Olga fra parallelklassen? - Han bærer jo altid hendes skoletaske hele vejen hjem...". Alt det dér.

Om natten vender og drejer man hvert et indtryk fra sidst, man sås. Man fortolker løs på alting for at finde svar på de spørgsmål, som man i sin forelskede sårbarhed ikke tør stille den udkårne.

Men i alt dette lirumlarum er jeg aldrig i tvivl om, hvorvidt jeg er forelsket. Og hvis jeg er i tvivl, så er jeg det bare ikke - forelsket, that is.

Jeg har ikke mange forbehold, når det kommer dertil. Og jeg bliver lige så stjernepsykotisk, som jeg gjorde, da jeg var tolv og femten og sytten og treogtyve og femogtyve og... og... Og det er lige så uudholdeligt og skønt som dengang. Eller måske er det faktisk værre/bedre.

Min mor, der i dag er nogleogtres, indrømmede for ikke så længe siden, at hun og min far havde haft lidt af en krise i forholdet for nogle år siden (selv om man ikke kalder det 'krise' i min familie): Hun havde forelsket sig i en anden. Og selv om det selvfølgelig også havde været ubehageligt for både hende og min far, så kunne jeg godt skimte det, da hun fortalte lidt om det: Det dér glimt af "jeg fandt ud af, jeg stadig var i live".

Min mor og far har ikke noget dårligt forhold. Bestemt ikke. Faktisk vil jeg være ekstremt godt tilfreds, hvis jeg om tredive år sidder sammen med en mand, jeg har det så godt med, som min mor har det med min far. :-) Men hånden på hjertet: Man er vel ikke stjerneforelsket efter flere årtier sammen...

Så jeg forstod godt det dér lille, hemmelige glimt i min mors øjne, da hun fortalte lidt om det. Og jeg så også godt, hvor tydeligt det var, at hun skam stadig respekterede og elskede min far. Uanset hvad, så var det lille glimt der dog.

Efter samtalen med veninden forleden slog det mig så, hvor helt afsindigt fantastisk det egentlig er... For min mor selv, at hun stadig kan gi' sig hen. Og for min far og os unger - at vi helt tæt på os har et menneske, der stadig i så høj en alder kan gribes så meget af et andet menneskes nærvær, at hun sgu må kapitulere. Hun ka' godt forelske sig. Teenageagtigt.

Selvfølgelig ville det ikke være fedt, hvis min mor gik rundt og forelskede sig i alle mulige hvert andet minut - eller hvis hun ligefrem forlod min far. Men at vide hun stadig ejer evnen. Dét synes jeg, der er noget meget forsonende og lægende over. Og gad vide om ikke den glød, som der altså stadig var en rest af i hendes øjne flere år senere, også gjorde hende endnu mere elskelig i min fars øjne? Trods alt.

Tilsvarende er det altså bare røv-nedslående, hvis de fleste på min egen alder virkelig ikke længere tror på kærligheden. Jeg tror ikke på, man kan vælge den fra.

Man ka' måske fornægte den. Men hvorfor skulle man?

Jeg foreslår, at vi konverterer den almindeligt fremherskende kynisme til en mere menneskevenlig ironi. Dosér med forsigtighed, tilsæt ukuelighed - og prøv så at turde. Bakser selv med det på andre punkter. Tror sgu, lortet virker - det skal det... :-)

13 Comments:

Blogger Terse sagde...

Jeg har det lidt dobbelt med din position og præsentation. For jeg sympatiserer på den ene side med den, og på den anden side...

Jeg opfatter "hovedkulds forelskelse" som noget der hører det ufærdige menneske til. Som et sted hvor man kaster hele sin opfattelse af selv ind i en forestilling om hvad et andet menneske er. Jeg opfatter det som en meget egocentreret proces hvor det handler om en selv, ens egne følelser og egne behov. Det er et vindue man kaster sin egen eksistens ud af, et sted hvor man undslipper sig selv.

Jeg opfatter det som meget ugensidigt, for så vidt at den man oplever det sammen med gør det samme, og man derfor egentlig bare spejler hinandens følelser af at ville hengive sig til store følelser. Fordi man netop føler sig levende der.

Det sagt, tror jeg også at utroligt mange mennesker er ufærdige, og at vi derfor næsten allesammen higer efter og er åbne for at opleve det fra tid til anden.

Derudover må henlede din opmærksomhed på Kærlighedens forrykte tale af Roland Barthes. Det er en vidunderlig bog om kærligheden figurer fra den elskendes vinkel. Den tror jeg du vil finde fornøjelse og ammunition i ;o)

01 februar, 2008 14:22  
Anonymous Lommen sagde...

