Lommen: Coming up!

Aaah, gjorde ærligt talt godt med lidt tid væk fra bloggen. Der har været travlt i kulissen!

Jeg lovede mig selv, at jeg kun ville begynde at blogge igen, hvis jeg ikke kunne lade være. Dér er jeg så nogenlunde nu. Se, hvad bare én uge kan gøre! Der er sgu hyggeligt i Blogland - når man ellers har tiden og ikke mindst overskuddet til at rumme andre menneskers mange tanker og følelser og se lidt ud over sin egen fedtede næsetip...

For at opsummere så er de to ting, der har fyldt mest på det sidste, følgende - den første så laaangt mere end den sidste:

Jeg er gået fra min kæreste gennem ti år-tingen
Jeg lovede jer (og mig selv) lidt mere om det her...

Denne erkendelse handler om at forstå, at jeg er gået efter den samme fyr (bare i "ny indpakning") igen og igen, til trods for, han slet ikke kan/kunne gi' mig, hvad jeg har brug for. Om at trave rundt i det samme adfærdsmønster gang på gang uden at opdage det. Og om at blive lige frustreret og ulykkelig og rådvild hver gang. I alle de år havde jeg min opmærksomhed de forkerte steder, stillede derfor mig selv de forkerte spørgsmål - og fik, surprise, de forkerte eller slet ingen svar...

Jeg spurgte: "Hvad er der galt med dem? Hvorfor er alle mænd sådan? (Indadvendte og passive)".
Der er intet galt med dem. Og nej, alle mænd er ikke sådan. Den her slags mand har bare ikke, hvad jeg har brug for (og jeg har nok heller ikke det, han inderst inde drømmer om). Jeg turde bare ikke gå efter andre og dragede derfor den konklusion, at "mænd nok var sådan".
Så begyndte jeg i stedet at spørge: "Hvad er der galt med mig? Er jeg simpelthen ude af stand til at ha' et forhold? Dysfunktionel?" Men nej, der er heller ikke noget galt med mig. Der er derimod noget helt galt med kombinationen af mig og den type mand.

Så der skal spørges helt anderledes:
Hvad vil jeg? Hvad har jeg brug for fra en mand? Hvad vil og kan jeg give (og ha', at han tager imod)?

At operere med hvis "skyld" noget er... Glem det! Skyld må opgraderes til ansvar - og skal vi SÅ komme videre!?
Så selvfølgelig handler de tanker osse om fremtiden og "hvad gør jeg nu?", om at tage ansvar for egne (fejl-)valg og om at lægge kursen om og gå efter dét, man i virkeligheden længes efter i stedet for at sidde og ynke sig selv og synes, at "verden" er uretfærdig.

Mest af alt handler de måske om længsel, og hvor ondt det gør at fatte, at jeg ikke har turdet erkende, hvad jeg længtes efter af angst for ikke at få det - eller måske endda af angst for - netop - at få det. Og miste det...

Det gør ondt pludselig at fatte, at jeg kun forelskede mig i fyre inden for den gruppe, som jeg troede, at jeg havde "ret" (!) til at forelske mig i - ondt at erfare, at jeg ikke har turdet nærme mig ham den udadvendte, fordi jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at han skulle kunne finde mig tiltrækkende. Sikke et selvbillede! *Suk* Har forstået, at jeg må ud og konfrontere den angst - ha' den modsagt. Af virkeligheden...

Der er kun én vej: At gøre det, jeg er allermest bange for, fordi jeg fortjener det...

--------

Andet wake up call fra den sidste tid er følgende...:

Hjælp, jeg er blevet stalket! -tingen
En ellers virkeligt spændende, ild-i-røven og ekstremt intelligent fyr, jeg rendte ind i, blev lige liiiidt for ... interesseret i mig, lad os bare kalde det dét. Jeg opdagede, at min evne til at sige fra og høre mine egne alarmsignaler ganske vist er blevet mærkbart bedre i løbet af de sidste par år, men stadig ikke er fuldt tunet, når det kommer til fyre, der har en lidt skæv idé om, hvordan verden ser ud (og dem løber jeg desværre jævnligt ind i)...

Jeg var dum og naiv og drømte ikke om, hvor meget éns privatsfære kan intimideres, hvis man ikke passer på. Han fandt min blog, min msn-adresse, var ikke nem at slippe af med, og måske læser han endda dette. Well - ikke længere min hovedpine. Jeg kan bare sidde og glæde mig over, at jeg trods alt var klog nok til ikke at fortælle ham noget mere præcist om, hvor jeg boede.

Men jeg fik en masse brugbart med mig ud af denne skrækkelige historie. Jeg lærte noget om at være for rummelig og for flink (tak til Alice for at påpege dette over for mig i passende vendinger!), om at lytte til mavepinen som en seriøs samtalepartner i min indre dialog og om at blive rigtigt, rigtigt betaget, fascineret og bange på samme tid.

Lommen - masser at fortælle. Sætter du lige kaffe over, så stikker jeg over efter mælk og cookies?