Ikke må og bør. Men drømmer og vil.

Ugen starter stærkt med forhammer-erkendelsen af, at jeg ikke tør gå efter det, jeg vil ha', og at jeg ikke tror på mine egne (især faglige) evner... Hver gang jeg virkelig har kunnet noget, har min egen opfattelse været: "Nå, jamen - dét er jo ingenting!" (Underforstået at når jeg kan, er det selvfølgelig ingen kunst...).
Nogen tid har en stor og gammel frustration luret under overfladen. Noget med farmand, der virkede umulig at trænge igennem til (og imponere), da jeg var lille. Inderst inde tænkte han vist, jeg kunne det hele. Men det viste han mig ikke. I dag opgiver jeg, hvis jeg på forhånd spotter, at jeg ikke kan gøre indtryk på nogen med min viden eller kunnen. Men handler det om at gøre indtryk på andre? Handler det ikke om mig? Hvad jeg gerne vil kunne og opnå med min formåen?
I morgen tidlig starter jeg nyt kursus på uni. Jeg er bange for at sidde og føle mig lille og dum. Så bange at jeg i dag begyndte at græde over for kæresten - og i weekenden nærmest kom til at skælde ham ud, selv om det var farmand, jeg var vred på. Meget vred. Femten-atten år for sent.

Lommen - frustration er tilbageholdt vrede, vrede er energi, Energi kan få én videre i livet...