@Terse:
Nu har jeg læst din kommentar flere gange, og måske er jeg bare blevet dummere i den periode, jeg har været væk fra bloggen, men æhm... Jeg forstår den simpelthen ikke.

Faktisk er den så sort for mig, at jeg knap nok kan formulere, hvad det er, jeg ikke forstår. Så sort at jeg blev pisseirriteret, da jeg læste den. Men nu kan jeg jo altid enormt godt lide dine input, så irritationen er ikke imod dig personligt. :-)

Well. Jeg drister jeg mig til et svar - men det er altså med forbehold og en opfordring til dig om at uddybe. For hvad filen mener du med et "ufærdigt menneske"?? I min optik bliver mennesker ALDRIG "færdige". Vi er dynamiske. Jeg synes, det i din kommentar kommer til at lyde, som om hovedkulds forelskelse er møghamrende umodent. Tak for kaffe! :-) Hvad er så den "modne" forelskelse? Den med alle forbeholdene?

"Jeg opfatter det som en meget egocentreret proces hvor det handler om en selv, ens egne følelser og egne behov. Det er et vindue man kaster sin egen eksistens ud af, et sted hvor man undslipper sig selv."

Til den svada kan jeg nærmest kun sige, at sådan oplever jeg det overhovedet ikke.
I den udstrækning der nu for mig ER en forskel på teenagetidens forelskelser og så forelskelser i dag, må jeg sige, at det fantastiske er, at jeg netop overhovedet ikke "undslipper mig selv", når jeg er forelsket nu. Jeg bliver tværtimod mindet om, hvem jeg er, og hvad jeg kan GIVE, hvad jeg magter at YDE.

Det ser jeg ikke som pokkers egocentreret.

Ser frem til en uddybning. Fatter som sagt brille her. :-)

02 februar, 2008 00:49  
Blogger Terse sagde...

Jeg kan godt se at den kommentar er irriterende uklar,det må du undskylde - kan man tilskrive det specialesygdommen loco?

"Ufærdig" var et ord jeg brugte netop med tanke på dynamik i personlighedsudviklingen. Jeg skrev med vilje ikke "umoden" for det er ikke det jeg mener. Ufærdig i denne optik bruger jeg fordi jeg tror at vi i givne livssituationer lærer at "hvile" i netop dem. Problemet er bare at livssituationer forandrer sig, og derfor er vi sjældent, hvis nogensinde, "færdige".

Derudover tror jeg at jeg reagerede på ordet "hovedkulds" som jeg opfattede i betydningen "forhastet". Og den forhastede forelskelse forekommer mig ikke at være noget at stræbe efter, netop fordi den forekommer mig som jeg beskriver det.

Men ved nærmere efterlæsning af dit indlæg, er det jo slet ikke det det handler om. Så jeg synes bare du skal ignorere den første kommentar. Og så vil jeg inden jeg næste gang kommentere nærlæse lidt mere præcist.

men jeg vil stadig anbefale Kærlighedens forrykte tale. Den er fantastisk!

02 februar, 2008 08:54  
Blogger Den onde hund sagde...

På en måde er jeg meget enig med dig (Lommen). For også for mig er det en helt bizar tanke, at man selv skulle kunne vælge, hvem, man forelsker sig i.

DET kan jeg i hvert fald heller ikke! På godt og ondt :-).

Men et eller andet sted er jeg også enig med dine venner. For jeg synes faktisk også, at den der altopslugende "amour fou" ikke helt er den samme, når man har oplevet et par forelskelser. Og at forelskelse bliver af den lidt mere tilbageholdende slags, set i forhold til fortidens vanvid, er igen på godt og ondt. Ærgerligt, på EN måde... Men der er nok en mening med det. De erfaringer, vi har fra tidligere, er trods alt virkelige, så mon ikke, der er noget godt ved, at man har inkorporeret dem i sine følelser, sådan så man lige holder sig et lille skridt tilbage, i forhold til før, hvor man tonsede frem med alle sine følelser?

Så har man også bedre mulighed for at finde ud af, om det er en "rigtig" eller "forkert" person, man har kastet sine følelser på. Hvor man tidligere helt smed hjernen ud af vinduet (det gjorde jeg i hvert fald).

Bare erfaringerne fra tidligere ikke får lov til at ødelægge nutidens kærlighed.

Balancegangen er svær!

Jeg vil ikke helt ønske dig tillykke med, at du måske er en person, der stadig oplever den samme store, skøre og ligeså uforbeholdne forelskelse som du gjorde som 18-årig. Jeg tror ikke, det er umodent eller ufærdigt... Men måske lidt for risikofyldt i forhold til, hvor du er i dit liv nu.

