søndag, februar 18, 2007

Når underbevidstheden taler med

Kender I det, at man har en hel masse tanker tumlende rundt i hovedet - følelser og ord kører rundt i en pærevælling? Man starter forfra og bagfra i forsøg på at formulere for sig selv og - måske - andre. Kæmper for at finde ordene, der passer til.

På et tidspunkt giver man op. Visse dage er det ganske enkelt for udmattende at "tænke i ord". Så føler man bare i stedet for at prøve at få orden på det derinde. Så går man så at sige rundt i sin stemning og lader det (som en anden Klovborg-ost) tage den tid, det skal ta' uden at analysere og være pisseklog på noget som helst. Allermindst sig selv.

Når jeg har det sådan, laver jeg gerne noget praktisk eller konkret som fx at skure gulv eller bage boller, fordi jeg har opdaget, at det giver ro i hovedet. Somme tider går jeg mig en tur med passende musik i ørerne og lange skridt.
Jeg har ladet mig fortælle, at andre graver have eller poder æbletræer, når de er i det mode. Min far sorterer sine mange indsamlede skruer i værkstedet, min ven spiller violin, en veninde syr eller rydder op i papirer, nogle lufter hund.

Uanset hvad man foretager sig, er jeg ret overbevist om, at det lægende ved det består i, at det konkrete arbejde, som hænderne udfører, danner en sund og nødvendig modvægt til alt det abstrakte i hovedet.

Jeg har en helt klar fornemmelse af, at det, jeg egentlig gør, når jeg har det sådan, er at få min underbevidsthed og "resten af kadaveret" til at snakke sammen. Høre de bevæggrunde og motiver, jeg ikke er mig bevidst til daglig. Lytte. Hvilket passer glimrende sammen med, at jeg ikke skal forsøge at "snakke" oppe i hovedet, for så kan jeg jo ikke høre noget...

Tit skal der soves på det (underbevidstheden er jo osse mest aktiv og uhæmmet i sit udtryk under søvnen), og den følgende morgen står det så næsten altid lysende klart, hvorfor jeg måske i længere tid har undgået noget eller nogen, været træt og uoplagt, været nervøs for noget eller vred over et eller andet. Og så kan der formuleres, handles - gåes til makronerne.

Men det kan osse være, jeg er så heldig, at der sker noget samme dag: Helt uden søvn begynder ordene pludselig på et tidspunkt igen at give mening og lægge sig i pæne, logiske rækker af sætninger oppe i hovedet. Med ét forstår man, hvordan man selv har det og hvorfor og hvordan og hvorledes. Inden da tjener det intet formål at forsøge at tale med nogen. Virker kun forstyrrende i processen.

Sådan havde jeg det hele dagen i går. Så tog jeg til middag hos en god veninde i går aftes. Og ordene formelig sprøjtede ud. Total munddiarré, altså! På den gode måde. Hvis der da er noget som helst godt ved diarré. ;-) Jeg var et helt andet sted, da jeg kom ud af hendes gadedør, end da jeg gik ind.

På vej op til natbussen tog jeg så pludselig mig selv i at nynne en stump af en gammel TV2-sang, som jeg slet ikke havde registreret, at jeg egentlig havde trallet hele vejen ned ad trappen. Nede på gaden huskede jeg så ordene. Det var lidt af omkvædet fra Rejsen til Rio:

Hun er fri
Fuldstændigt fri-i
Endelig fri-i-i
Fri for aaaaaltid

Voilà! En af de få TV2-sange, som jeg aldrig har syntes særligt godt om, og som jeg i hvert fald aldrig har sunget med på. Alligevel havde min indre jukebox valgt den...
Jeg blev endnu engang forbløffet og imponeret over, hvor forunderligt psyken er indrettet: Igen havde min underbevidsthed gjort one hell of a job, fordi jeg klogeligt havde ladet den passe sig selv i løbet af dagen. Har snart mange gange fået beviser for, at så skal den nok banke på, når den har noget at sige.

Efter at jeg sammen med veninden var kommet frem til en række store erkendelser, kvitterede mit indre så lige ved at fortælle mig, hvorfor jeg med ét følte mig så glad og lod mig synge det ud. Måske ville den gøre mig opmærksom på, at jeg er på rette vej?

Hvad gør I, hvis tankerne kører rundt?

Lommen - bare det ikke er slut, når jeg vågner

6 Comments:

Anonymous Szabo sagde...

For satan du rammer.
Læser dette, netop som jeg holder en pause fra den helt store hovedrengøring. Jeg har ordnet gardinerne og gjort rent i soveværelset, og om lidt står den på stue og køkken. Og det er vist ikke kun fordi der trænger at jeg pludseligt er blevet så aktiv :-)
Det gode ved lidt praktisk arbejde, er at man kan gå og tænke, men ikke længe ad gangen. Jeg kan godt gå at føle at det er åhhhsåsyndformig, men så får jeg øje på noget fnuller i en krog, og mine tanker afbrydes af det faktum at jeg skal tage stilling til, hvordan jeg får det fjernet.

Af en underlig grund, blir man faktisk i bedre humør af at rende rundt som en vanvittig med støvsuger og klude.

18 februar, 2007 12:00  
Blogger Pernille sagde...

@Szabo:
Dejligt at høre, du kunne bruge indlægget til noget. :-) Og hvem havde nu troet det - at vi her i Blogland sku' begynde at opleve Mette Szabo som huslig...? Det er jo fantastisk. *Driller kærligt*

For resten, Mette - har du ikke en msn-adresse? Kan ikke se den på din side. Muligvis mig, der er blind. :-S

18 februar, 2007 15:37  
Anonymous Mette Szabo sagde...

super snabela metteszabo.dk

18 februar, 2007 18:03  
Blogger $tine sagde...

Jeg tror jeg ingeniørstuderer eller sætter gang i en hel masse planer...lige for tiden kunne jeg f.eks. godt tænke mig at arrangere at invitere dig til middag i min tillåns vesterbrolejlighed i den sjove ende af Istedgade. Hvad med søndag eller en gang i næste uge?
Hygge hygge kære lomme!

19 februar, 2007 12:12  
Blogger Pernille sagde...

@$tine:
Vedr. din invitation har jeg svaret andetsteds...

Hm... Mon jeg skal lægge noget i, at du siger, du lægger planer og studerer meget, når tankerne vælter rundt, hvorefter du lægger planer med mig...?
Nu er du vel ikke forvirret på FOR mange niveauer, som min vejleder moderligt omsorgsfuldt ville spørge. :-)
Hvis det ikke er noget, der skal frem på bloggen, smider du selvfølgelig bare en mail.

19 februar, 2007 13:47  
Anonymous toke sagde...

Hmm... Jeg tror jeg render lidt hvileløst rundt... Eller også arrangerer jeg en aftale med dig :-).

Egentlig isolerer jeg mig vist rimeligt meget når undrbevidsheden banker på døren. Jeg får en følelse af at jeg ikke skal snakke med nogen og bare skal gå og lave alt muligt andet. Spille computer, se lidt fjernsyn. Alt sådan noget der ikke kræver den store tankevirkesomhed.

Meget interessant indlæg, jeg har aldrig spekuleret over det tror jeg.

22 februar, 2007 11:11  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home