Det hemmelige rum

Støvregn. Tidlig morgen. Kø hos bageren. Grums i øjnene af flere dages næsten-søvnløshed og flyden rundt i døgnet på den underligt paradoksalt tunge måde. Ingen rammer. Ingen holdepunkter. Ingen tryghed. Mærkeligt nok flyder jeg ovenpå. Jeg burde synke.

Folk omkring mig har netop indledt endnu en dag. Endda en fredag. Som håndværkerne står dér og beder om deres håndværkere og frøsnappere og intet opsnapper. Af lutter træthed. Som de står dér, ligner de og jeg hinanden til forveksling.
Det ser ud, som om vi lever i samme verden. Men idet jeg står og forsøger at beslutte mig for, hvilket ét af de endnu lune rugbrød, jeg vil have med hjem, er min torsdag først ved at få ende. Det er to verdener lige ved siden af hinanden.

Uden at ane hvorfor kommer jeg pludselig til at tænke på det faldefærdige skur, som stod i en fjern afkrog af mine forældres have, da jeg var barn. Dets brædder er for længst gået op i flammer i mine forældres brændeovn. Tagpladerne er kørt på lossepladsen. Men da jeg var barn og ung teenager, var det tag stedet, hvor jeg i sommermånederne søgte tilflugt, når det hele blev for meget - eller når der bare var for mange håbløse drømme, der ikke var blevet drømt i lang tid.
Så lå jeg dér på de umagelige tagplader og kiggede op i de høje bøgetræers kroner og lyttede til bladenes lysegrønne susen. Det var næsten, som om vinden tyssede på alle de mange tanker, der allerede dengang fòr gennem mit hoved. Strøg mig beroligende over det dengang helt hvide hår. Og denne tyssen til trods var det underligt nok her, at jeg tænkte allerbedst.

Under bøgen blev tankerne aldrig for hårde. De drejede aldrig ned ad skræmmende alléer, hvorfra jeg ikke kunne finde tilbage.

Selv om en del af magien var at være alene, så ønskede jeg alligevel tit, at nogen ville komme og dele dette rum med mig. At nogen en dag ville få del i alt det, der lå inden i mit hemmelige drømmerum. For ganske vist var jeg lidt genert og nærmest flov over drømmene. Men jeg tænkte inderst inde, at de var smukke. Som de flotteste sten, man finder på stranden og tager med hjem og gemmer i syltetøjsglas med strandsand i. Man har ikke selv på nogen måde æren for, at de sten ser ud, som de gør. Man fandt dem bare. Var heldig. Alligevel er man stolt af dem og glad for dem. Sådan havde jeg det med drømmene. Jeg fandt dem bare frem fra det dér lillebitte rum og sad for mig selv og beundrede dem - dér, oppe på taget af et gammelt skur, der var ved at styrte sammen under mig.

Der var aldrig nogen, som fandt helt derind - til rummet. Og med tiden glemte jeg det ligefrem selv, det lillebitte rum. Låsen rustede. Og i dørens hjerteformede vindue voksede tykke spindelvæv frem. Når jeg en sjælden gang imellem sidenhen erindrede rummet i glimt, huskede jeg uvægerligt osse ensomheden ved at drømme alene. Alligevel følte jeg en voldsom længsel, men gik altid resolut forbi døren.

Dér blandt bagerens morgen-fredags-kunder, omsluttes jeg med ét af rummet med hjertedøren. Det vokser op omkring mig og kræver mig, forlanger min tilstedeværelse igen efter alle disse år.
Jeg er lukket inde i min uafsluttede torsdag. Alle de voksne omkring mig står i en parallelverden. Jeg kan se og høre dem. De kan tilsyneladende ikke se eller høre mig. Mærkværdigt, eftersom jeg står i deres fortid, og de i min fremtid. Det burde være mig, der ikke kunne se eller høre dem.

Min barndoms drømmetag vokser nu frem under mine fødder, så jeg kan sætte mig på det, og bagerbutikkens januarloft forvandles til en nyudsprungen junibøgekrone. Og jeg opdager, at mit gamle helle, mit fristed, giver mig ondt i maven og trang til at flygte.

Først forstår jeg intet, men så går det op for mig, at forskellen i forhold til dengang er, at børn tør håbe og drømme. De tør faktisk ikke lade være. Men jeg er ikke længere noget barn.

Kan nok være, jeg kommer hurtigt ud af bagerbutikken med mit lune tyske kerne under armen. Kursen er klar: Hjemad. Mod en drømmeløs søvn. Det højeste, et voksent menneske kan ønske sig. - Eller...?

Lommen - tag på det!