Når underbevidstheden taler med

Kender I det, at man har en hel masse tanker tumlende rundt i hovedet - følelser og ord kører rundt i en pærevælling? Man starter forfra og bagfra i forsøg på at formulere for sig selv og - måske - andre. Kæmper for at finde ordene, der passer til.

På et tidspunkt giver man op. Visse dage er det ganske enkelt for udmattende at "tænke i ord". Så føler man bare i stedet for at prøve at få orden på det derinde. Så går man så at sige rundt i sin stemning og lader det (som en anden Klovborg-ost) tage den tid, det skal ta' uden at analysere og være pisseklog på noget som helst. Allermindst sig selv.

Når jeg har det sådan, laver jeg gerne noget praktisk eller konkret som fx at skure gulv eller bage boller, fordi jeg har opdaget, at det giver ro i hovedet. Somme tider går jeg mig en tur med passende musik i ørerne og lange skridt.
Jeg har ladet mig fortælle, at andre graver have eller poder æbletræer, når de er i det mode. Min far sorterer sine mange indsamlede skruer i værkstedet, min ven spiller violin, en veninde syr eller rydder op i papirer, nogle lufter hund.

Uanset hvad man foretager sig, er jeg ret overbevist om, at det lægende ved det består i, at det konkrete arbejde, som hænderne udfører, danner en sund og nødvendig modvægt til alt det abstrakte i hovedet.

Jeg har en helt klar fornemmelse af, at det, jeg egentlig gør, når jeg har det sådan, er at få min underbevidsthed og "resten af kadaveret" til at snakke sammen. Høre de bevæggrunde og motiver, jeg ikke er mig bevidst til daglig. Lytte. Hvilket passer glimrende sammen med, at jeg ikke skal forsøge at "snakke" oppe i hovedet, for så kan jeg jo ikke høre noget...

Tit skal der soves på det (underbevidstheden er jo osse mest aktiv og uhæmmet i sit udtryk under søvnen), og den følgende morgen står det så næsten altid lysende klart, hvorfor jeg måske i længere tid har undgået noget eller nogen, været træt og uoplagt, været nervøs for noget eller vred over et eller andet. Og så kan der formuleres, handles - gåes til makronerne.

Men det kan osse være, jeg er så heldig, at der sker noget samme dag: Helt uden søvn begynder ordene pludselig på et tidspunkt igen at give mening og lægge sig i pæne, logiske rækker af sætninger oppe i hovedet. Med ét forstår man, hvordan man selv har det og hvorfor og hvordan og hvorledes. Inden da tjener det intet formål at forsøge at tale med nogen. Virker kun forstyrrende i processen.

Sådan havde jeg det hele dagen i går. Så tog jeg til middag hos en god veninde i går aftes. Og ordene formelig sprøjtede ud. Total munddiarré, altså! På den gode måde. Hvis der da er noget som helst godt ved diarré. ;-) Jeg var et helt andet sted, da jeg kom ud af hendes gadedør, end da jeg gik ind.

På vej op til natbussen tog jeg så pludselig mig selv i at nynne en stump af en gammel TV2-sang, som jeg slet ikke havde registreret, at jeg egentlig havde trallet hele vejen ned ad trappen. Nede på gaden huskede jeg så ordene. Det var lidt af omkvædet fra Rejsen til Rio:

Hun er fri
Fuldstændigt fri-i
Endelig fri-i-i
Fri for aaaaaltid

Voilà! En af de få TV2-sange, som jeg aldrig har syntes særligt godt om, og som jeg i hvert fald aldrig har sunget med på. Alligevel havde min indre jukebox valgt den...
Jeg blev endnu engang forbløffet og imponeret over, hvor forunderligt psyken er indrettet: Igen havde min underbevidsthed gjort one hell of a job, fordi jeg klogeligt havde ladet den passe sig selv i løbet af dagen. Har snart mange gange fået beviser for, at så skal den nok banke på, når den har noget at sige.

Efter at jeg sammen med veninden var kommet frem til en række store erkendelser, kvitterede mit indre så lige ved at fortælle mig, hvorfor jeg med ét følte mig så glad og lod mig synge det ud. Måske ville den gøre mig opmærksom på, at jeg er på rette vej?

Hvad gør I, hvis tankerne kører rundt?

Lommen - bare det ikke er slut, når jeg vågner