Tsk!

Overskriften er ikke forkortelsen
for 'en teskéfuld', men derimod
et forsøg på skriftligt at gengive
den lyd, som især kvinder har
tendens til at udstøde, når de bliver
godt, gammeldags fornærmede...

Som man har kunnet fornemme det her i blog-hytten på det sidste, har jeg haft en hård og udmarvende periode. Mit overlever-gen er i situationer som denne fantastisk.
Hver gang tristessen har sit onde greb i mig, der ellers er så lys af sind (om end reflekterende indtil det sivsko-flettende), så glemmer jeg ellers mit overlever- og fighter-gen. Men i aftes viste det sig endnu en gang.

Jeg genkender det gen som én af de største gaver, jeg har fra mit mødrene ophav. Jeg genkender hendes - ofte natlige - eufori over med ét igen at ha' fundet det, hun kalder gejsten. Livsglæden.
Fra den ene time til den anden kan den dyne af tungsindighed og underskud, der somme tider i dagevis har hvilet over hende (og dermed tit osse over resten af familien) lette. Pludselig galoperer grammofonens pickup igen ivrigt forpustet rundt i de ridsede lakpladers bakkede landskab, og bolledejen kan en tirsdag nat få et ordentligt slag i - nåja - bolledejen. Andre gange dufter pandekagerne det bedste, de aldrig har lært.
Familien vågner op til dåd, og man undrer sig kun kortvarigt over, hvor min mor henter dette utrolige og voldsomt smittende overskud henne.


Jeg tror, det var her, jeg i mine helt unge år lærte, at man ikke skal undre sig over den slags, men simpelthen bare nyde enermagien helt ind i muskelfibrene, når den er dér.

Jeg husker, at min ellers så skeptisk anlagte og jordbundne jydefar ikke sjældent i de dér stunder formåede lige præcis dette: Ikke så mange overvejelser om, hvorfra min mors pludselige glæde stammede, eller hvor længe den mon ville vare.
Han tog lykkeligt en svingom med hende på det slidte linoleum foran opvaskemaskinen, mens min bror og jeg klappede takten og fjollede rundt, så komfuret med de fyldte bageplader i ovnen hoppede.

Jeg skal ikke kunne afvise, at mine forældre en gang eller to under høj latter har danset til et snakkeprogram på P1 eller Radioavisen. Min far har aldrig kunnet danse - men som han smilende siger, når han gispende og rødkindet dribler rundt med min mor: "Det véd mine fødder jo ikke".

Nå, det var det gen dér...

Her sidder jeg så endelig. Efter en uges tid i Helvede. Det hele ramlede bare. Jeg gad ikke mere. Kunne ikke mere. Gad bare ikke at gide. Og det er jo det allerværste.
Der var ikke mere overblik, overskud, ikke flere overraskende perspektiver eller overmenneskelig styrke. Der var ikke mere af alle de dér ting, som starter med 'over'. Derimod en masse med 'under-'...

Jeg ser mig over skulderen og tænker forskrækket, at denne gang var det sgu tæt på.

Men en kvinde, jeg beundrer enormt meget, lærte mig på et tidspunkt, at somme tider må man i sit liv tænke i nøgterne cost benefit-analyser, hvis man er utilfreds. Man må tage ansvar for sit eget liv i stedet for at se sig selv som et offer for tilværelsen. Man må handle målrettet: "Hvad skal der til, for at jeg kan blive et gladere menneske? Hvor er mit mål, mit punkt B?"
Dernæst må man jo så finde ud af, hvor langt fra målet man befinder sig. Det store spørgsmål, der slutteligt skal besvares, er altså: "Hvordan kommer jeg fra punkt A til punkt B?"

Takket være mit fighter-gen har jeg i aften atter haft overskuddet til at se fremad. Nu ved jeg, hvordan punkt B ser ud:

Det er noget med at slippe den forpulede offerrolle, som jeg alt for længe har levet i, når det kommer til parforhold. Noget med ikke at reducere mit eget liv til ventetid. Mellem kærestens opkald, sms'er og besøg. Noget med igen at tage mig selv, mine ambitioner, mine planer, mine daglige gøremål seriøst i stedet for at neddrosle alt, så snart der er problemer i forholdet og tænke mig selv til blods i stedet for at passe mine forpligtelser uden for forholdet. Alt det, der får min hverdag til at hænge sammen og er med til at styrke selvfølelsen og identiteten og integriteten.
Nordvestjyden har aldrig bedt om, at jeg sætter mig selv til side for ham. Aldrig. Noget af dét, han elsker højest ved mig, er min handlekraft, mit engagement, mit drive, min energi - at jeg har et liv.
Og... det er faktisk osse noget af det, jeg sætter højest hos mig selv. Så hvad f... sker der lige for mig dér???! Når jeg ser mig selv tilsidesætte studiet, arbejdet, vennerne? Når jeg begynder at tænke, at jeg ikke magter noget af mit eget?!?!

