Dating-mail

Tænk at det er kun nogle måneder siden, at jeg sad og helt seriøst tænkte tanker som fx: "Jeg finder aldrig en kæreste igen. Suk."

Jeg var jo sidst i tyverne, var pludselig blevet single og syntes til min egen forskrækkelse, at jeg havde udtømt de muligheder, der var for at finde en sød fyr ad de "sædvanlige velkendte kanaler" (altså de steder, jeg færdedes til daglig, fritidsinteresser og venners venner).
"Hvor fa'en går man hen?", tænkte jeg - sammen med mange andre (tilsyneladende lige så forhåbningsløse) eksistenser, der åbenbart havde fået samme fantasiforladte idé som jeg:

Til sidst så jeg nemlig ingen anden udvej end netdating. Og ja, det var sgu lige så desperat, som det lyder. Udvej. Jeg havde altid forsvoret, at jeg sku' blive nødt til den slags (kan I høre indignationen og Dronning Margrethe-forargelsen? Vi snakker om mig! ;-)).

Men ja, det var lige netop sådan, jeg følte det: At jeg var nødt til det. Og kors, jeg rendte på nogle mærkelige typer - men egentlig mest de søde og røvkedelige! Ingen kæreste til mig gennem netdating, som hurtigt begyndte at hænge mig ud ad halsen som en eller anden morgensur ånde efter en druktur.

Nu sidder jeg så her hos min dejlige kæreste og skriver på specialet (når jeg altså ikke lige skriver blogposter ;-)), solen skinner, og vi er godt og uskadt igennem en krise af de værre. Om lidt buldrer espressokanden på komfuret og udsender en svag fløjten. Jeg tror, den betyder, at kampen er slut...

Kort sagt: Hvor er det dog *skønt* bare at kunne slette lortet, når der endnu en gang dumper reklamemail ind fra en dating-portal, som jeg engang følte, at jeg ikke kunne afvise at prøve, for *tænk* nu... Hvis nu...

Lommen - er det virkelig ikke længere siden?