Og på den anden side er det selvfølgelig vidunderligt :-).

Du er som du er, og ingen af os kan bestemme over, hvordan vi fungerer følelsesmæssigt... Det er egentlig den vigtigste pointe.

02 februar, 2008 13:18  
Blogger Lizelotte sagde...

Jeg tror og håber at evnen til at forelske sig varer ved langt hen i livet.

Men jeg tror også, at man forelsker sig i noget andet, når man er voksen, end når man er teenager - ingen tvivl om det. Jeg tror på at jeg er blevet bedre til at forelske mig i mennesket end i en hel masse egenskaber jeg tillægger en tilfældig person. (Måske min måde at udtrykke Terses "ufærdigheds"-tese).

Da jeg var 34 og min elskede var 41 gav vi los og faldt med et verdensomstyrtende brag for hinanden. Og jeg vil vove den påstand at jeg var mere forelsket end jeg nogensinde har været før i mit liv - blandt andet fordi jeg havde en meget større personlighedsklangbund at forelske mig med.

Jeg oplever stadig øjeblikke med inderlig forelskelse - i den samme mand. Det er dejligt.

Og jeg er så inderligt enig med dig i, at forelskelse ikke handler om valg og fornuft - og at man da for pokker ikke kan være i tvivl om man er forelsket!!

Så det....

03 februar, 2008 13:03  
Blogger Juncker sagde...

Haha, hvor er det dog latterligt, at man skal kunne kontrollere sine følelser - typisk for det her sted vi kalder Danmark. Det er vel nærmest sådan en slags Anders-Foghisme - der skal være fuld kontrol, der skal ikke være noget at komme efter.

Så kan folk kalde det umodent eller hvad F*nden de vil, men jeg holder på retten til at man må blive komplet sindssvag forelsket, lige meget hvad.
Kærligheden er sgu truet nok i forvejen, så der er da ingen grund til, at lægge bånd på den. Hvis vi ikke ku blive forelskede var vi jo allesammen tangsindlagt til, at se Sommer på DR1, hehe.

Og den der med at vænne kjærligheden ryggen, køber jeg overhovedet ikke - jeg har selv haft en aktie i foretagendet, og du ikke kan ikke bare lukke af for de der følelser. Dyrker han så heller ikke sex mere, eller onanere? (retorisk spørgsmål, du behøver ikke at spørge ham:-)

Det korte af det lange, jeg er enig med dig, og ville vælge dig som formand for Forelskelses-foreningen anyday, vi kan få kaffe og citronmåne til den stiftende generalforsamling.

Knus,

JJ

03 februar, 2008 21:07  
Anonymous Lommen sagde...

@DOH:
Aj, okay - selvfølgelig er der på en eller anden måde forskel på teenageårenes forelskelser og forelskelser nu. Der er jo også forskel på alle mulige andre følelsers udtryk og fornemmelsen af dem, hvis man sammenligner dengang og nu. Både vrede og sorg føles da fx anderledes i dag.

Det er jo ikke, at jeg ikke lærer af mine erfaringer. :-) Men måske er det her i virkeligheden bare et temperamentsspørgsmål: Ligesom jeg har svært ved at sige "nå, lige nu er jeg på job, så jeg må vente med at være vred på familien/en kæresten/en ven til senere, for lige nu ska' jeg arbejde", er jeg heller ikke ret god til at sige: "Lige nu er det vigtigste at få et speciale færdigt/at søge job/at finde bolig, så lige nu har jeg ikke tid at være forelsket". Dét passer bare ikke til mit temperament. Jeg har altid svært ved at se forbi følelser (selv om det endda er blevet meget bedre). Og somme tider er det jo en skøn egenskab, fordi jeg så virkelig kan nyde de dejlige følelser uforbeholdent. Andre gange er det et helvede, fordi jeg ikke kan ta' et frikvarter fra de ubehagelige ditto.

Måske er der bare forskel på, hvor gode vi mennesker er til den slags "praktisk tænkning" i forhold til følelser?

"Jeg tror ikke, det er umodent eller ufærdigt... Men måske lidt for risikofyldt i forhold til, hvor du er i dit liv nu."

Hvor jeg er i mit liv?? Huh? Hvad betød det? Og så i øvrigt:
Jeg er ikke forelsket p.t.. Ville da ellers være dejligt, men nej. Jeg er meget, meget glad for tiden. Men det skyldes ikke ét bestemt andet menneske.

04 februar, 2008 03:04  
Anonymous Lommen sagde...

@Livsnyder:
"blandt andet fordi jeg havde en meget større personlighedsklangbund at forelske mig med."