Værst af alt: Jeg er gået hen og blevet rigtigt bitter og gal i skralden over de sidste måneder. Hvor glad jeg end er for ham kæresten, så har der hele tiden været denne underliggende bitterhed. En selvforståelse, der har gået på, at jeg var den lille stakkel, som var den der elskede mest og blev elsket mindst i forholdet. En person, som på forskellig måde måtte arbejde for kærlighed, tryghed og omsorg. Gøre sig fortjent. I mit indre har raseri og frustration mod ham, som jeg ellers holder så ufatteligt meget af, hobet sig op: Hvordan kunne han udsætte mig for dette?

Nattens vigtige erkendelse er, at han ikke har "udsat" mig for noget som helst. Jeg har selv valgt denne her rolle - og jeg må selv arbejde med at slippe den igen. Og i stedet tage kærligheden ind.

"Ja, mens jeg sidder her og tænker og tager hånd om forholdet, går han bare på arbejde og tænker slet ikke på alt det alvorlige imellem os". Og så kommer lyden: Tsk!

Come dog on, Lomme!! Din kæreste er et ret så følsomt væsen - og tilmed ganske tænksom osse. Han passer bare sit arbejde. Hvad er forbrydelsen? Og ville du i øvrigt være better off, hvis han forsømte sit job? Er han bedre stillet, fordi dit speciale har ligget stille pga jeres vanskeligheder?

...

"Og så går han bare i byen, mens jeg sidder her alene og er skide ked af det." Endnu engang: Tsk!
Spis dog øllebrød til! Det har været så satans hårdt for jer begge på det sidste! Hvem har ikke brug for et åndehul i sådan en situation? Og i øvrigt knaldede du selv to flasker rødvin plus det løse ned med en af bedstevennerne forrige nat - og nød det!
"Ja - og kæresten var bare ligeglad! Tsk!"
Gu' var han ej, Lomme! Han gav dig plads, glædede sig over, du havde godt selskab i din nærhed og hyggede dig, mens han selv var træt og slidt ned og for én gangs skyld forkælede (!) sig selv med en hel nats søvn. Hvad vil du ha'? En urimelig og jaloux kæreste, der tror, du går i seng med dine mandlige venner? En vranten mand, som gør vrøvl, hver gang du skal se de dér mandevenner? Fordi jalousi er den eneste kærlighedserklæring, du forstår? Nu må du kraftedeme tage dig sammen!
"Gulp"

...

"Det er altid mig, der ringer først"
Så lad være med at ringe, hvis du er så fucking utilfreds, Frøken Stakkels!
"Jamen, så ringer han jo ikke!"
Men han ringer, hvis du ringer eller hvad???
Det er sgu da i øvrigt godt klaret, at I lige straks har været sammen i fire måneder! Du må ha' samlet noget bitterhed sammen, når nu du sådan går og ofrer dig for at holde sammen på forholdet ved altid at være den, der sørger for kommunikationen, hva'?
"..."

...

Sådan kunne jeg nævne tonsvis af tankemønstre, der følger med den her offerrolle. Det mest karakteristiske ved den er, at den opstiller bunker af lose-lose situations:

"Jeg giver osse altid ham flere kærlighedserklæringer og søde ord, end han giver mig. Tsk"
Han har da lige sendt dig nogle vildt søde sms'er til trods for han er i byen med vennerne til aften...
"Ja, men det er jo bare, fordi han er småfuld..."
Aha! Så det er kun de dårlige fortolkninger, der kan sige noget sandt om verden...? I øvrigt giver man vel ikke kærlighedserklæringer med det formål at få nogle igen, frk. Regnskabsfører...?
"Ahem"
Ku' det tænkes, at du kan få al den kærlighed, du ka' ønske dig, hvis ellers du bare var parat til at tage imod den i stedet for at bruge krudtet på at holde regnskab?

...

Joh... Der er god grund til at danse denne nat! Om det så skal være til Radioavisen...!

Lommen - det kommer til at kræve ofre at blive fri af offerrollen

Tak til frk. Rossing for velvillig coaching på den her eksistentialitet.