Den passage tror jeg er meget, meget væsentlig i denne diskussion: Jeg opfatter den sådan, at forelskelse med alderen bliver fyldt med mange flere nuancer - bliver meget mere KOMPLEKS. Og det er da SMUKT! :-) Det ærgerlige er, hvis den dybde og kompleksitet skræmmer mennesker så meget, at de vælger forbeholdene som værn...

Hvad angår tvivlen: Du sku' bare vide, hvad jeg hører rundt omkring... ;-)

04 februar, 2008 03:30  
Anonymous Lommen sagde...

@Juncker:
Selvkontrol har da vist været højeste mode i meget, meget længere tid, end statsministeren har heddet Anders Fogh. Desværre.
Håber da i øvrigt aldrig, vores statsminister pludselig dikterer befolkningens tackling af diverse følelser. ;-) Men det var måske den brede befolknings opbakning til hr. Selvkontrollen selv som udtryk for den generelle hyldest til kontrollerede, du hintede til...?

Det er da dejligt at høre, at du vist stadig besidder evnen til at falde godt og grundigt. Meeeen...
"Dyrker han så heller ikke sex mere, eller onanere? (retorisk spørgsmål, du behøver ikke at spørge ham:-)"

Hvad i alverden er det nu for et - om end retorisk - spørgsmål? :-) Bare fordi man måske er ved at blive en gammel kyniker, der ikke falder for hvem som helst, ka' manD vel stadig få trykken for nosserne. Og den er der da ikke noget, der forhindrer én i at gøre noget ved, selv om man måske har droppet det dér ukonkurrencedygtige koncept Kærligheden. Er der?

Og så til sidst: "Knus"?
- Pas på, ellers falder jeg bare for dig... ;-)

P.s.
Jeg synes, Sommer er intet mindre end fantastisk. ;-P Citronhalvmåne er derimod stadig noget af det værste, jeg kan forestille mig at proppe i munden. :-S

04 februar, 2008 03:44  
Blogger Juncker sagde...

Angående trykken for nosserne: Har det ikke noget med følelser at gøre, ligesom kærlighed? Asser, man får vel ikke TFN uden grund? Eller er vi ovre i ordet passion, jeg ved det ikke...

04 februar, 2008 10:49  
Anonymous Lommen sagde...

@Junker Juchs:
Nu er jeg i sagens natur ikke i besiddelse af nosser (bortset fra dem, der sidder mellem ørerne, selvfølgelig), men æhm... bortset fra det, så har jeg da haft den dér trykken masser af gange uden at være spor forelsket. Mener du i ramme alvor, at du ikke har lyst, når du ikke er forelsket/følelsesmæssigt involveret med en eller anden??

Og nej, dét er da ikke 'passion', men ren og skær liderlighed. Men la' os da endelig diskutere, hvad passion er... *Griner lidt*

Og ku' du så ikke lige se at få din røv på msn snart igen? :-)

04 februar, 2008 18:21  
Blogger Lizelotte sagde...

Lomme, jeg er faktisk gift med en mand som påstår han ikke rigtig kunne forestille sig at ha' sex med nogen, han ikke var forelsket i.

Så sidder jeg der og mumler lidt, for det kunne jeg saaaagtens!

Det er bare 100% federe når man ER forelsket. Og forelsket, det kan man blive med fynd og klem, også når man er "helt voksen".

GLEM alt om at holde det adskilt fra arbejde etc ... Bruno var 41 da vi lavede vores stunt, og han siger at han stort set ikke lavede andet end at skrive hotmail (til mig) og tjekke hotmail (for at se om jeg havde skrevet) i 3 måneder på arbejde, mens han gjorde sig vældig umage med at se chef-agtig ud der bag skrivebordet. Han kunne dårligt holde fokus, når han sad i møde ... fordi han var hamrende, teenage-tosset-forelsket, den søde mand.

Nu er han (efter 7 år) heldigvis fint arbejdsdygtig igen, men jeg kan sagtens genkalde følelsen.

Og det der med forelskelsens dybde og "klangbunden", det er noget vi har snakket om engang imellem.

Man bliver bedre til at skelne mellem fascination og liderlighed, kontra "rigtig" forelskelse, tror jeg. Heldigvis :o)

Hvis I starter Foreningen Forelskelsens Fremme, er jeg gerne med :-)

04 februar, 2008 19:41  
Blogger Den onde hund sagde...

Hvor du er i dit liv nu - jeg mente ikke noget specifikt. Bare at det altid har større omkostninger at kaste sig hovedkuls ud i noget, jo ældre, man er. Fordi man har mere at miste, på en eller anden måde...

07 februar, 2008 00:30  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home